Mads og Rasmus: Vi mærker OL-form i glimt

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

I weekenden var de tilbage. Mads Rasmussen (DSR) og Rasmus Quist (DSR) eller bare Mads og Rasmus, som hele Danmarks befolkning kender dem som. De olympiske mestre. Cremen af dansk roning. Tilbage i en A-finale på allerhøjeste niveau. Tilbage, hvor det gør rigtig ondt, men hvor hæderen er tilsvarende stor. Tilbage, hvor vi gennem årene er blevet vant til at se dem blandt den absolutte internationale elite i letvægtsdoublesculleren.

Hele sidste sæson var et Tycho Brahes år for dem. Uheld på uheld fulgte i kølvandet på hinanden. Træthedsbrud i ribbenene, kompartmentsyndrom, virusser i flæng, you name it. Hver gang de syntes på vej mod den gamle form meldte der sig en ny skavank. Frustrationens sæson. Derfor var der også med spænding set frem til deres indsats ved World Cuppen i Varese for i et pænt stykke tid havde de kunnet forberede sig uden skader og sygdom.

Ingen C-final illness
Ironisk var de i Varese tilbage på det sted, hvor frustrationerne sidste år kulminerede med Mads´ sygdom. Det var ikke bare ”C-final illness, der var ged i fordøjelsen på 1. pladsen af dobbeltsculleren”, som parret efterfølgende skrev på Facebook og Rasmus drillede Mads med ”at det var som at ro med en trailer”. ”Vi roede egentlig ok hernede sidste år, men der var bare ikke noget kraft i Mads fordi han var syg og efterfølgende fik smittet mig. Men vi gik alligevel ud stort set ud uden kræfter og roede nogenlunde op med New Zealand, som var supergodt roende sidste år”, siger Rasmus Quist.

I weekenden var de tilbage i Varese med stort mod på, at vaske sidste års skuffelse væk. Det blev ikke et internationalt comeback, der vil gå over i historien, men for første gang siden Luzern 2012 kvalificerede de sig til en A-finale og fik dermed sendt et vigtigt signal til konkurrenterne: ”Vi nærmer os”.

På trods af det var der ikke tilfredshed i båden. ”Vi sidder med et kæmpe overskud, som vi ikke får ført ud i årene”, sagde parret efter den nervepirrende semifinale og årsagen til sidstepladsen i A-finalen skulle findes i, at parret var drænet fysisk. Der var ikke mere benzin i tanken.

Mangler hele sidste sæson
”Vi mangler i virkeligheden hele sidste år, hvor vi ikke roede et eneste løb, og det har sat os tilbage. Vi glæder os over, at have fået noget løbserfaring i Varese. Vi ved godt oppe i hovedet, hvordan det skal føles, men en ting er at vide, hvad man skal gøre og så gøre det. Vi har arbejdet meget med nogle ting derhjemme og egentlig forberedt os godt, men vi er stadig skrøbelige på nogle punkter og det er også sådanne nogle ting, som man finder ud af hernede”, sagde parret, som overvejer om man skal deltage i endnu en regatta før Luzern.

Der er ca. en måned til OL-kvalifikationen skydes i gang i Luzern, og selv om der stadig er en del at arbejde med, har panikken langt fra sat ind hos parret selv om man føler tidspresset. ”I 2011 før London kæmpede vi også meget om at komme tilbage til vores tidligere niveau. Og det lykkedes faktisk aldrig rigtigt, men vi havde nogle glimt af det. Det er igen, at vi mangler den sæson, som vi ikke fik sidste år. Så vi er lidt på hælene og har lidt mere travlt men lige nu mærker vi også glimt af vores gamle topniveau, så vi er overbevist om, at vi godt kan finde det igen”, siger de forsvarende olympiske mestre.

Fuld fokus på roning
Mads og Rasmus nyder i den grad godt af af den sponsoraftale, som man lavede med TDC i slutningen af januar, som har banet vejen for, at parret helt har kunnet dedikere sig det foreløbige mål om OL-kvalifikationen. ”Helt konkret har TDC gjort, at vi overhovedet ikke behøver, at bekymre os om om økonomien kan trække fuldtidsroning. Og det gør, at man slapper noget mere af med at trække et år ud af kalenderen. Med det ekstra fokus, der er på roningen i et OL-år, så havde det været umuligt, hvis vi ikke havde haft TDC, når man ligesom alle mulige andre familier også skal betale institution, vægtafgift, husleje, etc.. Så sponsoratet har gjort, at vi kan fuldstændigt kan betragte os som fuldtidsroere”, siger Mads Rasmussen og Rasmus Quist, som er meget motiverede for at leve op til deres status som olympiske mestre over for deres samarbejdspartnere.

”Når man har nogle gode samarbejdspartnere, så vil man meget gerne levere noget tilbage til dem. Man føler en forpligtelse til at levere varen når man er olympisk mester. Vi har selv sat barren højt og der er mere pres fra medierne i år end der var sidste år. Men det største pres, det kommer altid fra en selv, når man investerer al sin fritid i det og siger nej til en masse ting fordi det er noget, som man brænder for”, slutter Mads Rasmussen og Rasmus Quist.