2. July 2017:
Barsøe: Luzern og Rotsee er rosportens svar på Wembley
- Forside
- Nyheder
- Barsøe: Luzern og Rotsee er rosportens svar på Wembley
Af DRC pressechef Svend Bertil Frandsen
Når Landsholdet i roning i den kommende uge sætter kursen mod Luzern og Rotsee kan de se frem til en sand klassiker i ro-kalenderen: Den tredje og afsluttende afdeling i World Cuppen, der som altid danner en fantastisk appetitvækker til VM løber af stablen senere på året. Omkranset af snebeklædte bjerge i kanton Luzern ligger Rotsee som en sand naturperle med fuldstændigt ideelle forhold for roning med et minimum af vind, ingen strøm og som regel blikvand i en ren overflod af idyl.
Det tidligere medlem af Guldfireren Jacob Barsøe (Roskilde Roklub), der i dag har sat karrieren på hæld, har talrige gange haft fornøjelsen af, at konkurrere på Rotsee og Barsøe lovpriser i den grad de ideelle forhold i Luzern.
Perfekte forhold
”Selve søen ligger så ideelt og så flot som den overhovedet kan”, siger Jacob Barsøe. ”Nærmest altid fuldstændig flad. Det er de bedste vilkår som man som roer kan ønske sig. Det er også derfor den har fået den status som den har fordi der ikke er så meget, som er lagt op til tilfældigheder på Rotsee. Det er ikke som i Amsterdam eller andre steder, hvor du bagefter kan ærgre dig over, at der var banefordele. I Luzern er forholdene perfekte og det er også derfor, at det er der alle VM-udtagelserne bliver foretaget efter regattaen”, siger Barsøe.
Søen måler 2,4 km og er på sit bredeste sted 300 meter. Den første regatta blev afholdt der helt tilbage i 1933 og har siden dannet ramme for en lang række internationale regattaer, bl.a VM, der blev afholdt der i 1962. Grundet sine fantastiske forhold, har Rotsee med tiden opnået en helt mytisk aura omkring sig, som har gjort, at de bedste roere i verden har et indædt ønske om at føre sig frem på flotteste vis netop på Rotsee.
”Hvis man snakker om at alle fodboldspillere gerne vil spille på Wembley, ja så er Rotsee det sted, som du helst skal have roet som eliteroer. Jeg kender tidligere landsholdsroere, der siger, at den dag VM i Masters bliver arrangeret på Rotsee, så stiller de med statsgaranti op. Alle andre steder vil de sige nej, men på Rotsee, så stiller de op”, siger Barsøe og fortsætter:
Ingen top-placering fra Rotsee
”Jeg kunne slet ikke forestille mig noget mere ideelt sted til roning, det skulle da kun være, hvis der kom en opvarmningsbane til finalerne fordi der er så lang tid mellem løbene. Og så er det også bare hele traditionen omkring Luzern og Rotsee. Der er ufattelig hård konkurrence, næsten højere end til VM og når du ser klip fra store konkurrencer gennem tiden, så er der næsten også altid klip fra Rotsee fordi det bare er STEDET til roning”, siger Barsøe.
Trofækabinettet bugner på det nærmeste hjemme hos Jacob Barsøe. Alligevel har han aldrig formået, at komme helt til tops på podiet i Luzern på trods af et utal af flotte præstationer og det er stadig en kilde til irritation hos den humørfyldte sønderjyde.
”Det nager mig stadig, at jeg aldrig nåede at få en guldmedalje nede fra Luzern. Jeg er blevet europamester, jeg er blevet verdensmester, men jeg har aldrig vundet i Luzern, og det gør stadig ondt i dag. Det er bare et af de steder, hvor det er virkelig svært at vinde fordi konkurrencen er kolossal, og prestigemæssigt tæller et godt resultat eller en medalje fra Luzern bare ekstra meget. Alle de store kanoner er til steder og det er lige inden VM, hvor en kvalifikation står på spil. Så det, at komme derned og vinde som dansker, det er absolut ”outstanding”, slutter Barsøe.