4. October 2017:
Stigende fokus på sikkerhed i de danske klubber
- Forside
- Nyheder
- Stigende fokus på sikkerhed i de danske klubber
Af Bianca Toftebjerg, [email protected]. Primærfoto af Søren Nielsen, Skovshoved Roklub
Medlem af DFfRs Sikkerhedsudvalg Kate Skavin har gennem de seneste måneder gennemlæst samtlige danske roklubbers reglementer, med henblik på at undersøge sikkerhedssituationen i de enkelte klubber.
Som følge af Præstøulykken i 2011, har mange danske roklubber strammet op i deres reglementer. Klubberne stiller højere krav til deres roere, og mange klubber har fastsat klare regler for hvornår og hvor ofte medlemmer skal aflægge svømmeprøve. Flere klubber har også sat krav om, at deres roere skal være ordenligt påklædt når de går på vandet. Også flere klubber er begyndt at have oppustelige redningsveste på, når de er ude og ro, i stedet for at have veste med i båden.
Hvor kan der justeres yderligere?
Der er stadig plads til justeringer i klubbernes reglementer, Kate Skavin fra Sikkerhedsudvalget giver et bud på hvad klubberne kan gøre:
”Klubberne bør prøve at synliggøre deres ordens- og sikkerhedsreglementer bedre. Både på deres hjemmeside, men også nede i selve klubben. Reglementerne skal være nemme at finde og forstå, både for eksisterende medlemmer, men også for potentielle og nye medlemmer.”
Netop et letforståeligt reglement er Kate Skavin tilhænger af, og uddyber:
”Flere af de ældre roklubber kan have gavn af at få ryddet positivt op i deres reglementer, så de bliver nemmere at forstå for medlemmerne og ikke sætter unødige begrænsninger for aktiviteter i klubben. At få gennemset og gennemskrevet klubbens reglement, kan i sidste ende føre til flere aktiviteter i den enkelte klub.”
På redningsvestefronten er der også plads til endnu mere forbedring. For selvom flere klubber er begyndt at bære oppustelige redningsveste når de er på vandet, er det langt fra alle. Fordelen ved de nye oppustelige redningsveste er, at de efterhånden er blevet så små, og fylder så lidt at man ugeneret kan have dem på når man ror.
Coastal og sikker vinterroning hitter
Flere klubber får coastalbåde og coastal roningen er i stor udvikling i de danske roklubber. Det rykker positivt ved holdninger og kulturen omkring sikkerhed i de danske roklubber. I coastal er det sjovt at gå op i udstyr og rotøj, der forbedrer sikkerheden under roningen på vandet. Det er sejt at tage entringsprøve og lære at kravle op i båden. Kulturen fra coastalroere er at det er sjovt at være på vandet, og selvom man bliver våd eller ryger i vandet, så har det stadig været en god tur. Det ændrer noget ved måden at forholde sig til det at være på vandet på, som er væsentlig – og kulturen omkring oppustelige redningsveste er meget positiv.
Flere roklubber er også begyndt at udvikle vinterroreglement, til de roere som gerne vil ro om vinteren. Sikkerhedsudvalget modtager jævnligt henvendelser fra klubber, som ønsker hjælp til at udvikle et sikkert reglement eller klubber der har spørgsmål til hvilke krav de bør stille til deres vinterroere. Vinterroning kræver at sikkerheden er i orden, og det kan være et vanskeligt område at fastsætte retningslinjer for.
Kate Skavin glæder sig over den tiltagende interesse for sikker vinterroning, da det giver mere liv i klubben:
”Det er positivt at flere klubber gerne vil ro på vandet hele året, for det giver mere liv i klubben, førhen var det ikke unormalt at en klub kunne henligge næsten død gennem hele vintersæsonen.”
Et udvalg, der har gjort en forskel
Hvert udvalg i DFfR har en politisk kontaktperson i Hovedbestyrelsen, og det er Birgit Bech Jensen, der har fornøjelsen af at være kontaktperson for Sikkerhedsudvalget. Hun er glad for den udvikling, som de danske roklubber har været igennem.
”Sikkerhedsudvalget blev etableret efter den tragiske ulykke på Præstø Fjord, som skabte dønninger ind i rosporten. Udvalget fik til opgave at arbejde med et forbedret kendskab til krav om sikkerhed og ansvar i roklubberne. Siden etableringen af udvalget er der udarbejdet vejledninger og materiale om sikkerhed, og emnet er blevet diskuteret livligt i hele landet”, siger Birgit Bech Jensen. ”Når Kates undersøgelse viser, at sikkerhedsniveauet i danske roklubber generelt er steget, så er det virkelig en glædelig nyhed, og jeg håber, at roklubberne fortsat vil kunne se en mening i af fastholde fokus på dette vigtige emne”, afslutter hun.