23. January 2026:
Morten Juel Hansen stiller op til bestyrelsen i European Rowing
- Forside
- Nyheder
- Morten Juel Hansen stiller op til bestyrelsen i European Rowing

I slutningen af marts er der valg til bestyrelsen i det europæiske roforbund, European Rowing, og her bliver Morten Juel Hansen (Dragør Roklub) de nordiske landes bud på en kandidat.
Morten Juel Hansen er et stærkt bud på en kandidat og vil kunne bidrage ind i bestyrelsen i European Rowing med erfaring både på vandet og i organisatoriske roller nationalt og internationalt.
Efter sin aktive karriere, der sluttede i 2001, har Morten blandt andet været en del af den nationale kaproningskommission, fungeret som team manager og arbejdet med udtagelse af ungdomslandshold. Han er international dommer og har siden 2022 været medlem af World Rowings Umpire Commission.
Morten er fortsat aktiv mastersroer og deltager jævnligt i både internationale og nationale regattaer.
Ved siden af roningen har han en universitetsuddannelse i ledelse og mange års erfaring fra en ledende stilling i Københavns Politi, hvor han har arbejdet med strategisk ledelse, planlægning og krisehåndtering.
“Jeg stiller op, fordi jeg gerne vil bidrage til roningens fortsatte udvikling i Europa og sikre, at sporten fortsat er stærkt repræsenteret internationalt,” siger Morten Juel Hansen.
Om European Rowing
European Rowing repræsenterer 46 nationale roforbund i Europa. European Rowing har ansvar for afvikling og udvikling af de europæiske mesterskaber – herunder EM, junior-, U23- og indendørsmesterskaber – samt for at styrke samarbejdet og udviklingen af roning på tværs af de europæiske lande i tæt samspil med World Rowing. I bestyrelsen sidder der pt. fem medlemmer.