wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Faaborg Roklub dannede i dag ramme om DFfRs officielle standerhejsning. Læs den hjertelige tale her.

Af Charlotte Buchwald, medlem af DFfRs hovedbestyrelse

Der er flere ting vi markerer i dag: Faaborg roklub standerhejsning, Faaborg roklub 125-års jubilæum og DFfRs officielle standerhejsning.

Formål, håb og fællesskab er grundlæggende elementer i et meningsfyldt liv, fordi de taler til vores dybeste behov som mennesker.

Formål giver os en følelse af retning og mening. Når vi har et formål, føler vi, at vores handlinger betyder noget, og det motiver os til at til at stå op om morgenen og bidrage med noget, der er større end os selv.

Det kan være gennem arbejde, frivillighed, familie eller passioner.

Håb er det der holder os oppe i svære tider. Det giver os troen på, at fremtiden kan blive bedre, og at vores anstrengelser kan føre til noget positivt. Håb giver os mod til at fortsætte, også når vi møder modgang.

Fællesskab er afgørende, fordi vi som mennesker er sociale væsener. Vi trives bedst, når vi har nogen at dele vores liv, erfaringer og udfordringer med.

Fællesskab giver os støtte, identitet og en følelse af at høre til, hvilket styrker vores trivsel.

Sammen skaber formål, håb og fællesskab en stærk følelse af livskvalitet og mental sundhed. Uden formål kan vi føle os tomme, uden håb kan vi blive opgivende, og uden fællesskab kan vi føle os ensomme, men når de tre ting er til stede oplever vi ofte at livet er rigt og meningsfyldt.

Det er en stor glæde at stå her i dag til Fåborg roklubs standerhejsning og markere starten på en ny sæson. Foråret er over os, og med det kommer også muligheden for at komme tilbage på vandet og mærke årens greb i vandet og nyde den særlige ro roningen giver os.

Faaborg Roklub har et stærkt fællesskab, hvor motion og socialt samvær går hånd i hånd. Det er en klub, hvor nye medlemmer bliver taget godt imod, og hvor man kan finde fællesskab uanset alder og ambitioner.

I år er sæsonen endda noget helt særligt. I går ind i et år, hvor klubben runder en stor milepæl – 125-års jubilæet. Det er en imponerende bedrift, der vidner om et fællesskab og en passion, der er blevet videregivet fra generation til generation.

Det er tankevækkende, at roere har roet ud herfra i 125 år – og at nogle af bådene sikkert er fra det forrige årtusinde. Og at der i alle årene er folk, der har fået tusindvis af vabler.

Det er en historie, der skal fejres og jeg ved Faaborg roklub skal fejre jubilæet med en stor festdag lørdag den 24. maj, men mange aktiviteter både om dagen og om aftenen – for ”når ja” vi ved jo godt, at en roklub kan holde en god fest 😊

Jeg håber I får en sæson med mange gode oplevelser på vandet, i træningslokalet og i klubhuset. Jeg vil opfordre alle, ikke kun i Faaborg, men i hele roDanmark til at tage del i det fællesskab, der gør rosporten så unik – uanset om det er for motionens skyld, for fællesskabet eller for konkurrencens spænding.

Om lidt skal vi have standeren til tops og byde en ny sæson velkommen.

Rigtig god sæson til alle i Faaborg roklub og til alle i hele roDanmark.