14. November 2019:
Holstebro Kommune forlænger enestående skole-roning projekt
- Forside
- Nyheder
- Holstebro Kommune forlænger enestående skole-roning projekt
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
Anerkendelsen er kommet i form af en fire-års forlængelse af kontrakten med Søren Madsen, der 1.maj 2015 tiltrådte som ny skole- og talenttræner på fuld tid hos Holstebro Roklub. Ansættelsen af Søren Madsen, der i år 2000 var med til at vinde bronze ved OL i Sydney med letvægtsfireren, skete som et led i den satsning, som klubben dengang indledte med Dansk Forening for Rosport, Team Danmark og Holstebro Kommune for at udvikle et stærkt romiljø i området.
Velfungerende rekruttering
Siden dengang har Søren Madsen og Holstebro Roklub ikke kun skabt en masse begejstring og entusiasme for rosporten blandt de yngre årgange i Holstebro gennem skole-samarbejdet, men også etableret fundamentet for en meget velfungerende rekruttering af talenter til ungdomslandsholdene og på sigt til seniorlandsholdet ved Bagsværd Sø. Borgmesteren i Holstebro Kommune H.C. Østerby er i dag også ovenud stolt over at repræsentere en kommune, som har været med til at gøre en stor forskel for lokalsamfundet og rosporten i området omkring Holstebro.
”Det er et af de projekter, som jeg er meget stolt af fordi det er ret enestående, at man finder sammen på den måde, både forbund, klub, Team Danmark og kommunen i forhold til at man ønsker at løfte sporten fordi man ser at der muligheder for at højne niveauet og interessen for sporten. Det er jo den form for partnerskab vi også arbejder med i forhold til private og virksomheder, så det er en succeshistorie, som jeg meget gerne deler med mine kolleger i de andre kommuner”, siger borgmesteren og fortsætter.
Samlingspunkt for talentmasse
” Det gode miljø, der var der i forvejen, det er blevet yderligere intensiveret. Søren er blevet samlingspunktet for hele talentmassen i klubben og samtidig har vi fået lavet en stærk aftale med folkeskole-klasser, der får lov til at blive introduceret til roning. Det kan godt være, der er nogen på forhånd ikke tror, at de har noget talent for roning. Men det kan være, de bliver bidt af det, når de prøver det”, siger borgmesteren og hylder Søren Madsen.
”Søren fortjener stor ros for han er ikke kun en dygtig ro-træner, men også en dygtig pædagog og han har forstået at skabe en symbiose med de unge mennesker ikke kun til gavn for skolerne men også miljøet i og omkring Holstebro Roklub. Og det er meget vigtigt for søen og klubben har en stor betydning i hele Holstebros historie, så det er vigtigt at vi værner om miljøet og udviklingen i klubben”, siger H.C. Østerby.
New Zealand gav inspirationen
Årsagen til at Holstebro Roklub i dag kan høste frugterne af det meget velfungerende samarbejde med skolerne, Team Danmark og kommunen tog allerede sin spæde start helt tilbage i 2006. Dengang stak Kaproningschef Freddy Quist hovederne sammen med tidligere Sportschef for DFfR Lars Christensen for at finde ud af, hvordan man fik tilpasset sig fremtiden. ”Vi kunne alle se, at det kendte foreningsliv var på tilbagegang, og vi kunne se, at de lande, der havde succes havde et meget tæt samarbejde med uddannelsesinstitutioner. Vores DNA i Holstebro er kaproning og det ønskede vi at bevare. Vi ønskede at stræbe efter at bevare eliteroningen. Vi vil lave roning fra skoletiden ind til man evt. kan komme i betragtning til seniorlandsholdet og det er ca. en 8-10 års periode. Og det er årsagen til at kontakterne med skolerne kom op at stå”, siger Freddy Quist.
Lars Christensen afslører, at det specielt var en studietur til New Zealand, der gav ideen til projektet.
”I New Zealand havde de mange skoleprojekter, hvor det var rigtige trænere, der var tilknyttet, og på den måde fik man rekrutteret rigtig mange mennesker ind i rosporten. Trænerne fungerede som ildsjæle, der kunne skabe de rigtige rammer. De unge fik så mulighed for at benytte nogle af de faciliteter, der var i deres kraftcentre. Derigennem kunne skole-roerne få mulighed for at spejle sig lidt i kraftcenter-roerne og måske også landsholdsroerne. Og på den måde fødes den tanke i skole-roerne at ”måske er der slet ikke så langt til det niveau for mig”, siger Lars Christensen, der dengang præsenterede ideen for Team Danmark, mens Freddy Quist fik indledt dialogen med H.C. Østerby, der dengang var kulturrådsformand i Holstebro Kommune.
Forgænger for ny forrentningsmodel
Tidligere direktør for Team Danmark Michael Andersen understreger, at allerede da den første aftale blev underskrevet med Holstebro helt tilbage i 2007 vidste man, at der var meget sundt talent-miljø i Holstebro. ”Der er ingen tvivl om at Holstebro er en af de stærkeste roklubber i Danmark til at udvikle talenter, og de har en visionær leder i Freddy Quist. Og det er klart at Søren Madsen har en baggrund, erfaring og viden der gør, at han kan være den helt rigtige inspirationskilde for de unge mennesker, der gerne vil ro”, siger Michael Andersen.
Michael Andersen pointerer, at Holstebro i hvert fald inden for roning blev forgænger for en ny forrentningsmodel i forhold til at udvikle nye talenter: ”Det, der var nyt i det, det var, at der blev ansat en person til at varetage projektet. Og han blev ansat både af kommunen, Team Danmark og roklubben, som alle bidrager til hans løn. Og det er jo den måde, at man kan løfte et klubmiljø på”, siger Michael Andersen.
Leveringsdygtig af talenter
Søren Madsen er i dag naturligvis meget tilfreds med, at han får lov til at videreføre projektet i Holstebro. ”Det er selvfølgelig super-fedt at få den anerkendelse. I starten skulle tingene måske løbes lidt i gang, men der er ingen tvivl om, at skolereformen, som lagde op til større bevægelighed blandt skolebørn var med til at give os et boost”, siger Søren Madsen, der kan glæde sig over, at man blot i 2018 inspirerede ikke færre end 14 børn til at melde sig ind i roklubben efter deres første introduktion til roning i skolen.
Søren Madsen understreger dog, at det ikke er uden personlige ofre, at han i dag har været med til at skabe et inspirerende klubliv i Holstebro Roklub: ”Det man skal gøre sig klart, det er at al den træning, der ikke har med skoleeleverne at gøre, det ligger uden for normal arbejdstid. Jeg er meget engageret i roning, men der er ingen tvivl om at det slider på familielivet, også selv om jeg har to drenge, som på trods af deres unge alder allerede er involveret i roklubben. Så det skal virkelig være personer, der brænder for roning, der påtager sig sådan et arbejde.”, slutter Søren Madsen.
I dag kan Freddy Quist også være stolt over, at have være med at skabe et solidt fremtidigt rekrutteringsgrundlag for dansk roning i Holstebro. ” Vi kommer til at levere to roere til seniorlandsholdet pr.år i mange år fremover på grund af denne ordning”, slutter Freddy Quist.