wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Fire danske A-finaler og opløftende danske præstationer giver håb for fremtiden

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Vejret viste sig lørdag fra en langt mere venlig side på Malta-søen i Poznan, hvor tilskuerne blev vidner til en lang række meget opløftende danske præstationer, der trods et par skuffende resultater giver masser af håb for fremtiden. Under alle omstændigheder er der for en række af Danmarks største ro-navne lagt op til en fantastisk spænende søndag, hvor Danmark har fire både med i A-finalerne.

W2-:
Det var ved EM i Poznan sidste år, at Anne Dsane Andersen (KVIK) og Hedvig Lærke Berg Rasmussen (DSR) fik deres international gennembrud med en femteplads i A-finalen. Om Malta-søen er blevet en lykkebane for det karismatiske par, skal være usagt, men i hvert fald sikrede parret endnu et stort resultat, da de i et nervepirrende opsamlingsløb, satte sig på andenpladsen, der lige akkurat sikrede dem deltagelse i søndagens A-finale. Fra start så det også meget positivt ud, da de førte ved 1000 meter mærket, som de nåede i tiden 3:25:41. Men så satte tyskerne og den franske båd for alvor kadencen op, og med 500 meter igen, var danskerne faldet ned på tredjepladsen, der ikke gav adgang til A-finalen. Men heldigvis var der mere tilbage i tanken og danskerne roede de sidste 500 meter i tiden 1:44:39, hvilket var nok til at snige ind på andenpladsen efter Tysklands Kerstin Hartmann og Kathrin Marchand.

Samlet resultat:
1) Tyskland, 6.59.17
2) Anne og Lærke, 1.93 sek.efter
3) Frankrig, 4.82 sek. efter

Anne og Lærke er klar til A-finalen



W2x:
Det var lige ved og næsten, da Nina Hollensen (Århus) og Lisbet Falch Jakobsen (Bagsværd) fredag gik glip af en plads i A-finalen. Og lørdag trak det dynamiske par desværre endnu engang det korteste strå, da billetterne til A-finalen blev distribueret. På den anden side kan pigerne glæde sig over, at de aldrig har været så tæt på den absolutte top og at verdensmestrene fra New Zealand Zoe Stevenson og Eve Macfarlane måtte kæmpe benhårdt for at afvise danskerne i slutfasen. Nina og Lisbet lagde ud i tredjebedste tid efter 500 meter (1:41:55), men rykkede så op på andenpladsen (der ville have givet dem en plads i A-finalen), som de også lå på med 500 meter igen. Men så var der ikke flere kræfter til at afvise kiwierne, der kom strygende bagfra selv om Lisbet og Nina roede de sidste 500 meter i næstbedste tid (1:41:18).

Samlet resultat:
1) New Zealand, 6:47:47
2) England, 0,33 sek. efter
3) Lisbet og Nina, 0, 72 sek. efter

Lisbet og Nina skal nu ro B-finale

W1x:
Som ventet var New Zealands Emma Twigg urørlig, da billetterne til A-finalen skulle uddeles, men Fie Udby Erichsen (KVIK) kom også med i søndagens finale efter at den karismatiske roer fra Hobro tog en stensikker tredjeplads langt foran konkurrenterne i et heat, hvor de tre bedste ville kvalificere sig til A-finalen. Der var aldrig på noget tidspunkt nogen tvivl om, at Fie ville kvalificere sig til A-finalen. Således lå hun med 500 meter igen på andenpladsen, 4,26 sek. efter Twigg, og selv om Schweiz Jeannine Gmelin smuttede inden om i slutfasen, så havde Fie masser af plads ned til Ukraines Dyana Dymchenko på fjerdepladsen. Efter løbet var det også en tilfreds Fie, der kunne gøre status over dagens indsats: “Jeg fulgte race planen og er godt tilfreds, da det er min første WC finale siden 2012.”

Samlet resultat:
1) New Zealand, 7.26.05
2) Schweiz, 3,21. sek. efter
3) Fie, 6.69 sek. efter
4) Ukraine, 13.96 sek. efter

Fie er klar til A-finalen

LM2-:
Jens Vilhelmsen og Emil Espensen har tidligere i denne sæson haft nogle drabelige dueller med englænderne Joel Cassels og Sam Scrimgeour. Også denne gang trak englænderne det længste strå i A-finalen som de to danskere havde kvalificeret sig til gennem en andenplads efter Irland i opsamlingsheatet. Men danskerne viste får alvor tænder i finalen og fik fulgt englænderne helt til dørs i en finale, der gav eksempel på, hvad de to danskere formår, når de rigtig får samarbejdet til at køre. Efter finalen sagde den glade duo: “Det kørte rigtig godt i dag, vi sad med den helt rigtige følelse. Egentlig kommer vi ikke supergodt fra start, men vi får hurtig etableret en rigtig god rytme og finder den balance og fart vi har arbejdet så meget med i træningen. Vi kommer tættere og tættere på englænderne og så var det rigtig dejligt at komme under 6:30”

Samlet resultat (i A-finalen)
1) England, 6;26;78
2) Emil og Jens, 0,88 sek. efter
3) Frankrig, 3.01 sek. efter

LW1x:
Forventningerne var skruet ekstra højt i vejret til A-finalen i kvindernes letvægtssinglessculler, hvor Aja igen (ligesom i semifinalen) stod over for New Zealands verdensmester Zoe McBride. I semifinalen havde McBride været suveræn, mens Aja klogelig fulgte taktikken og sparede kræfter til finalen. Det var godt tænkt, men desværre blev det ikke belønnet for Aja kunne ikke følge op på den seneste tids meget lovende resultater med endnu en medalje. Det blev til en fjerdeplads og skuffelsen var naturligvis bagefer til at tage og føle på for Roskilde-roeren. Alligevel kan Aja sætte sig i flyet med kurs mod København med masser i moral i tanken på baggrund af de meget lovende præstationer, hun fik vist gennem fredagen og lørdagen i det polske.

Samlet resultat (A-finale)
1) New Zealand, 7:31:32
2) Holland2, 1.06 sek. efter
3) Sverige, 6,20 sek. efter
4) Aja, 10.13 sek. efter

LW2x:
Skal man dømme ud fra dagens præstation af Juliane Elander Rasmussen (Odder og Anne Lolk (DSR), ja så må konklusionen være, at hvis ikke OL-formen er lige rundt om hjørnet, ja så nærmer den sig i hvert fald med stormskridt. På forhånd var der nervøsitet hos Anne og Juliane over, at man var havnet i det stærkeste opsamlingsheat eftersom verdensmestrene fra New Zealand, der endte på tredjepladsen ved den sidste World Cup i Luzern, på grund af materiel skade i indledende var havnet i samme heat. Men fra start virkede det som om, at Anne og Juliane havde styr på løbet. Duoen lagde godt ud og kom først til 500 meter mærket i tiden 1:43:22 og med 500 meter igen lå man godt med fremme på andenpladsen efter New Zealand. Den andenplads havde været nok til at gå i semifinalen, men alligevel fik man lige sendt et signal til kiwierne,da Anne og Juliane gik forbi i slutfasen og tankede voldsom moral før finalen.

Samlet resultat:
1) Anne og Juliane, 6:59:58
2) New Zealand, 0,95 sek. efter

Anne og Juliane er videre til A-finale

M1x:
Hverken Nick H.Larsen (Odense) eller Sverri S.Nielsen (DSR) formåede at kvalificere sig til A-finalen i herrernes singlesculler, der ved World Cuppen i Poznan har været meget stærkt besat. Sverri, der gjorde det så fremragende ved OL-kvalifikations-stævnet i Luzern formåede ikke at være med, da toget gik, da han indledningsvis efter at have roet de første 500 meter i fjerdebedste tid faldt tilbage på femtepladsen, en position han ikke var i stand til at forbedre inden målstregen. Et lignende scenarie udspillede sig for Nick H.Larsen, som har været med i Poznan for at skrabe værdifuld international erfaring til sig. Også han lå indledningsvis nr. 4 for derefter at falde ned på femtepladsen, og der er nu lagt op til meget spændende ræs mellem de to danskere i søndagens B-finale.

Sverri og Nick skal ro B-finale søndag

LM4x:
Dagen blev afrundet på allerfornemste vis, da Danmark fik en guldmedalje i herredobbeltfireren, der giver masser af tro på, at dansk roning går en lys fremtid i møde. Andrej Lawaetz Bendtsen (Århus), Steffen Bonde (Odder), Mattias Larsen (Odder) og Jens Noll Nielsen (Hadsund) er åledes nogle af de navne, der skal være med til at tegne dansk roning fremover. Og at dømme ud fra dagens præstation bør man ikke være bekymret på dansk ronings vegne. Danmark førte fra start til slut i kamp med Holland, Sverige og Norge, og slog fast med syvtommersøm, at talentmassen spirer i dansk roning.

Samlet resultat:
1) Danmark, 5:55:55
2) Holland, 4.16 sek. efter
3) Norge, 5.90 sek. efter