wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
"Den gode process" var temaet for det årlige Miljøseminar, der i lørdags blev afholdt af DFfR og Dansk Kano- og Kajakforbund

Lørdag den 6. juni blev for en flok roeres vedkommende tilbragt i Danske Studenters Roklub flotte lokaler og på Øresunds blanke vand, da DFfR og Dansk Kano- og Kajakforbund kunne skyde det årlige miljøseminar af stablen med gode oplæg og livlige diskussioner.

Årets tema var ”den gode proces” og tog udgangspunkt i situationen omkring Nordhavnsudvidelsen og Nordhavnstunnellen. To store anlægsprojekter, som har afgørende betydning for roklubberne langs Øresunds kyst. Niels Bak Henriksen fra Danske Studenters Roklub sparkede dagens tema i gang med et inspirerende oplæg om deres tilgang til processen. Hvilke erfaringer havde de gjort sig, og hvad skal man som klub være opmærksom på, hvis man skulle komme ud for en lignende sag.

Inddragelsesprocessen
Efter en god frokost på terrassen var Kirstine Iversen fra udviklingsselskabet By & Havn inviteret til at komme med deres bud på en god inddragelsesproces. Kirstine Iversen fik placeret udviklingsselskabernes rolle i samspillet mellem klubber, kommuner og udviklingsselskaber. Herefter tog Tobias Kjærulff fra Københavns kommune over og kom med nogle klare og præcise bud på, hvordan en klub kan indgå i god proces med en kommune – både når man bliver presset (fx Nordhavnsprojektet), eller når man gerne vil have sin gode idé ført ud i livet.

Seminaret sluttede af med en fantastisk tur på vandet i en skøn blanding af inriggere og havkajakker. Niels Bak ledte gruppen ud til spidsen af Nordhavn, mens han undervejs fortalte om de udfordringer som klubber står overfor i forbindelse med Nordhavnen.

Foto: Peter Engel.