23. May 2018:
Gudenåens Gule Åkande åbner og lukker på samme tid
- Forside
- Nyheder
- Gudenåens Gule Åkande åbner og lukker på samme tid
Af Bianca Toftebjerg, [email protected]
Billeder: Erik Kær Nielsen
Vejret til dette års første afdeling af LDK turneringen, var tæt på perfekt. Men kun tæt på. Om formiddagen var Randers velsignet med solskin og ingen vind, men eftermiddagen bød på både regn og torden.
23 hold stillede til start ved lørdagens regatta, 15 hold på 10km distancen og de resterende otte på 25km – hvor eneste kvindelige deltager var 19årige Mette Nissen fra Tissø.
Lukker af med stil – og regnvejr
2018 bliver året hvor Randers Roklub, for denne omgang, takker af som LD-regattaarrangør, og det i yderst flot stil. Med nye og mere publikumsvenlige ruter.
Netop det med at gøre regattaen mere publikumsvenlig lå formand for Randers Roklub, Morten Hohwü meget på sinde:
”Vi gjorde hvad vi kunne, for at få en sjov og publikumsvenlig afvikling. Og havde lagt ruterne således, at der om formiddagen var to klubhuspassager og om eftermiddagen fem. Det var et forsøg på at gøre så meget for, at der også skulle være livligt på land, og mulighed for at følge lidt mere med på ruterne.”
Alle roerne på 10km distancen havde fantastiske forhold at ro under i Randers, mens 25km roerne om eftermiddagen måtte vride deres tøj for andet end sved, da de kom i land.
Det ellers så fine vejr skiftede om, så eftermiddagsløbet var præget af regn og torden. Men Morten Hohwü er, sammen med dommerne, af den klare overbevisning, at deltagerne på intet tidspunkt var i fare:
”Jeg sad ude i en robåd ved yderste vendebøje og var meget i kontakt med dommerkontoret. Vi vurderede konstant vejrforholdene og talte løbende om at vi skulle aflyse, men valgte at fuldføre idet det virkede som om at tordenen gik uden om. Og derfor kom vi frem til en vurdering af, at det var forsvarligt at fortsætte. Så der var ikke på noget tidspunkt, hvor vi var nervøse, men vi var yderst opmærksomme under mantraet ”safety first.”
Alt i alt glæder man sig i Randers over en velafviklet regatta, men ønsket om flere deltagere er da også at finde hos Hohwü:
”Vi kunne godt have rummet det dobbelte antal starter, men overordnet synes jeg vi havde en meget fin afvikling. Og der var da også et par stykker ovre, for at spørge om vi ikke kunne gøre det igen om to år, men nu må vi se.”
Så hvem ved, måske kommer Randers Roklub stærkt tilbage i arrangørstolen, en gang i fremtiden. Det er i hvert fald ikke noget formand Morten Hohwü er afvisende overfor.
Resultater?
I Mix 10km 1. division var det holdet fra Roklubben Viking som trak den hurtigste tid hjem, mens det i Mix 10km 2. division var holdet fra Middelfart Roklub der leverede den hurtigste tid.
DSR – De Blå Sirener lagde sig på en flot første plads i kvindernes 10km. I 25km mix klassen var det Roklubben Viking som tog sejren hjem, mens det i mændenes 25km er KVIKamok der løber med sejren.
Hent alle resultater og tider fra regattaen, via linket i højre side.
Næste afdeling af langdistanceturneringen bliver Vejlefjordens Grønne Bøge d. 2. juni, hvor Vejle Roklub står klar til at tage imod seje LDK-roere fra hele Danmark.