På lørdag d. 19 august kommer Bagsværd Rostadion til at summe af aktivitet. Det er nemlig blevet tid til det årlige Kortbane DM
Af Bianca Toftebjerg, [email protected]
Men som roning.dk kunne berette om tidligere på sæsonen, roes der i år kortbane DM over en dag, i stedet for sidste års eksperiment med to dage. Efter ønske fra klubber og roere, er kortbane DM blevet samlet på en dag – som det også har været førhen.
283 tilmeldinger er det blevet til, til årets Danmarks Mesterskaber på kortbane. Det er hverken flere eller færre end der har været de sidste mange år, så lige dér, er alt som det plejer. At DM nu afholdes over en dag har ikke haft betydning for antallet af tilmeldinger, og ifølge formanden for Københavns Regattaforening Reiner Modest giver antallet af tilmeldinger et billede af hvordan dansk roning ser ud lige nu:
“Antallet af tilmeldinger ligger stort set der, hvor vi har været de sidste fem-seks år. Det er hvad dansk roning er – du kan ikke opfinde noget der ikke er.”
Selvom de danske mesterskaber bliver afholdt over en dag, kommer der alligevel til at være to dage med løb på Bagsværd sø i weekenden. Søndag roes U23 DM samt skolekaproning og Baltic Cup udtagelser.
Forberedelserne er i fuld gang
Forberedelserne til lørdagens mesterskaber er allerede i fuld gang, og i dag begynder det hele at blive samlet så alt er klar når løbene starter kl. 08.00 lørdag morgen.
Reiner Modest, formand for Københavns Regattaforening, som står for afholdelse af mesterskaberne, håber på godt vejr i weekenden:
”Vi håber på godt vejr – jeg har bestilt det. Det har været godt vejr de sidste par dage, så vi håber på det holder til weekenden. Det gør at det hele bliver lidt sjovere.”
Lige nu, ser det da også ud til, at vejrudsigten er med arrangører og roere, i hvert fald første halvdel af dagen på lørdag. Der er lagt op til nogle spændende løb i weekenden, og lørdagens regatta frokost ser ud til at blive en afslappet affære, hvor roerne kan mødes og snakke om deres sport i godt selskab.
Programmet for lørdagens mesterskaber starter med indledende løb kl. 08.00 og frem til kl. 10.18. Kl. 13.00 starter finalerne, med sidste planlagte start kl. 18.00. Efter alle løb er afsluttet, inviterer Danske Studenters Roklub til DM fest i deres lokaler.
Der sendes livestreaming fra DM på lørdag den 19. august fra finaler kl. 13 – 18:15 (sidste løb kl. 18:00 efter planen). Livestreamingen kan ses her og her.
Efterfølgende vil alle løb blive lagt på Youtube.
Live Streaming sponseret af Modest Sport ApS og Concept2 Danmark.
-
Startlister og tilmeldingerHent dem i Regattahæftet her
-
Kontakt:Anna Karina GravadProjektlederTlf.: +45 21 26 89 82Mail: [email protected]Dansk RoningFølg os på Facebook