wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Lørdag den 20. maj inviterer Nakskov Roklub til Lollands Havørn – DFfRs 1. Afdeling af langdistanceturneringen

Hvert andet år arrangerer Nakskov Roklub langdistanceregattaen Lollands Havørn. Regattaen indgår i Dansk Forening for Rosports langdistance turnering, der løber over i alt fem forskellige langdistanceregattaer.

Af Gustav Højmark-Jensen (foto fra Nakskov Roklub)

Lollands Havørn, der altså er 1.  afdelingen af DFfRs langdistanceturnering bliver afholdt på Nakskov Fjord, og formanden for Nakskov Roklub, Poul Erik Wulff-Høyer melder alt klart til weekendens regatta:

”Vi er klar på det hele. Banen bliver lagt tidligt lørdag og vi starter på de sidste forberedelser klokken 6 om morgenen, så alt er klar når det skal gå løs. Det er 12 gang vi afholder langdistance regatta her på Nakskov Fjord, så vi har efterhånden prøvet det en del gange”, forsikrer formanden for Nakskov Roklub.

Opskriften på 10km succes?

Sidste års vinder i kvindernes 10km, Samantha Don Robbins fra DSR, skal deltage i langdistancekaproningsturneringen igen i år, og ifølge hende er der en særlig opskrift til flotte præstationer ved langdistancekaproning:

”Selvfølgelig skal man have træne meget, men for mig handler det om at stole på sine ro-kammerater. Man er flere i båden end sig selv, og derfor er et godt samarbejde og en god positiv stemning det vigtigste for mig. Hvis man tænker ”vi kan godt det her” så gør det, at jeg kan presse mig selv endnu hårdere”.

Ifølge den erfarne langdistancekaproer, så er det samspillet mellem personlighederne i båden, der gør det sidste:

”Hvis man for eksempel tager to både, og de er lige hurtige i ergometer, så er jeg overbevist om, at den båd, der fungere bedre sammen personlighedsmæssigt vil gøre det langt bedre. Det match er måske noget af det, som vi er særligt gode til i DSR, og som vi har utroligt meget fokus på. Som en del af ”INKA” (Inrigger Kaproere) i DSR har vi en regel om, at man møder til træning, og at man træner hårdt. Vores trænere koncentrerer sig så om at sætte hold til hver kaproning, så jeg skal bare dukke op til træningen, og ikke tænke på andet end at gøre mit bedste”, fortæller Samantha Don Robbins, der i år deltager i kvindernes 10km som en del af DSR-holdet ”Bølgemaskinen”.

Samantha Robbins har også fået æren af at overtage DFfRs Instagram i denne uge, så hvis du ikke allerede følger roning.dk på Instagram, så skynd dig ind og følg med, så kan du få et spændende indblik i 1. afdeling af DFfRs langdistanceturnering fra en kaproers synsvinkel.

Færre tilmeldinger end sidst
Af startlisterne fra den 15. maj fremgår 25 tilmeldte hold fordelt på de fem klasser, hvilket ifølge formanden for Nakskov Roklub, Poul Erik Wulff-Høyer er en kedelig udvikling:

”Det går desværre lidt tilbage. Det gjorde det også sidste år, og det er svært at sige hvorfor. Måske er det manglende engagement? Vi kan i hvert fald se at KR og Hellerup mangler, og de har jo elleres deltaget tidligere”.

Poul Erik Wulff-Høyer håber dog, at flere klubber har fået lyst til at vise deres stander i mellemtiden, så han ser gerne at folk benytter sig af eftertilmeldingen, der løber frem til torsdag den 18. Klokken 12:00:

”Alle er velkomne her i Nakskov, og vejret ser ud til at blive rigtig fornuftigt”.

Fra Nakskov Fjordløb til Lollands Havørn
For dem, der er interesserede i regattaens historie, så startede Nakskov Roklub helt tilbage i 1997-1998 med at lave et forsøgsløb. Derefter blev regattaen optaget i det ordinære regattaprogram med regattaen Nakskov Fjordløb. Men i takt med den kommunale sammenlægning, og den pludseligt opståede bestand af havørne ved fjorden valgte man at lave navnet om til Lollands Havørn. Klubben gør en del ud af at få det nye navn med på medaljerne, og det har resulteret i nogle, ifølge formanden selv, meget fine, men også dyre medaljer i massivt metal. Så hvis man vil gøre sig forhåbninger om at kunne hænge en havørn i metal om halsen, så skal man en tur til Nakskov i weekenden.