7. August 2017:
Verdenspremiere på LDK Skole i Vejle Roklub
- Forside
- Nyheder
- Verdenspremiere på LDK Skole i Vejle Roklub
Af Birgit Bech Jensen, Vejle Roklub. Træner og LDK entusiast
Vinden var frisk og skyerne til tider truende over Vejle, da 12 roere fra Vejle og Middelfart mødtes i Vejle Roklubs klubhus. Her skulle der afprøvet et helt nyt tiltag, som har til formål at få flere roere til at deltage i LDK turneringen, som er vores konkurrencetilbud til inriggerroere (og også coastalroere).
Planen var at gennemgå regler og praktiske informationer omkring turneringen på land men ellers bruge tiden på vandet til øvelser i at skifte, vende og finde den gode kadence. Til slut på programmet var en 10-km kaproning med blandede hold.
Roerne fra de to klubber kom med helt forskellige erfaringer; fra yderst erfarne kaproere til nye og just frigivede roere.
Alle havde glæde af LDK-dommer, Inger Valentiner-Branths, gennemgang af regler og opmærksomhedspunkter til regattaerne og også af Birgitte Simonsens udførlige gennemgang af ’blyant-vendinger’ og hurtige skift med fuld kontrol og ’balance-dans’.
På grund af vinden måtte den afsluttende regatta afkortes til 6 km. Det blev den ikke mindre spændende af. De miksede hold gav den fuld gas og kun få sekunder skilte bådene.
Det var en god dag, og deltagerne var glade for indholdet. Men ligesom til LDK regattaerne, så er det mødet med andre roere og det netværk, der skabes ved sådanne lejligheder, der er det allervigtigste.
Flere af deltagerne kunne sige ”på gensyn på lørdag” (til 4. afdeling af LDK turneringen – Port of Copenhagen), og de nye roere, som stiller op til regattaen for allerførste gang føler sig forhåbentligt lidt bedre klædt på efter denne første LDK Skole.
Mon ikke vi skulle lave nogle flere af dem?