22. August 2025:
Nyt initiativ: Dialogmøde med Hovedbestyrelsen
- Forside
- Nyheder
- Nyt initiativ: Dialogmøde med Hovedbestyrelsen
Hovedbestyrelsen prøver noget nyt, når augustmødet denne gang kombineres med et åbent dialogmøde for forbundets medlemsklubber. Initiativet finder sted fredag den 29. august kl. 17-19 i Egå Rosport.
Formålet er at skabe en mere direkte dialog mellem klubberne og hovedbestyrelsen – uden at det skal ske i rammerne af en Hovedgeneralforsamling.
Det er første gang, at Hovedbestyrelsen afprøver dette format, og alt efter interesse og udfald, vil det kunne gentages andre steder i landet. I denne omgang er mødet primært henvendt til klubberne i det jyske, da det er her HB-mødet også afholdes dagen efter.
På dagsordenen for det åbne dialogmøde, er blandt andet nyt fra hovedbestyrelsen, fokusområder for det kommende år samt en åben dialog om ønsker og behov i ronetværket.
Formand i Dansk Forening for Rosport, Kasper Haagensen, ser det nye tiltag som en måde, hvorpå forbundet og hovedbestyrelsen, kan komme tættere på medlemsklubberne:
”Vi vil gerne tættere på klubberne og skabe bedre mulighed for direkte dialog. Det her er en måde at afprøve et nyt format på, som forhåbentlig kan give værdi både lokalt og for hele rosporten. Det er vigtigt for os, at de beslutninger vi træffer, bygger på den virkelighed klubberne oplever. Derfor prøver vi nu et nyt format af, hvor vi kan mødes i øjenhøjde og drøfte, hvordan vi sammen kan udvikle rosporten.”
Mødet er fysisk i Egå Rosport og åbent for alle. Skulle man ønske at deltage, skal dette meldes pr. mail til sekretariatsleder Bent Jørgensen på [email protected]