wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Der var masser af viden og gode aktivitetstilbud at hente på årets generalforsamling

Som altid er vores hovedgeneralforsamling et godt sted at få en fornemmelse af, hvad der sker rundt om i roDanmark den kommende sæson og 2025-udgaven var ingen undtagelse.

Vi har forsøgt, efter bedste evne, at samle de fleste af tilbuddene, flyersne og størstedelen af det materiale, som blev præsenteret.

Stærke ungdomsmiljøer og vinterrekruttering
Deltagerne kunne om formiddagen vælge mellem to forskellige oplæg. Sekretariatsleder, Bent Jørgensen, og nyansat ungdomskoordinator, Karen Bradram Kehr, fortalte om det nye arbejde med at etablere puljeklubber, og fokusset på at skabe endnu stærkere, attraktive ungdomsmiljøer ude i klubberne.
Se præsentationen her

Det andet oplæg havde fokus på medlemsrekruttering og her fortalte Nykøbing Falster Roklub og Middelfart Roklub om deres respektive strategier, som har givet plus på medlemskontoen i begge klubber.
Se præsentationen her.

Fokus på sikkerhed
Alle fik udleveret lidt forskelligt materiale, som havde fokus på sikkerhed og særligt sikkerhed på vandet. Også de to SejlSikkert instruktører Michael Bendix og Jørgen Grastrup-Hansen var til stede, så man kunne få en god snak med dem og høre mere om sikkerhed og de foredrag, som man kan booke dem til.

Jørgen og Michael havde også forskellige redningsmidler med, som deltagerne kunne se og stille spørgsmål til.

Blandt det udleverede materiale var bl.a. folderen ‘Kulde og beklædning til søs‘, information om redningsveste, og et faktaark som fortæller hvordan man kan booke et foredrag med en SejlSikkert-instruktør.

Trefork Rosport og den vedligeholdelseslette inrigger
For rosportens eget selskab, Trefork Rosport havde taget turen til Dalum og med var både en inrigger, model Poseidon og en Njord coastalbåd. Gennem morgenen og formiddagen kunne generalforsamlingens deltagere så stille spørgsmål, kigge nærmere på konstruktionen af båden og høre mere om de fordele der er, særligt ved den meget vedligeholdelseslette inrigger i glasfiber, Poseidon.
Du kan læse mere om Trefork Rosport her.

Højvandssikring, Nyborg Harbour Race og klinteløb på Stevns
Nyborg Roklub var mødt talstærkt op til årets generalforsamling og med sig havde de både tilbud om aktivitet på vandet og god viden om hvordan de holder vandet ude af klubben. Således kunne deltagerne både høre om Nyborg Harbour Race 3.0, som afvikles d. 7. juni af Nyborg Roklub, og er en langdistanceregatta hvor man kan deltage enten i coastal eller inrigger.
Men selvom klubben på havnen i Nyborg er glade for vand, så vil de helst ikke have det indendørs og nu er sandsækkene skiftet ud med et system fra NoFloods. Klubben havde taget et par moduler med til Dalum, så deltagerne kunne se hvor nemt og enkelt systemet virker.

Systemet hedder NoFloods og er nemt og hurtigt at samle. Desuden fås det i forskellige højder, alt efter behovet.

Lørdag d. 2. august inviterer Roklubben Stevns igen til Stevns Klinteløb, hvor der igen er mulighed for at opleve verdensarven Stevns Klint fra vandsiden. Det er en flot rooplevelse og alle er velkomne og kan være med – uanset om man vil ro for konkurrencen eller oplevelsen at se verdensarven.

Vores udvalg, som står bag Kaproning og træning i inrigger, havde til generalforsamlingen også fået produceret en plakat med datoer på, til ophæng i klubberne.
Den kan hentes elektronisk her og ønskes den fysisk, kan den sendes. Kontakt Bianca for at aftale nærmere.

Dannebrogs Samfundet, oplevelsesture og de udstationerede både
Hvordan flager man rigtigt? Og hvilken farve skal et bådflag egentlig være? Det kunne man også få materiale med svar på, til lørdagens generalforsamling. Derudover var der også plakater med oversigt over vores udstationerede både, som er rundt om i hele Danmark. Og da tilmeldingsfristen til to af vores oplevelsesture endnu ikke er overskredet, så kunne man også få lidt mere information om disse.
Det drejer sig om Sommerlangturen til Randers for nyuddannede styrmænd og om de to Danmark Dejligst…-ture til Lillebælt.

Idræt for Klima, vandsparepris og Friluftsrådet
Forbundets miljøudvalg var også repræsenteret på generalforsamlingen og alle deltagere fik udleveret en folder, hvori det var muligt at blive klogere på alt fra Friluftsrådet til ‘Idræt for klima‘, som er et program gennem DIF, vi er en del af.
Se folderen her

Få udstyret i orden med All4Rowing og Eurow
Både Eurow, rosporten eget selskab, der bl.a. forhandler coastalbåde, årer og redningsveste, samt All4Rowing som sælger tøj, årer, sko og andet roudstyr var tilstede i Dalum.

Ny plakat til klubben
Klubber som godt kunne bruge lidt til væggene, kunne også få en plakat med hjem, som minder om at det er vigtigt at overveje hvilken vest man tager på, på sin rotur.
Plakaten var gratis til uddeling, men ønsker du også et eksemplar kan den fremsendes. Kontakt Bianca for at høre om mulighederne.