21. December 2016:
DFfRs selskab Eurow fylder 10 år
- Forside
- Nyheder
- DFfRs selskab Eurow fylder 10 år
Redigeret af Gustav Højmark-Jensen
Baggrunden for det nye selskab var et ønske om at styrke rosportens muligheder, og skabe et bedre indtjeningsgrundlag for fremtiden. DFfRs generalforsamling godkendte forslaget, og den 21. december 2006 var rosportens eget selskab, Eurow, en realitet.
Målene med Eurow er stadig de samme som for 10 år siden, nemlig at være til gavn for dansk roning ved dels at tjene penge til rosporten, og dels at tilbyde både og andet udstyr til fordelagtige priser til danske roere og roklubber.
Gennem hårdt arbejde fra de mange frivillige, og et stigende salg af redningsveste, coastalbåde, outriggere, årer og andet udstyr til danske roere og roklubber har det i flere år været muligt at betale udbytte til Dansk Forening for Rosport af overskuddet. Et overskud, der er skabt af dansk roning, og som igen bliver til glæde og gavn for rosporten. Peter Froskov, der er medlem af selskabets bestyrelse, fortæller mere om Eurows udvikling:
“Eurow har udviklet sig stillet og roligt gennem årene. Selskabet blev bygget fra bunden af frivillige i det tempo og omfang som der var tid og kræfter til. Eurow startede med et simpelt salg af bøger, plakater og andre småvarer, og markedsføringen var begrænset til at foregå på generalforsamlinger og gennem mund til mund. Siden er selskabet vokset, til nu at være en stor leverandør at coastalbåde, årer, outriggere og redningsveste til danske og svenske roere”.
Fra underskud til overskud
De første mange år blev der ikke tjent de store penge i Eurow, så det var et stort øjeblik, da selskabet, i 2013, for første gang kunne udbetale udbytte til DFfR for regnskabsåret 2012, og den gode udvikling har været ved lige siden. DFfRs bestyrelse har besluttet at øremærke alt udbytte fra Eurow til udvikling af dansk roning, og en af grundtankerne med stiftelsen har ifølge Peter Froskov været at udnytte styrken og synergien mellem foreningsmæssige og kommercielle interesser igennem et tæt samarbejde mellem DFfR og Eurow ApS:
“Samarbejdet er især kommet til udtryk i den tætte dialog Eurow har haft med DFfR’s sikkerhedsudvalg, om indkøb til en sikkerhedspakke, hvor Eurow efterfølgende har taget forhandlingen af vestene, som så kan sælges under vejledende udsalgspris til danske roere i klubber under DFfR. Et andet meget tydeligt eksempel på de postive effekter ved samarbejdet mellem Eurow og DFfR, er udvikling af coastalroningen i Danmark. Her har DFfR og Eurow virkelig arbejdet tæt sammen omkring udbredelse af denne bådtype”.
Hårdt arbejde
Det er hårdt arbejde at drive en virksomhed, der omsætter for mere end 2 millioner kroner om året, og mange har måske svært ved at se, hvordan man finder tid til det på frivillig basis, men ikke Peter Froskov og de frivillige i Eurow. De finder deres motivation i at hjælpe de danske roklubber med at stille godt udstyr til rådighed for deres roere, ofte til en pris, der er langt under den vejledende udsalgspris:
“Det der motiverer mig, og de andre frivillige i arbejdet, er at se de forventningsfulde og glade roere, når vi leverer en ny båd. Når vi kan sponsorere aktiviteter, der sætter udvikling i gang i dansk roning, som f.eks. Danish Open Coastal Rowing. Det er også enormt motiverende, at jeg samtidig ved, at overskuddet af min og andres indsats er med til at tjene penge til DFfR via udbytte, penge der går tilbage til roerne og udvikling af dansk roning”.
Den store bedrift, der ligger i Eurows succes og store udvikling, bliver mindre bedrift, når man tænker på, at det alt sammen er skabt af hårdt arbejdende, ulønnede roere, som laver regnskab, transporterer både fra udlandet og frem til kunderne, vedligeholder hjemmesiden, indgår aftaler med leverandører i Danmark og udlandet og meget andet.
Der skal derfor lyde et stort tillykke med den 10-års fødselsdag til både Eurow, de mange frivillige og til sidst også til Morten Espersen, daværende formand for DFfR og den oprindelige idémand og primusmotor for Eurow.