wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Danmark fik sat et fantastisk punktum for deltagelsen ved World Cup i Luzern, da Hedvig Lærke Berg Rasmussen og Christina Juhl Johanssen vandt bronze i deres blot anden internationale regatta. Læs også hvordan det gik de andre danskere her:

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

M4-:
Den danske herrerfirer´s (Joachim Sutton, Roskilde, Tøger Berg Rasmussen, DSR, Steffen Bonde, Odder og Tobias Kempf, Odense) deltagelse i Luzern var imødeset med meget stor spænding. Og med en samlet niendeplads (sluttede som nr. 3 i B-finalen) fik kvartetten sendt et glasklart signal til deres mange iagttagere om, at de er kommet godt fra start og at projektetet rummer et stort potentiale. Efter at have rundet de første 500 meter i dårligste tid i dagens ræs, så lavede danskerne et fremragende comeback, og roede så stærkt på midterstykket, at de blot var 1,04 sekund efter den førende russiske båd før de sidste 500 meter. I slutfasen formåede danskerne dog desværre ikke at ro yderligere ind på Rusland og Tyskland, men kvartetten kan tage hjem med masser af moral i bagagen efter dagens indsats.

Joachim, Tobias, Steffen og Tøger slutter på en samlet 9.plads

W1x:
Fie Udby Erichsen (KVIK) har gennem tiden haft mange drabelige dueller med Hvideruslands legende Ekaterina Karsten, og det havde hun også denne søndag formiddag, hvor duellen faldt ud til danskerens fordel. Men til gengæld var der tre andre roere, Ukraines Diana Dymchenko, New Zealands Hannah Osborne og Irlands stærke spurter Sanita Puspure som var den tand bedre, og skubbede Fie ned på fjerdepladsen, mens Karsten sluttede som fem´er. Langt hen ad vejen så det dog meget positivt ud, da Fie førte ved 1000 meter med 2, 64 sek. ned til Karsten. Men så var der ikke mere benzin tilbage i de to erfarne skikkelser, der faldt ned igennem feltet, da de ikke kunne holde dampen oppe.

Fie sluttede på en samlet 10.plads.

LM2x:
Ved EM i Tjekkiet sluttede Emil Espensen (DSR) og Mattias Larsen (Bagsværd) på tredjepladsen i B-finalen og i Luzern sluttede de på en samlet 10.plads. Alligevel må man betegne deres indsats i Luzern som et skridt i den rigtige retning, når man tager den øgede konkurrence og de ekstremt mange tilmeldinger i Luzern til efterretning. I dagens løb var Emil og Mattias godt med til 1000 meter, hvor de fra fjerdepladsen og blot havde 1,62 sek. op til den førende båd fra England med Samuel Mottram og Jamie Copus. Men i stedet for at trække ind på konkurrenterne i slutfasen, hvor England, Rusland og Japan havde sat sig på de tre første pladser, så faldt Emil og Mattias længere tilbage og måtte nøjes med fjerdepladsen.

Emil og Mattias slutter på en samlet 10.plads

M1x:
Hvis han ikke allerede har fået det, ja, så er det bestemt ikke for meget at sige, at Sverri S.Nielsen (DSR) i Luzern fik sit internationale gennembrud ved for første gang nogensinde, at kvalificere sig til A-finale i World Cup serien. Efter Holland Beeker, hvor han også viste lovende takter, så fortsatte Sverri fremgangen i Luzern fredag og lørdag, og søndag skulle det så vise sig om han kunne sætte den absolutte trumf på. Det kunne han desværre ikke selv om det i starten af løbet så meget positivt ud. Således rundede han de første 500 meter i tiden 1:40:74 min. på andenpladsen. Men så begyndte New Zealands Robert Manson og Cubas brølstærke Angel Fournier Rodriguez at røre på sig, og i det tempo kunne Sverri ikke være med. På midterstykket røg han ned på femtepladsen, en placering han også sluttede på i mål. Men stadig en fremragende præstation.

Sverri slutter på femtepladsen.

W2-:
Med en bronzemedalje i blot deres anden internationale regatta fik Danmark en fantastisk afslutning på det traditionsrige og stærkt besatte World Cup stævne i Luzern, da Hedvig Lærke Berg Rasmussen og Christina Juhl Johanssen vandt bronze i kvindernes toer uden styrmand i finalen efter New Zealand og USA.

Blot 1,55 sek. adskilte den førende båd fra New Zealand fra Danmark efter de første 500 meter, hvor Lærke og Christina lå 0, 4 sek. efter England på tredjepladsen. Men allerede ved 1000 meter mærket var danskerne strøget forbi englænderne og satte et kraftigt ryk ind for at nå de førende to både. Det lykkedes dog ikke, at hente hverken New Zealand eller USA, men i mål kunne pigerne glæde sig over endnu mere metal til Danmarks Rocenter.

“To medaljer i to internationale løb, det er en god statistik. Vi havde snakket meget om, at vi for alt i verden ikke måtte få en dårlig start, fordi så er det utroligt mentalt hårdt at komme tilbage. Det lykkedes rigtig godt, vi kom godt med, men vi må også indrømme at der var noget nær udsolgt på de sidste 500 meter, og der var det godt at der var pæn afstand ned til englænderne. Vi kan stadig forbedre os meget, men vi er superglade for bronze”, sagde pigerne efter den flotte præstation.