25. January 2026:
Vil I have coastalbåde og instruktører ud til jeres event i 2026?
- Forside
- Nyheder
- Vil I have coastalbåde og instruktører ud til jeres event i 2026?

Dansk Forening for Rosport har fået fire nye coastalbåde, som står klar på trailer og kan flyttes rundt i landet. I den forbindelse er vi nu i gang med at planlægge, hvilke arrangementer der vil være oplagte at deltage i i løbet af 2026, hvor nye og nysgerrige roere kan få en introduktion til coastalroning.
Vi søger derfor input fra roklubber og lokale aktører, som står bag arrangementer, hvor coastalbådene kan indgå som en del af oplevelsen. Det kan for eksempel være åbent hus i klubben, by eller havneevents, vandsportsdage, festivaler eller andre aktiviteter, hvor der i forvejen er liv ved vandet.
Ved arrangementerne stiller Dansk Forening for Rosport med instruktører, som introducerer bådtypen og giver nye roere mulighed for at komme på vandet og prøve kræfter med coastalbådene under trygge rammer. Tilbuddet er gratis for klubberne, og arrangementerne udvælges i dialog med sekretariatet, så de passer ind i projektets rammer og geografiske muligheder.
Formålet er at skabe synlighed omkring coastalroning og gøre det let og uforpligtende for nye interesserede at få deres første møde med rosporten.
Har jeres klub eller lokalområde et arrangement i 2026, hvor coastalroning kunne være et oplagt indslag, hører vi meget gerne fra jer.
Kontakt udviklings- og projektkonsulent Lennart Vestergaard på [email protected]