wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
41 ungdomsroere fra hele landet mødtes i Odder til en dag fyldt med energi, fællesskab og alternative sportsaktiviteter. Østjysk Venskabsmatch 2025 viste, hvordan stærke relationer og nye oplevelser kan skabe fundamentet for fremtidens ungdomsroning

Odder Roklub dannede i weekenden ramme om en helt særlig udgave af Østjysk Venskabsmatch 2025, hvor 41 ungdomsroere fra hele landet var samlet til en dag fyldt med hygge, sport, samarbejde og masser af grin.

Arrangementet, som kombinerede træning, sjove aktiviteter og stærkt fællesskab, blev endnu et bevis på, hvor vigtigt det er at samle unge roere på tværs af klubber og landsdele.

Et initiativ flere år undervejs

Dagen er skabt på initiativ af Klaus Amby fra Odder Roklub, som gennem flere år har haft et ønske om at samle ungdomsroere til en dag uden regattapres og traditionelle rammer. På den rejse kom Carsten Hassing med i samarbejdet, og sammen udviklede de idéen til et arrangement, hvor fokus bevidst flyttes væk fra klassisk roning og i stedet over på andre sportslige aktiviteter, fysisk leg, fællesskab og sammenhold.

Resultatet er en dag, der giver de ældste juniorroere en pause fra tider, hård træning og udtagelser og i stedet skaber rum til andre oplevelser og relationer med nogle af de yngste roere i sporten.

Hvad gik dagen ud på?

Dagens program bød på en lang række aktiviteter, der både samlede, udfordrede og underholdt:

  • Indendørs dystede roerne i skøre konkurrencer på skimaskine, cykel og romaskine – kombineret med udfordrende opgaver såsom fire på stribe og andre kreative elementer.
  • Udendørs startede med en krolfturninger, og efterfølgende blev der kæmpet på forhindringsbaner og med crossfit-aktiviteter på stranden, hvor tidligere landsholdsroer Steffen Bonde stod klar til at sende roerne igennem udfordringerne med energi og godt humør.
  • Tilbage på højskolen var der fællesspisning og et kreativt indslag med sang fra hver gruppe for at kunne kåre vinderne.
  • Inden turen gik tilbage til de enkelte klubber, blev vinderne kåret og fik udleveret en flot T-shirt og blandt alle deltagerne var der lotteri med flotte lokale sponsorgaver.

Et initiativ der styrker hele dansk roning

Arrangementet i Odder er blevet fremhævet som et af de bedste tiltag i dansk roning i mange år. Når unge roere mødes på denne måde, skaber det netop den kultur, som ungdomsroningen og talentudviklingen har brug for.

En særlig tak til:

  • Klaus Amby og resten af Odder Roklub for visionen og initiativet
  • Carsten Hassing for at gå ind i samarbejdet og forme dagens indhold
  • Steffen Bonde for at stå på stranden og løfte aktiviteterne
  • Rude Strand Højskole, som lagde hus til dagen og gav de unge perfekte rammer i naturskønne omgivelser.
  • Og alle klubberne for at bakke op og tage deres roere med

Stor opbakning – og tydelige perspektiver

Ungdomskoordinator Karen Bardram Kehr deltog også i dagen og ser et stort potentiale i at udbygge samarbejdet fremover. Dagens succes “sad lige i skabet”, og der er et stærkt ønske om at støtte endnu mere op om initiativet næste år.