wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
VM i 2019 i slutningen af august er første chance for at kvalificere sig til OL. Her får du et overblik over, hvordan man kommer til OL, og hvad de danske chancer er.

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

I elleve år havde hun forsøgt at kvalificere sig til OL. Tilbragt utallige timer i fitnesslokalet og i ergometer. Haft lange snakke med Team Danmark psykologer og diætister for at optimere sin mentale og fysiske formåen. Hun pillede ofte med mekanikken i båden for at finde den rigtige balance mellem råstyrke og teknik og hun kendte hvert et skumsprøjt på Bagsværd Sø i den evige jagt på hundrede- og tiendedele, der kunne opfylde hendes ultimative drøm om kvalifikation til OL.

Den 24. maj 2015 kl. 17.00 kom forløsningen på Rotsee i Luzern, da Lisbet Falch Jakobsen (Bagsværd) sammen med Nina Hollensen (Aarhus) i den europæiske OL-kvalifikationsregatta besatte andenpladsen bag Tjekkiet og dermed bookede billetten til det forjættede land: OL i Rio 2016. Alt gik op i en højere enhed på en dag, hvor følelserne og dramaet gik hånd i hånd, og hvor Lisbet efter så mange års benhård flid og dedikation endelig nåede sit mål.

Dramaer i vente
Et lignende drama kan ventes ved VM i Linz (AUT) i slutningen af august, hvor de danske landsholdsroere skal forsøge at indfri forventninger og ambitioner i benhård konkurrence med verdenseliten. Dansk Forening for Rosport (DFfR) er sammen med Dansk Sejlunion de eneste forbund, der har vundet medaljer ved samtlige OL siden 1996, og den tradition skal gerne holdes. Men først er der en OL-kvalifikation, der skal overstås og heldigvis har Danmark en række bådklasser, hvor man kan gøre sig realistiske forhåbninger om at kunne indløse en OL-billet.

Ved VM er kvalifikationskravene til OL følgende:
Singlesculler: Mindst en 9. plads
Dobbeltsculler: Mindst en 11. plads
Dobbeltfirer: Mindst en 8. plads
Letvægtsdobbeltsculler: Mindst en 7. plads
Toer uden styrmand: Mindst en 11. plads
Firer uden styrmand: Mindst en 8.  plads
Otter med styrmand: Mindst en 5.plads

Skulle Danmark mod forventning kun kvalificere en eller ingen båd til VM i Linz, så er der en anden chance for at kvalificere sig ved FISA´s kontinentale OL-kvalifikations-regatta i april 2020, hvor en singlesculler kan kvalificere sig med mindst en tredjeplads og letvægtsdoblesculleren med en andenplads.

Den sidste chance for at kvalificere sig kommer forholdsvis tæt på OL. Det er ved FISA´s afsluttende olympiske kvalifikations-regatta, som afholdes i Luzern i maj 2020. Her kan nummer et og to i hver bådklasse kvalificere sig til OL.

Sidder man i en båd, der opnår olympisk kvalifikation ved VM i 2019, er man ikke selv automatisk udtaget til at sidde i båden ved OL. Der vil fortsat blive arbejdet på at finde den stærkest mulige besætning til båden, men roeren vil naturligvis være en del af den videre proces.

Danmarks Rocenters sportslige ledelse vurderer løbende de roere, der kan sikre det bedste resultatmæssige perspektiv for Danmark. Efter en drøftelse med Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund i OL-arbejdsgruppen indstilles i slutningen af maj 2020 de roere, der skal repræsentere dansk roning ved OL i 2020. DIFs bestyrelse foretager den endelige udtagelse af deltagere til OL.

Stærke kort på hånden
Både i herrernes og kvindernes singlesculler har Danmark stærke kort på hånden i skikkelse af Sverri S. Nielsen (DSR) og Fie Udby Erichsen (KVIK). I 2015 var Sverri ved VM ved Lac Aiguebelette lidt under syv sekunder fra en OL-billet, da han sluttede som nr. 5 i B-finalen og altså var to pladser fra at kvalificere sig til OL i Rio. Siden dengang har den brølstærke færing dog gennemgået en mental modningsproces og han er blevet ”fast gæst” i A-finaler på internationalt niveau efter at Thomas Poulsen er blevet tilknyttet som landstræner for de tunge herrer.

Fie sluttede på femtepladsen ved EM i Luzern og har indtil videre i indeværende sæson haft svært ved at få tingene til at spille, når hun ror over tempo 32. Som 34-årig ville hun have nået pensionsalderen i de fleste sportsgrene, men netop i roning er der talrige eksempler på, at man stadig kan tilhøre verdenseliten selv om man har nået den alder. En voldsom motivationsfaktor for Fie, der vandt sølv ved OL i 2012, er naturligvis også at få slettet minderne om hendes vanvittigt uheldige OL-exit fra OL 2016, da hendes åre hoppede ud af svirvlen i semifinalen.

Det er en drøm for dansk roning, at kunne kopiere den dominans, man havde i letvægtsfireren over til herrerne i den åbne klasse. Det er naturligvis ikke en udvikling, der sker fra dag til dag og efter et skuffende resultat til VM i 2018, leder denne sæsons besætning bestående af Fred Vystavel (København), Frank Steffensen (DSR), Tøger Berg Rasmussen (DSR) og Tobias Kempf (DSR) efter et signal om, hvor de formmæssigt befinder sig. Ved det netop overståede EM forhindrede sygdom, at de fik prøvet kræfter med den internationale elite. Nu gælder det så i Poznan. Danmark har tre gange i historien været på medaljepodiet i M4-, men den sidste gang ligger helt tilbage i 1984, så Danmark er inde i en helt ny indledende fase, hvor der skal skabes nogle nye traditioner, værdier, vindermentalitet og ikke mindst kulturbærere omkring den tunge roning. Og de første kan så forhåbentlig blive den før nævnte kvartet, som dog har en stor international udfordring for sig for at få en dansk firer med til OL.

Rollemodeller og luksusproblemer
Det er ikke rollemodeller, der mangler for Emil Espensen og Alexander Modest i LM2x for de tidligere verdensrekordholdere Mads Rasmussen og Rasmus Quist vandt OL-guld tilbage i 2012. Siden dengang er letvægtsfireren dog blevet sløjfet fra det olympiske program, og da man heller ikke konkurrerer i letvægtssinglesculler ved OL, er konkurrencen i letvægtsdobbeltsculleren blevet voldsomt fortættet. Der skal mindst en 2. plads i B-finalen til for at sikre sig en OL-billet, og et eksempel på, hvor utrolig tæt bådene ligger på hinanden i denne bådklasse, fik man ved VM i 2015 i Aiguebelette. Her var det blot lidt over tre sek., som skilte vinderen fra sidstepladsen i B-finalen.

I kvindernes åbne klasse sidder træner Mads Haubro mere eller mindre med et regulært luksusproblem i forhold til hvem, der skal satses på i W2- og W4-, idet Danmark i øjeblikket råder over en stor gruppe af talentfulde kvinder, som alle har et højt internationalt niveau. Det var naturligvis et tab for dansk roning, at Anne Dsane Andersen stoppede karrieren efter at hun sammen med Lærke Berg Rasmussen havde vundet bronze ved OL i Rio (i W2-). Lærkes store romæssige kvaliteter og de nye kræfter, der siden er trådt til, har løftet gruppen enormt. W4- er en ny bådklasse på det olympiske program, men siden DRC besluttede at satse på den bådtype i 2018, har den danske båd været i samtlige A-finaler i de internationale regattaer, man har stillet op i. Derfor er forhåbningerne om en olympisk kvalifikation også meget høje.

I det hele taget har OL-roningen stolte traditioner i Danmark. Således har vi siden år 1896, hvor roning kom på OL-programmet vundet i alt 22 medaljer. For meget unge talenter kan OL kan måske lige nu virke uoverskueligt og langt ude i fremtiden, men ikke desto mindre er det muligt i roning på rekordtid med talent, flid og masser af gå-på-mod blive en del af verdenseliten i roning. I 2008 havde engelske Helen Glover således aldrig siddet i en båd før. Men efter at hendes mor havde reageret på en avis-annonce blev hun optaget i det engelske talent-program og fire år efter vandt hun guld i damernes toer uden styrmand ved OL 2012.

Det er selvfølgelig ikke alle, der formår det. Men takket være Dansk Forening for Rosports talent-program samt det bemærkelsesværdige arbejde, der bliver gjort omkring i landets klubber og kraftcentre er der fortsat et stærkt fundament for, at DfFR også i fremtiden vil kunne hente OL-medaljer hjem til Danmark.