wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Et gigantisk tordenvejr lagde en dæmper på World Cuppen i Poznan, da vejret forårsagede kraftige forsinkelser

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Det var vejret, der stod i centrum, da den tredje afdeling af World Cuppen blev skudt i gang i Poznan med et gigantisk tordenvejr, som forårsagede en kraftig forsinkelse i tids-skemaet. Men da vi endelig kom i gang var der masser af opløftende danske præstationer, som giver håb om endnu flere flotte resultater lørdag og søndag. Læs hvordan det gik de danske både her:

W2x:
Med New Zealands regerende verdensmestre, Eve Macfarlane og Zoe Stevenson såvel som Hvideruslands europamestre Yulia Bichyk og Tatsiana Kukhta i samme heat var forventningerne til Lisbet Falch Jakobsen (Bagsværd) og Nina Hollense (Århus) på lavblus. Men om det er OL-billetten, som de til stor overraskelse erobrede i Luzern, der har givet dem vinger, skal være usagt, men i hvert fald leverede de to piger en fremragende præstation, da de i mål på andenpladsen blot var 0,89 sek fra Australien. I starten var der dog ikke meget, der tydede på, at pigerne kunne blive en konkurrent til australierne, da de rundede de første 500 meter på femtepladsen i tiden 01:44:46. Men efter 1000 meter mærket blev kadencen for alvor sat op i den danske båd, og med en fantastisk spurt havde danskerne nær taget kiwierne på sengen i et tæt opløb.

Samlet resultat: 
1) Australien
2) Lisbet og Nina, 0,89 sek. efter

Lisbet og Nina skal i opsamling for at nå A-finalen

W2-:
Da dagens ræs endelig blev skudt i gang efter efter det vanvittige uvejr, så så Anne Dsane Andersen (KVIK) og Hedvig Lærke Berg Rasmussen (Bagsværd) lidt ud som om de havde foretrukket at blive i bådhallen frem for at kaste sig ud i Poznans gråvejr. Det var tydeligt, at det det danske par er inde i en fase, hvor man opbygger formen til OL og derfor er pigerne et godt stykke fra den form, vi tidligere har set dem i. Pigerne var ellers fint med i starten og rundede de første 500 meter i tiden 01:45:52 på andenpladsen. Men forhåbningerne om, at sætte sig på førstepladsen og få en direkte billet til A-finalen led skibbrud efter 1000 meter, hvor rumænerne gik forbi Anne og Lærke, der aldrig formåede, at ro sig tilbage i løbet derefter

Samlet resultat:
1) New Zealand 7:07:97
2) Rumænien 2,90 sek. efter
3) Anne og Lærke, 8,20 sek. efter

Anne og Lærke skal i opsamling for at nå A-finalen

W1x:
Lad det være sagt med det samme, Fie Udby Erichsen er klar til semifinalen. Men det kom til at holde lidt hårdere end det indledningsvis så ud til. For allerede i sit indledende løb, så Fie ud til at være godt på vej mod semifinalen, da hun med 500 meter igen havde mere end tre sekunders forspring ned til Østrigs Magdalena Loebnig på andenpladsen. Men i slutfasen stod Fie stille og så kunne Loebnig tage den direkte billet til semifinalen. I opsamlingsløbet fik Fie dog gjort det hele godt igen, da hun ikke havde problemer med at sikre sig en meget overbevisende sejr over Tjekkiets Lucie Zabova.

Samlet resultat (opsamlingsløb):
1) Fie, 7:48:14
2) Tjekkiet, 2.75 sek.efter

Fie er klar til semifinalen

LM4-:
På trods af bronzemedaljen ved World Cuppen i Luzern var det bestemt ikke fire tilfredse roere, der satte sig i flyveren mod Danmark. Derfor fejlede motivationen bestemt ikke noget hos Kasper Winther Jørgensen (Roskilde), Jacob Barsøe (Roskilde), Morten Jørgensen (Næstved) og Jacob Søgaard (Bagsværd) før deres indledende løb i Poznan. Kun vinderen ville gå videre fra et løb, som kun inkluderede Frankrig og Tyskland ud over Guldfireren, og den velkendte danske kvartet tog fra starten teten i ræset, hvor de førte fra start til slut. Efter præstationen sagde Morten Jørgensen: “Vi fik en god start og finder en rigtig god rytme på de første 1000 meter. Men omkring 1000 meter mærket taber vi rytmen og kadencen og kommer for langt ned i fart. Men generelt var det fremgang i forhold til vores sidste ræs.”

 

Samlet resultat:
1) Guldfireren, 5.59.62
2) Frankrig, 2.03 sek. efter

Guldfirer videre til A-finale

LM2-:
Siden de blev sat sammen i begyndelsen af sæsonen, har Jens Vilhelmsen (Bagsværd) og Emil Espensen (DSR) vist meget stort potentiale i LM2- og er blevet et symbol på, at fremtiden tegner meget lys for dansk roning. Fredag blev det dynamiske par lidt offer for de meget omskiftelige vejrmæssige vilkår på Poznans Malta sø, da Frankrig fik fordel af banefordelingen. Det var formentlig forklaringen på, at Jens og Emil gik glip af en direkte billet til A-finalen, da de måtte give fortabt i duellen med Augustin Mouterde og Alexis Guerinot. Ved 1000 meter mærket var det såmænd kun 0,17 sek., der adskilte de to både, men i det efterfølgende scenarie var franskmændene i stand til af tage det afgørende ryk.

Samlet resultat:
1) Frankrig, 6:41:31
2) Emil og Jens, 5,15 sek. efter

Emil og Jens skal i opsamling for at nå A-finale

 

LW2x:
Det første indledende løb i kvindernes letvægtsdoublesculler udviklede sig fra start af til et parløb mellem Juliane Elander Rasmussen (Odder)/Anne Lolk (DSR) i mod de regerende hollandske europamestre Ilse Paulis og Maaike Head. Og desværre var det en duel, der faldt ud til hollændernes fordel. Mens Italien, Schweiz, Brasilien og Hong Kong måtte kæmpe om de sekundære placeringer, så havde Anne og Juliane indledningsvis fin snor i hollænderne. Således var der efter 1000 meter blot 0,71 sek mellem de to både. Men da slaget for alvor skulle slås, havde hollænderne det fysiske og mentale fokus, og var i stand til at øge afstanden til de danske piger i slutfasen selv om der blev kæmpet bravt i den danske båd.

Samlet resultat:
1) Holland, 7:04:01
2) Anne og Juliane, 4, 50 sek. efter

Anne og Juliane skal i opsamling for at nå A-finalen


LW1x:
Det er naturligt, at der er opstået meget stor interesse for Aja Runge Holmegaards præstationer, specielt måske set i lyset af, at hun i Luzern slog selveste verdensmesteren, New Zealands Zoe McBride og vandt sølv. Også i sit indledende heat i Poznan viste Aja klassen, da hun i overbevisende stil sikrede sig billetten til semifinalen. To både ville gå videre til semifinalen, og Aja førte løbet fra start til slut. Der kom aldrig nogen spænding om, hvem der ville sætte sig på de to pladser, dertil var dominansen fra Aja og Hollands Amber van Zomeren for stor. Så løbet udviklede sig hurtigt til et træningsløb for Aja og Amber, der altså faldt ud til danskerens fordel.

Samlet resultat:
1) Aja, 7,55,99
2) Holland, 0,84 sek. efter

Aja er videre til semifinalen.

M1x:
Danmark har to både med i semifinalerne, når de løber af stablen i denne weekend. Det blev en realitet efter at både Sverri S.Nielsen og Nick H.Larsen formåede, at kvalificere sig videre fra både indledende løb og kvartfinale. I indledende løb fik de to danskere endda mulighed for at prøve kræfter mod hinanden, hvor det lykkedes Sverri, at få revanche for hans nederlag ved Odense Langdistance Regatta. Sverri og Nick endte på henholdsvis 2.- og 3.pladsen efter ungareren Bendeguz Petervari-Molnar. Og på trods af endnu en længerevarende pause på grund af det dårlige polske vejr, var der mentalt og fysisk overskud hos de to danskere til at kvalificere sig til semifinalen gennem deres respektive kvartfinale-løb.