wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Der ventes tordenvejr i Varese-regionen søndag eftermiddag og derfor var programmet flyttet frem søndag

Mens betingelserne var meget vanskelige for roerne lørdag, så så det meget bedre ud søndag. Vinden havde lagt sig, men det var stadigvæk koldt for Nord-Italien i midten af april og det var decideret gråvejr. Danmark tegnede sig for en bronzemedalje og fik derfor sat et flot punktum for den danske indsats ved World Cup i Varese. Se hvordan det gik danskerne i søndagens heats her:

W1x:
Skuffelsen var til at tage at føle på hos Fie Udby Erichsen (KVIK), da hun lørdag efter indledningsvis, at have ført en flot besat semifinale, måtte se sig henvist til sidstepladsen, da hun tabte rytmen i de svære vejrbetingelser på Lago di Varese. Derfor var det uden tvivl en tændt Fie, der søndag fik taget revanche på den bedst tænkelige måde ved at vinde B-finalen, og dermed sætte et effektivt punktum for sin deltagelse ved sæsonens første World Cup. Ligesom i gårsdagens ræs, førte Fie efter de første 500 meter, som hun rundede i tiden 1:57:33, 1,15 sek. foran Ukraines Natalya Dovgodko. Man kan spekulere i om Fie ikke havde været i dagens A-finale, hvis vejrbetingelserne ikke havde været så umulige for hende lørdag. I hvert fald formåede hun søndag for alvor at få rytme på dieselmotoren med hvilken hun kværnede konkurrenterne ned ad banen i et løb, hvor hun førte fra start til slut. Ikke engang hendes gamle træningspartner Magdalena Lobnig fra Østrig, der allerede er OL-kvalificeret kunne følge i hendes kølvand og i mål var Fie i tiden 7:56:17 ikke færre end 6,40 sek. foran Lobnig, der satte sig på andenpladsen.

Samlet resultat:
1) Fie Udby Erichsen, 7.56.17
2) Østrig, 6.40 sek. efter
3) Zimbabwe, 7,58 sek. efter

Fie Udby Erichsen sluttede dermed som nr. 7 ved stævnet

LW2x:
Trods det, at Mads Rasmussen (DSR)/Rasmus Quist (DSR) formåede, at kvalificere sig til deres første World Cup A-finale siden Luzern 2012 lørdag, var der ikke ubetinget tilfredshed hos de olympiske mestre. Begge følte, at de sad med masser af overskud, men havde problemer med at få kanaliseret kræfterne ud i årene. Man kan spekulere i, at de i søndagens A-finale kæmpede med de samme problemer for danskerne formåede ikke at holde sig til, da toget gik med Sydafrikas James Thompson/John Smith og Irlands O´Donovan-brødre som de store lokomotiver. Mads og Rasmus rundede de første 500 meter i tiden 1:43:58 på sidste sidstepladsen, 1,19 sek. efter Hollands Muda-brødrene på femtepladsen. Og danskerne evnede ikke at formindske det forspring i et løb, der viste, at der stadig mangler et stykke før de to danskere er oppe på tidligere tiders niveau. Danskerne indtog sjettepladsen fra start til slut og DSR-roerne skal nu hjem og tygge på, hvordan man bedst får forberedt sig på OL-kvalifikationen i Luzern om en måneds tid.

Samlet resultat:
1) Sydafrika, 6:41:13
2) Irland, 0, 23 sek. efter
3) Mads Rasmussen/Rasmus Quist 14,04 sek. efter

Danskerne sluttede på en samlet sjetteplads ved stævnet

W2x:
Lisbet Falch Jakobsen (Bagsværd Roklub)/Nina Hollensen (Århus Roklub) sørgede for at Danmark fik en fantastisk afslutning på World Cup stævnet, da de sikrede sig bronzen i kvindernes doublesculler. Skønt starten blev trukket lidt, så bevarede pigerne roen og kom godt med fra start, da de indtog tredjepladsen efter de første 500 meter, som de rundede i tiden 1:48:19. De måtte efterfølgende se italienerne gå forbi ved 1000 meter mærket. Men Lisbet og Nina, der fra start havde sat sig for, at de ville forsøge at følge kineserne, der lå på banen ved siden af, gik ikke i panik og på de sidste 500 meter kunne hverken Italien eller Finland gå med, da der blev skruet op for turboen i den danske båd. Fantastisk flot præstation af pigerne!!

Samlet resultat:
1) Polen, 7:19:82
2) Holland, 1, 54 sek. efter
3) Lisbet Falch Jakobsen/Nina Hollensen, 5, 65 sek. efter