wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Hvad vil det sige at ro langdistancekaproning? Vejle Roklub inviterer dig til at blive, klogere på netop dette

Af Bianca Toftebjerg, [email protected]

DFfRs årlige langdistanceturnering består af fem kaproninger i inrigger, som afholdes af roklubber rundt omkring i Danmark. Til LDK kan man stille op i enten 10-, eller 25km løb.

For at få endnu flere deltagere til start, har Birgit Bech Jensen fået ideen til at invitere til en LDK Skole i Vejle Roklub, hvor hun kommer fra.

Så kunne du tænke dig, at blive klogere på, hvad det vil sige at være LDK-roer? Eller har du førhen været deltager i turneringen, men mangler motivation til at komme i gang igen? Så er der stadig mulighed for at melde sig til!

LDK skolen bliver afholdt d. 6 august i Vejle Roklub, Stævnen 45, 7100 Vejle- fra kl. 10.00 til kl. 14.00. Det er gratis at deltage og Vejle Roklub stiller både til rådighed.

Hvad er på programmet?

Der tilbydes fire timer med LDK som omdrejningspunkt, afsluttet med en 10km hurtigst mulig test med blandede hold.

Inden da, vil LDK dommer Inger Valentiner-Branth gennemgå LDK reglerne og fortælle mere om, hvordan det er at være dommer ved en langdistancekaproning.

På LDK Skolen kan du også få hjælp, til at finde det rette træningsprogram, lære hvordan man vender hurtigt om en bøje, eller blive bedre til at lave hurtige skift på vandet.

Ideen til LDK Skolen er Birgit Bech Jensens. Hun er selv langdistancekaproer og vil gerne være med til at få flere hold til start ved kaproningerne rundt omkring i landet.

”Hvis man står som roer, der aldrig har prøvet at ro langdistance før, kan det godt være lidt af en mundfuld at få styr på regler, bådtransport, tilmelding og alle de andre praktiske ting. For de fleste roere i danske roklubber er dette den mest oplagte form for konkurrence, og det er en rigtig hyggelig turnering at deltage i. Derfor vil vi gerne hjælpe lidt til, så vi kan få flere både til start ved kaproningerne.” fortæller Birgit Bech Jensen.

Så er du nysgerrig på LDK eller kan du bare godt lide at give den gas i en inrigger, så er her den perfekte mulighed for at få sparket gang i LDK karrieren.

Hvis det lyder som noget for dig, så benyt linket til højre. Her kan du læse mere om LDK skolen og se hvordan du tilmelder dig.