wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Da dårligt vejr udløste en aflysning af den fjerde afdeling af LDK-turneringen, var det nogle top-klar roere, der lørdag stillede til start ved LDK-finalen i Svanemøllebugten

Af Bianca Toftebjerg, [email protected]
Billeder: Emil Christiansen

I alt var der 38 hold til start ved LDK-finalen i DSR, hvor det samtidig skulle afgøres hvem der kunne kalde sig de samlede vindere af turneringen.

Det blev for alle langdistanceroerne en flot dag i DSR, som jo er mestre i at afholde arrangementer. Og på lørdagens bane, havde de sørget for at krydre med lidt nytænkning, således at distancen mellem vendingerne var markant mindre en hvad der ellers har været tilfældet i år.

Fornem præmie til turneringsvinderne

Udover den fornemme titel som turneringsvindere i 2018, har dette års vindere også kunne hjembringe en ny stander – en vandrestander.

Inspireret fra cykelsporten, får turneringsvinderne en stander, og med følger et lille sæt regler, som vinderne skal følge:

  • Kun på en inrigger
  • Kun hvis flertallet i båden var med til at vinde den
  • Både til træning og LDK-konkurrence – indtil en ny mester er kåret i 2019
  • Standeren er en vandrestander, som gives videre til en ny mester i 2019.
Den fine stander. Foto: Christian Probst

Hvad så med næste år?

I tråd med den nye strategiske satsning i forbundet, har også Langdistancekaproningsudvalget besluttet sig for at overveje fornyelse.

I efteråret begynder udvalget derfor at kigge på, hvilke knapper der kan skrues på i forhold til afviklingen – både i 2019, men endnu mere i 2020 fortæller LDKU-formand Christian Probst.

Da værtsklubber og datoer for næste år, allerede er på plads bliver der her ikke markante ændringer.

Men på tegnebrættet findes både ideer om at nytænke startproceduren, som man eksperimenterede lidt med allerede sidste år i Præstø, hvor der kun var et minut mellem starterne. Derudover har flere deltagere efterspurgt at få lidt længere tid mellem afdelingerne, således at kaproningerne ikke kommer til at ligge hver 14. dag.

LDK-skole?

Vejle Roklub startede allerede i 2017 op med at lave LDK skole, for at undervise potentielle deltagere i disciplinen LDK, og her blev det velmodtaget. Igen i 2018 afholdte klubben en LDK-skole, og spørger man Christian Probst, så kommer vi måske til at se endnu flere af dem:

”Vi synes at det er et rigtig godt initiativ, men har ikke selv haft ressourcer i udvalget til at bakke op om det. Men vi har et ønske om at få lavet et tilsvarende koncept på Sjælland, og arbejder på om det er noget vi kan nå at få i stand allerede til næste år.”

Selv ser udvalget en god kobling mellem LDK-turneringen og den strategimålsætning som ligger i spor 2, og håber at de kan være med til at fastholde voksenroere, med konkurrencen.

Lørdagens resultater og de samlede resultater

I 10km 1. division var det Roklubben Viking som løb med sejren lørdag, og samtidig var det også dem som kunne hjembringe en vandrestander.

I 10km 2. division var det Hellerup Dame Roklub som sejrede ved lørdagens afdeling.

I kvindernes 10km DM-finale tog KVIK begge sejre lørdag.

I mændenes 25km DM-finale var det Kalundborg Roklub der vandt både DM-medaljerne og lørdagens løb.

I den åbne 25km, var det Hellerup Roklub som vandt sejren lørdag, men turneringstitlen gik til Humlebæk Roklub.