Vilhelmsen om trænerjob: ”Du skal have is i maven”

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

”Jeg har svært ved at stå på bredden og ikke sidde i båden. Jeg synes det er hårdt at skubbe drengene ud på vandet og vide, at nu kan jeg i realiteten ikke gøre mere, hvor i gamle dage, der lå alt stadigvæk i mine hænder. Det er noget, jeg skal vænne mig til.”

Hvis man aner frustrationerne og hjælpeløsheden over ikke at have direkte indflydelse på resultaterne, så er der vel ikke noget at sige til det for i rigtigt mange år var Jens Vilhelmsen i sin aktive karriere en af nøglefigurerne på det danske landshold. En god kammerat i omklædningsrummet, en mand man kunne stole på, en træningshest og en atlet, der altid gik til grænsen i sulten efter metal og gennem mange år en fremragende del af kvartetten i Guldfireren, hvor han var med til at skabe store resultater.

Trænerdrøm udviklede sig gradvist
I det hele taget har Jens Vilhelmsen gennem en imponerende karriere høstet masser af erfaringer på vandet, ved regattaer, i omklædningsrummet, i træningslejre, etc.. – Erfaringer, der heldigvis den dag i dag kommer dansk roning til gode, og på den måde kan de næste generationer drage stor nytte af den massive know-how, som Jens Vilhelmsen kan bidrage med. Det stod dog langt fra altid skrevet i stjernerne, at Vilhelmsen skulle være træner. Men da Vilhelmsen for første gang stoppede sin karriere i 2012 og fik muligheden for at blive træner for unge talenter i Bagsværd Roklub fostredes ideen gradvist.

”Det var igennem arbejdet med at udvikle de unge roere, jeg fandt ud af, at det var et spændende job og noget, jeg kunne lide at lave. Før det havde jeg overhovedet ikke tænkt på, at jeg skulle være træner”, siger Jens Vilhelmsen, der i 2012 havde sat karrieren på pause af flere årsager. ”Jeg var nysgerrig efter at se, hvad livet ellers havde at byde på og jeg havde en uddannelse, som jeg gerne ville afslutte. (Jens Vilhelmsen har i dag en kandidatgrad i afrikanske studier). Samtidig var jeg lidt skuffet over, hvordan tingene var endt i den periode, jeg havde været på landsholdet og havde brug for at reflektere over forløbet”, siger Jens Vilhelmsen, der mellem 2009 og 2010 tegnede sig for fire World Cup sejre og en VM sølvmedalje  som en del af Guldfireren, men som desværre ikke blev udtaget til OL 2012.

Kan være svært at falde i søvn
Jens Vilhelmsen gjorde comeback på landsholdet i 2015, og da han startede sin karriere op igen, så lå det ligesom lidt i baghovedet, at han godt kunne tænke sig at fortsætte som træner, fortæller han. Drømmen gik i opfyldelse og Jens Vilhelmsen nyder i dag sit job, men er samtidig overrasket over, hvor mange facetter stillingen som træner egentlig rummer. ”Der er mange flere lag til trænerfaget end man lige går og tror. Og det er på så mange områder, at man skal være en del af atleternes liv og have fingeren på pulsen”, siger Jens Vilhelmsen, hvis tanker stadig kredser om roning, når han begiver sig hjemad fra kontoret i Bagsværd.

”Det er et arbejde, som rent mentalt er vanskeligt at lægge fra dig, når du går hjem. Det kan godt være svært at falde i søvn om natten en gang i mellem for man varetager jo nogle unge menneskers håb og drømme og man skal være meget sikker i sin sag, når man tager beslutninger omkring det”, siger Jens Vilhelmsen. ” Ansvaret omkring selektionerne hviler langt mere tungt på ens skuldre end man går og tror. Man vil helst ikke skuffe nogen, men det kommer man til og det er desværre også en del af jobbet selv om det ikke er rart”, siger Jens Vilhelmsen.

På trods af at det kan være vanskeligt at holde kroppen i ro ved de store internationale regattaer, når den gamle cirkushest lugter savsmuld, så har overgangen fra tidligere atlet til træner været temmelig smertefri. Det er ellers nemt at forestille sig, at det ville være en udfordring, at skulle stå over for gamle holdkammerater, når man pludselig står i træner-rollen frem for som ”en af gutterne”. Det dilemma har Jens stået over for med Emil Espensen (som Jens som aktiv roer vandt EM-sølv og VM-sølv med i 2016 i LM2-), men overgangen har været gnidningsfri, fortæller Jens Vilhelmsen.

Fra tidligere atlet til træner
”Jeg synes ikke det har været så svært. Emil og jeg har et rigtig godt samarbejde, og det havde vi både da jeg var atlet, og nu hvor jeg er træner. Men der er også en stor aldersforskel mellem os. Der var en forståelse for at Emil var ny i bådtypen med én åre og han lyttede meget på de erfaringer, som jeg havde, da vi blev sat sammen. Så i starten fik jeg lov til at dominere, og lege lidt træner for ham og det forhold synes jeg at vi har videreført. Selvfølgelig er der en anden dimension i det fordi jeg sidder med beslutningsmagten. Så der er en større afstand mellem os end da vi roede sammen, og det skal der også være”, siger Jens Vilhelmsen.

Vilhelmsen understreger dog, at det kunne have givet visse udfordringer, hvis han pludselig i dag skulle have ageret i træner-rollen over for nogle af de roere, som han i sin tid havde siddet sammen med i Guldfireren.

”Jeg tror at det ville være anderledes, hvis det var nogle af de roere jeg har siddet sammen med på letvægtsfireren, hvor jeg var junior i starten af det forhold. Hvis jeg havde skullet sidde med taktstokken over for de roere, der havde været en fast del af landsholdet i rigtig mange år, så ville det have været en større udfordring. Det ville sagtens kunne lade sig gøre, men så ville der være flere ting begge parter skulle være opmærksom på i forhold til vores indbyrdes relation og samarbejde”, siger Jens Vilhelmsen.

Guldfireren et pejlemærke
Gennem den tid, som Jens Vilhelmsen tilbragte omkring Guldfireren fik han et detaljeret indblik i den træningskultur og vindermentalitet, som udgør et unikt kapitel i dansk sportshistorie. De oplevelser, han fik som en del af den bomstærke kvartet læner han sig nu kraftigt opad, når han skal oplære det næste ”kuld” landsholdsroere, der skal forsøge at gøre gældende på alverdens ro-arenaer.

”De oplevelser jeg har haft og de erfaringer jeg gjorde mens jeg sad på letvægtsfireren, det er sådan et pejlemærke, som jeg har i baghovedet. Nu hvor Guldfireren er blevet historie, så er den måde, som man arbejdede omkring den båd blevet et ideal, som jeg mener vi hele tiden skal tilstræbe og forsøge at leve op til. Jeg er selvfølgelig også lidt selektiv i forhold til, hvad jeg vælger at formidle videre fordi roerne er et andet sted end jeg var da jeg var aktiv, og de skal kun tage det med, som de kan bruge. Men den tankegang, man har haft i Guldfireren omkring, at man skal optimere så meget man kan, både i hverdagen og til træning, at man skal jagte de små tiendedele i alt hvad man gør indtil målstregen er krydset, det er den forståelse, som jeg gerne vil have ind i dem.  Desuden er det vigtigt, at de også selvstændigt kan tage stilling til deres træning i forhold til at blive de bedste, så de ikke bare er nogle fodsoldater, som tager beskeder fra mig”, i dag siger Jens Vilhelmsen.

Om Jens Vilhelmsen og resten af træner-teamet formår at overført de egenskaber, som kendetegnede tidernes mandskaber på Guldfireren vil uigenkaldeligt have en vis effekt på fremtidens resultater.

I det hele taget er Jens Vilhelmsen meget bevidst om de forventninger, der er til ham eftersom hans position eksisterer inden for meget målbare rammer i forhold til andre områder af arbejdsmarkedet. ”Du skal have is i maven i forhold til at din ansættelse er baseret på, at du kan skabe resultater. Og kan man ikke finde ud af det, så vil der stå en anden, som er klar til at tage over. Hvert år er vores budget også afhængig af, at vi kan levere resultater. Og det er jo vilkår, som folk i erhvervslivet også er stillet over for, men i vores metier er forskellen mellem succes og fiasko måske en kende mere målbar og nærværende”, slutter Jens Vilhelmsen.