wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Alle tre danske både, har på World Cup 2 førstedagen leveret flotte resultater, og det ser lovende ud for morgendagens løb

Af Bianca Toftebjerg, web@roning.dk

På første dag ved World Cuppen i Linz-Ottensheim blev heatene roet som ’time trials’ hvor roerne en for en blev sendt ned af banen, i to baner. Grunden var at vejret måske gjorde at ikke alle seks baner kunne benyttes.

Men det betød intet for de danske deltagere, som viste flotte takter i deres løb.

Første danske båd i aktion, var W1x med Fie Udby Erichsen, som sluttede på andenpladsen i hendes heat, lige efter Schweitz, og dermed sikrede sig en plads i morgendagens A/B semifinale.

Landstræner Mads Haubro ser positivt på Fie Udby Erichsens første løb ved World Cup i Linz:

“Fie havde et godt og kontrolleret løb. Hun holdt sig køligt til aftalen om at fokusere på hendes indsats og holde en konstant fart med et slutmål lige under 7:35”.

“Jeg er godt tilfreds med indsatsen og positivt overrasket over at vandet var ok på trods af den hårde vind”, lyder kommentaren fra Fie.

I M1x roede Sverri Nielsen to flotte løb og bookede billet til A/B semifinale i lørdagens løb.

I kvartfinalen disponerede Sverri sit løb fornuftigt, og ved 1000 m mærket havde han et godt overskud, som i løbet af de efterfølgende 600m flyttede ham op på en klar anden plads.

”En god dag på kontoret for Sverri”, siger landstræner Jens Vilhelmsen og fortsætter:

”Han kommer udmærket igennem timetrials, som er lidt af en mærkelig størrelse af konkurrence. Han formår at arbejde godt med den rytme og ro i yderpunkterne. Finder han det rette intensitetsniveau hen over midten i morgen, er jeg forsigtig optimist for en god præstation”.

Med en andenplads i dagens indledende heats og et stort felt, hvor kun vinderen gik direkte videre, måtte LM2x’s Emil Espensen og Alexander Modest en tur i eftermiddagens opsamlingsløb.

I deres opsamlingsheat har de en virkelig god start og en rytme, de bygger videre på ud til 750m, hvor de mister en smule af dynamikken og her går GBR desværre forbi dem.

Jens Vilhelmsen konkluderer:

”Alt i alt positive takter, hvor de fik arbejdet i højere tempo. Tager de første halvdel af opsamlingens roning med på alle 2 km af semifinalen i morgen, er de farlige for de andre”.

Morgendagens program for de danske roere

Lørdag venter hele tre A/B semifinaler for den danske landsholdstrup, og ovenpå fredagens flotte præstationer bliver det spændende at se, hvordan morgendagen kommer til at forme sig.

Kl. 12.12 ror Fie Udby Erichsen sin A/B semifinale.

Kl. 12.24 ror Sverri Nielsen sin A/B semifinale.

Kl. 12.48 ror Emil H. Espensen og Alexander Modest deres A/B semifinale.

I alle tre løb, går 1-3 videre til A finalen, mens resten går i B finalen.