28. June 2019:
Danske roere klar til regatta i Norge
- Forside
- Nyheder
- Danske roere klar til regatta i Norge
Af Bianca Toftebjerg, [email protected]. Foto: Andreas Sloth
Som sidste år hvor junior NM var en del af Sorø Regattaen, så er junior NM igen i år en del af en større regatta. I år er det Åpent Nordisk Mesterskap 2019, hvor Danmark stiller til start med 10 både, hvorimellem der er både en junior pige- og drenge otter.
Ungdomslandstræner Nils Henrik Stene spår en god dansk weekend i vente for de danske U19 landsholdsroere, der i morges vendte næsen mod Tunevannet ved Sarpsborg i Norge:
”Det er et godt hold vi har afsted, og jeg tror på at vi har gode chancer for at vinde den samlede nordiske cup, på tværs af alle bådtyper. Mange af roerne er gengangere fra Junior EM i maj, men der er et par nye konstellationer og så har vi en junior pige otter med, som det bliver spændende at følge. Overordnet set, så tror jeg vi går en god weekend i møde, hvor de danske roere får nogle gode løb.”
Ikke kun ungdomslandsholdene
Da junior NM jo bliver afholdt som en del af Åpent Nordisk Mesterskap 2019, så er det ikke kun vores U19 landsholdsroere der har taget turen til Sarpsborg i denne weekend.
Også Universitetsroning Aalborg er med, når løbene skydes i gang lørdag, de deltager i de Nordiske Studentermesterskaber. Universitetsroning Aalborg deltager i løbene, der afholdes lørdag d. 29. med en herre otter og en dame otter.
Søndag deltager Universitetsroerne ikke, da de skal videre imod træningslejr i Sorø, der afsluttes med deltagelse i Sorø Regatta hvor universitetsroerne rykker ned i lidt mindre bådtyper.
Vejret i Norge lover godt for weekendens mesterskaber og det tegner til at alle de danske roere får gode roforhold.