wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Manglen på rollemodeller og kulturbærere kan blive en voldsom udfordring for dansk roning i bestræbelserne på at gøre sig konkurrencedygtige til OL i Paris 2024 (Foto: Svend Bertil Frandsen)

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

I det offentlig og private arbejdsmarked bidrager videndeling ikke kun til kvalitet i arbejdet og til lettere arbejdsgange. Videndeling har også en økonomisk betydning. Og når en dygtig medarbejder forsvinder, kan der forsvinde meget værdifuld viden med vedkommende, hvis kulturen for videndeling skal forbedres. Og hvis man oversætter det til elitesportens verden kan man argumentere for, at kulturbærere, rollemodeller og idoler indtager en uhyre vigtig rolle for at delagtiggøre morgendagens talenter i, hvordan de når deres mål.

Dansk roning er den eneste idrætsgren, som har vundet medaljer ved samtlige OL siden 1996 sammen med sejlsport. Det er opnået ved at man på trods af, at man slet ikke besidder de samme økonomiske midler som nogle af de større ro-nationer eller den samme talentmasse at udvælge landsholdet ud fra, stadig har været i stand til at udvikle den ene store profil  efter den anden.


(Foto: Ian Baden)

Hvem skal ”bygge bro”
Det er lykkedes fordi der kontinuerligt har været kulturbærere, som har kunnet bygge bro mellem ”boblerne” og den absolutte elite. I øjeblikket er otte ud af de ni roere, der deltog ved OL på standby eller har stoppet karrieren. Det landshold, som skal sendes til Rasize (EM) eller München (VM) rummer ikke absolutte profiler som Fie Udby Erichsen, Sverri Nielsen eller Lærke Berg Ramussen, og det kan godt blive en udfordring for Danmarks Rocenter i forhold til at man har ét år færre, at arbejde med i relation til forberedelserne til OL i Paris 2024.

”Effekten af, at vi har så mange, der er stoppet eller holder pause er, at der mangler rollemodeller på landsholdet. Det er sindssygt vigtigt, at der findes en kulturoverførsel. Når Fred og Joachim lige nu ikke sidder og træner med de øvrige herreroere i fireren, så er det simpelthen svært for dem at mærke, hvordan skal man ro. Det er bare et kæmpe tab, et kulturtab”, siger Sportchef Thor Juul Kristensen. Dansk roning mangler bestemt ikke talenter, men tidsfaktoren kan blive en stor barriere for dansk eliteroning at overstige, hvis man skal leve op til forhåbninger om yderlige ”metal-regn” over dansk roning i den franske hovedstad.

”Det er hamrende ærgerligt, at vi med en ”kort” Olympiade, hvor vi har ét år færre at forberede os i, er under et enormt tidspres, fordi det tager simpelthen bare lang tid, at gøre en atlet klar til OL, og fordi så mange har valgt at stille sig på stand-by, så vi ret beset lidt mangler en generation”, påpeger Thor Juul Kristensen. For et land som Danmark, der som sagt slet ikke besidder de samme ressourcer som f.eks de engels-sprogede nationer har Corona-krisen været ekstra hård, og det har haft indflydelse på, hvorfor man ikke i tilsvarende grad som før har kunnet ”hærde” den næste generation til store internationale udfordringer.


(Foto: Thor Juul Kristensen)

Effekten af Corona
“Du kan tage to års Corona-nedlukning, hvor landsholdet har været meget snævert med et OL-fokus eftersom det er OL-gruppen, der har været fokuseret på. Og det er ikke lykkedes fuldt ud, at holde næste generation i gang fordi deres konkurrencer har været aflyst fra en kant af, og det har kun været de mest stædige, en fire-fem stykker, der har formået at holde motivationen oppe. Så det er en gigantisk udfordring, vi står over for i forhold til Paris 2024, siger Thor Juul Kristensen og påpeger at landsholdsprofilerne er helt essentielle for udviklingen af den næste generation.

”Profilerne repræsenterer drømmen. Vi har de unge talenter, som har stået uden for bommen (som ikke endnu er gået op for dem), og så har vi dem, der nåede inden for bommen, og de er i øjeblikket på stand-by. Det åbner selvfølgelig nogle pladser, men det betyder også at du som helt ung og grøn, som 22/ 23-årig eller yngre, selv skal bygge det op. Og det er bare en super hård opgave”, slutter Thor Juul Kristensen.