wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Når Danmarks bedste roere kæmper om medaljerne ved DM på Bagsværd Sø den 4. oktober, bliver det ikke kun på vandet, at de unge viser vejen.

For første gang bliver en gruppe unge roere en del af kommentatorholdet på den store livestream fra mesterskaberne.

De unge kommentatorer skal på skift byde ind mellem deres egne løb, og de bliver bakket op af erfarne kræfter med OL-roeren Anne Lolk og journalist Anna Karina Gravad i spidsen. Sammen vil de sikre, at seerne får levende, nærværende og kvalificerede indsigter i finaleløbene.

Seks unge klar til opgaven

De seks roere, der træder til bag mikrofonen, har alle god erfaring med kaproning da de hver især har repræsenteret Danmark til Baltic Cup, Coup de la Jeunesse eller junior EM eller VM i år. De seks unge ekspertkommentatorer er:

  1. Otto Kjærulff, Bagsværd Roklub
  2. Herman Døssing, Bagsværd Roklub
  3. Rainer Kaliszan, Roskilde Roklub
  4. Ea Splittorff, Roforeningen KVIK
  5. Ella Hjortkjær, Holstebro Roklub  
  6. Anna Boesnæs, Holstebro Roklub  

“Det er en helt ny oplevelse at være med som kommentator. Jeg glæder mig til at prøve kræfter med det og synes, det er vildt spændende, at vi unge bliver inddraget i noget så stort,” fortæller Rainer Kaliszan, Roskilde Roklub.

En produktion i topklasse

Livestreamen bliver dækket af en stor produktion med hele ni kameravinkler – herunder droner, kamera på vandet, studiekamera og målzone. En erfaren producer står i spidsen for produktionen.

Blåt mediesamarbejde i støbeskeen

DFfR arbejder samtidig på at lægge grundstenene til et nyt mediesamarbejde med Jysk Fynske Medier, Danmarks næststørste mediekoncern. På forsøgsbasis bliver livestreamen i år vist på JFM Play.