wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Barske vejr- og vindforhold gjorde Copenhagen Habour Race udfordrende og førte i sidste ende til en aflysning af otterløbet

Kraftig vind blæste mere eller mindre konstant ind over Københavns Havn da Copenhagen Harbour Race blev afholdt d. 15 oktober. Barske forhold under sæsonens sidste regatta, der i sidste ende betød en aflysning af det ellers planlagte otterløb

Af Gustav Højmark-Jensen

Den kraftige vind, der bød på vindstød med helt op til 15 meter i sekundet var ikke mere end hvad mange af de erfarne roere er vant til, særligt roerne fra Århusbugten, men løbsarrangørerne valgte alligevel, sammen med dommergruppen, at aflyse det ellers planlagte otterløb:

“Man valgte simpelthen at være ‘better-safe-than-sorry’ denne gang. Og jeg kan sagtens forstå at en del af roerne var skuffede over afgørelsen, men man var også nødt til at tænke på nogle af de knapt så erfarne roere”, sagde Kenny Elkjær Andersen, coastal- og inriggeransvarlig under Copenhagen Harbour Race.

billede-2-edited-soeren-nielsen
Selvom det ikke ser blæsende ud kunne vindstødene nå op på 15 meter i sekundet. Foto: Søren Nielsen.

Som erstatning for otterløbet fik deltagerne et tilbud om at ro inrigger i stedet – et tilbud som mange af roerne valgte at benytte sig af. Inriggererstatningen betød også, at man ved Copenhagen Harbour Race kunne få afgjort den traditionsrige ungdomskamp mellem byerne København, Berlin og Zürich. Havde man ikke fundet et alternativ til otterløbet måtte samtlige udenlandske ungdomshold være taget hjem, uden at have været på vandet.

Foruden de danske roklubber og de udenlandske ungdomsroere, var der også mødt en skare af andre udenlandske roklubber op for at deltage i Copenhagen Harbour Race 2016. Roklubber fra Lübeck, Ratzeburg, Nordslesvig og Malmø viste deres standere.

billede-4-edited
Mange roere og tilskuere samlede sig ved Roklubben SAS for at se inriggerne komme ind. Foto: Gustav Højmark-Jensen.

Ifølge Kenny Elkjær Andersen blev Copenhagen Harbour Race stadig en succesfuld afslutning på en flot sæson, på trods af lidt udfordringer undervejs:
“Det var selfølgelig super ærgerligt, at vi måtte aflyse otterløbet, specielt når vi havde så mange tilmeldinger. Aflysningen udløste også en del forvirring med hensyn til holdenes sammensætning, og derfor trak præmieoverrækkelsen til sidst også ud. Men på den positive side fik vi Københavns Havn helt for os selv, og det gjorde, at vi ikke behøvede at tage hensyn til andre fartøjer og deres efterdønninger. Inriggerløbene i starten af dagen forløb også rigtig godt, og den gode stemning fulgte med resten af dagen”.
billede-3-edited-soeren-nielsen
Der blev gjort meget for at give de mange roere, der ville ro otter, en chance for at komme ud i inrigger i stedet. Foto: Søren Nielsen.

Men roning alene var ikke nok til at markere en sæsonafslutning. Derfor havde Københavns Roklub arrangeret en stor fest, der i den grad gjorde sæsonafslutningen til en succes. Mere end 200 var tilmeldt middagen, og endnu flere mødte op senere på natten. Efter forlydender spillede DJ’en til klokken 03:00 om natten, og den gode stemning fra regattaen blev kun bedre.

billede-5-edited
Der var masser af stemning og hjælp at hente, når man skulle have trukket sin båd op ved SAS. Foto: Gustav Højmark-Jensen.