Vision
- Vi vil være førende i arbejdet med at sikre bedre adgang til vandområder og bedre fysiske rammer, der gør det muligt for frilufts- og sportsudøvere at bruge vandet aktivt.
- Vi ønsker, at vandsporten står samlet som en stærk partner i projekter og netværk, som er med til at definere rammer for adgang til vandet og vandmiljø.
- Vi og vores medlemsklubber skal tage initiativer til proaktive og reaktive indsatser i facilitets- og miljøarbejdet på hvert sit niveau (nationalt/regionalt/lokalt).
Overordnet set er arbejdet inddelt i tre sidestillede indsatsområder, hvor vi arbejder med konkrete mål og opgaver, både proaktivt og reaktivt.
De tre overordnede indsatsområder:
- Rådgivning og påvirkning nationalt og regionalt
Vi skal have kapacitet til at kunne rådgive og påvirke facilitets- og miljøprojekter på hovedsageligt nationalt og regionalt plan. Her søger vi indflydelse på de større aktuelle projekter og sager, som har en betydning for mulighederne for at kunne dyrke vandsport ved havne, søer og kystområder.
- Indsatser overfor medlemsklubberne
Vi vil videreudvikle klubbernes og de aktives engagement i emner, der vedrører miljø, natur og faciliteter: denne indsats fokuserer på rådgivningen af og samarbejdet med medlemsklubberne ift. faciliteter og grøn omstilling. Vi ønsker at klæde klubberne endnu bedre på til at gå i gang med byggeprojekter, forsvare og forbedre deres adgang til vand og kunne imødekomme andre forhold, der kan have betydning for klubbens muligheder for at lave aktiviteter både på land og til vands.
- Større synlighed i facilitets- og miljøspørgsmål både eksternt og internt
Vi vil synliggøre vores facilitets- og miljøarbejde overfor vores samarbejdspartnere, myndigheder og andre, som også har interesse for, og indflydelse på, de forskellige områder, eksempelvis via lobbyisme, aktiv deltagelse i beslutningsprocesser og vidensnetværk m.m.
Internt skal vores facilitets- og miljøarbejde formidles blandt de andre medarbejdere i sekretariaterne og gerne komme til udtryk via forbundenes øvrige tilbud til klubberne, såsom uddannelser, events m.m.
Samtidig vil vi synliggørevores arbejde på området overfor medlemsklubberne.
Vi arbejder for det fælles bedste med plads til individuelle forskelle
I det konkrete arbejde med de tre indsatsområder har vi først og fremmest fokus på fælles interesser og sager samtidig med, der skal være plads til at det enkelte forbund kan have særlig vigtige sager, som ikke nødvendigvis er relevante for alle 3 forbund.
Nedenfor følger en liste over konkrete indsatser under de tre indsatsområder.
Det er vigtigt at sige, at det ikke er en udtømmende liste, da vi ikke kan forudse alle sager, vi skal kunne reagere på, men det er de områder vi vil have fokus på og arbejde med.
Konkrete indsatser på nationalt og regionalt niveau
- Påvirkning af større havneprojekter, hvor forbundenes interesser skal varetages.
Eksempelvis Københavns Havn og Aarhus Havn.
- Varetagelse af vandsportens interesser ifm. med Havplanen.
- Involvering i sager, der kan have indflydelse på roerne og sejlernes adgang til vandområder, f.eks. muslingefarme i Limfjorden, høringer vedr. vandmiljø o.l.
- Deltagelse i beslutningsprocesser med fokus på etablering af konkurrencefaciliteter, eks.robanen på Haderslev Dam, Safe Area/robane i Aalborg, permanente kajakpolobaner m.m.
- Overvågning og handling i forbindelse med opståelse af sager vedr. havmølleprojekter og broprojekter.
Konkrete indsatser overfor medlemsklubberne
- Udvikling af informationsmateriale der kan klæde klubberne endnu bedre på til i højere grad selv at kunne varetage facilitets- og miljøsager.
- Afholdelse af online og fysiske kurser med fokus på formidling af viden om faciliteter og miljø, som klubberne kan bruge i deres daglige aktiviteter
- Rekruttering af flere roere/sejlere til deltagelse i lokale og regionale råd, bestyrelser o.l., hvor emner der vedrører lokale forhold for deres faciliteter og aktiviteter bliver besluttet.
- Rådgivning af klubberne i forbindelse med lokale sager af særlig karakter.
Konkrete indsatser for større synlighed
- Synliggørelse af det blå element som en stor arena for diverse fritids- og idrætsaktiviteter overfor samarbejdspartnere, myndigheder, medier m.fl.
- Aktiv deltagelse i relevante eksterne netværk, såsom Friluftsrådet, DIF, Det Blå København o.l.
- Aktiv deltagelse i relevante konferencer, arrangementer o.l.
- Synliggørelse af facilitets- og miljøarbejdet internt i forbundene.
- Brug af forbundenes kommunikationsplatforme(Facebook, nyhedsbreve, hjemmesider m.m.) med fokus på at formidle viden om faciliteter og miljø ud til medlemmerne.
Det moderne menneskes brug af naturen er ikke alene et spørgsmål om oplevelser og rekreation.
Det drejer sig også om, hvordan hele vores livsstil påvirker naturen, miljøet og vilkårene for de kommende generationer.
Dansk Forening for Rosport er medlem af Friluftsrådet fordi man gerne vil være med til at sætte fokus på denne problemstilling. Det er det enkle, men samtidig fundamentale grundlag for vor behandling af naturen.
Et af Friluftsrådets vigtige aktiver er det lokale arbejde. Der blev derfor i foråret 2006 dannet 23 kommunekredse til erstatning af de gamle amtskredse. Hvis DFfR skal have mulighed for maksimal indflydelse er det derfor vigtigt roning er repræsenteret i så mange kredse og kommuner som muligt.
Der skal helst minimum være 1 repræsentant i hver kreds – meget gerne en i hver kommune.
Repræsentanten skal være bosat i en kommune i kredsen. Hvis der er 2 repræsentanter bosat i den samme kommune bliver den ene suppleant.
Hvis der ikke kan findes en repræsentant i en kreds, kan DFfR udpege en observatør som kan deltage i møderne uden stemmeret.
Alle repræsentanter skal tilmeldes via DFfR’s sekretariat.
Medlemskab i Tænketanken Hav
Samarbejdsnetværket mellem Dansk Forening for Rosport, Dansk Kano og Kajak Forbund og Dansk Sejlunion er nu medlem af Tænketanken Hav.
Tænketanken Hav er omdrejningspunkt i arbejdet for et rent, sundt hav og en bæredygtig brug af havet. Tænketanken samler viden og skaber samarbejde mellem virksomheder, borgere og beslutningstagere om at sikre en genopretning af havet og en omstilling af alle sektorer og aktiviteter, der påvirker havet.
Læs mere om Tænketanken Hav her.
Hvis du vil vide mere eller har spørgsmål, kan du altid kontakte:
Irene Lauridsen
Miljø- og udviklingskonsulent
Mobil: +45 60 65 86 92
|
Kamilla Bradt Ryding
Facilitetskonsulent
Mobil: +45 24 44 29 31
|