Store forventninger har ikke slået OL-håb ud af kurs

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Hvis Christina Juhl Johansen har haft svært ved at få pusten siden sin tilbagekomst til DRC i efteråret 2016 kan man ikke bebrejde hende det. For det ville kræve en sportskvinde af en vis kaliber, at kunne bevare begge ben på jorden i lyset af de fysiske og ikke mindst mentale udfordringer, som den humørfyldte fynbo er blevet konfronteret med i foråret og sommeren 2017.

I starten af året fik Christina Juhl Johansen i kølvandet på Anne Dsane Andersens karrierestop muligheden for sammen med Hedvig Lærke Berg Rasmussen at vise formatet i W2-, en båd, der ved OL i Rio på det nærmeste var blevet dansk folkeje gennem den nærmest sensationelle bronzemedalje. Samarbejdet er gået ud over alle forventninger. På rekordtid har pigerne fundet sammen, ikke kun på vandet, men også udenfor, og har skabt en konstellation, som man med rette fremadrettet kan have store forventninger til, skal man dømme efter parrets internationale ”jomfru-regatta” ved EM i Tjekkiet, hvor det blev til en imponerende sølvmedalje efter Rumænien.

Fra spirende talent til OL-håb
Så fra at være et spirende talent som ind til nu havde haft en tredjeplads i B-finalen ved World Cuppen i Luzern i W4x i 2014 som sit bedste resultat på senior-niveau, så har Christina ud over at skulle vænne sig til at ro med én åre i nyt makkerskab med alle de udfordringer, det kan medføre, skullet vænne sig til det forventningspres, som naturligt følger med, når man pludseligt er en del af en båd, der har vundet medalje ved OL.

”Vi forsøger ikke at tænke så meget på forventningerne”, siger Christina Juhl Johansen. ”Det er klart, at der vil være forventninger i kraft af, at Lærke tog medalje til OL sidste år, og det har været en båd, der har gjort det rigtig godt. Men vi har fokuseret rigtig meget på, at vi er en ny båd især fordi toeren er teknisk anderledes i forhold til, hvis det havde været dobbeltsculler. Så teknisk set har samarbejdet været anderledes og vi har været fokuseret på, at det er en ny båd og et nyt projekt. Selvfølgelig har vi forventninger til os selv, men vi forsøger at abstrahere fra, hvad alle andre forventer og i stedet fokuserer på, hvad vi selv kan gøre”, siger Christina.

”Det er bare Bagsværd Sø”
Før afrejsen til Racice var der en god portion sommerfugle i maverne hos de to piger; ikke kun fordi det var deres internationale debut, men også fordi man allerede hjemmefra havde fået en fornemmelse for, at trods det meget tidlige tidspunkt i samarbejdet, havde man allerede fået oparbejdet en god fart på vandet, som gav forhåbninger om et godt EM.

”I ugerne op til havde vi en fornemmelse af, at vi var ved at finde en god fart i båden, men det er jo også et spørgsmål om at få det prøvet af, så det var ikke fordi vi regnede med noget stort i Tjekkiet. Så det var bare om at tage den gode træning fra Bagsværd med til EM og så se, hvor langt det kunne række. Da vi blev sendt ud til finalen, sagde Mads (Haubro, cheftræner, red..) til os ”det er bare Bagsværd Sø, I skal bare ud og ræse lidt mod Juliane og Mathilde, bare forestil jer, at det er distancer, I skal ro”. For at holde hovedet koldt og kun fokusere på os selv og ikke konkurrenterne”, siger Christina Juhl Johansen.

Med det lovende resultat i Tjekkiet er forventningerne fra omgivelsernes side ikke kun skubbet i vejret, men opmærksomheden omkring Christinas person er også blevet større, erkender hun selv. ”Det var min første mesterskabsmedalje med alt hvad det fører med af TV, interviews og så videre. Og jeg har da også kunnet mærke, at der har været mere opmærksomhed fra forskellig side. Inden for rosporten er vi normalt ikke vant til så meget TV-opmærksomhed, men det er ikke noget, jeg tænker så meget over, jeg kommer bare til træning som altid og forsøger, at optimere på alle de ting, vi gerne vil blive bedre til”, siger Christina.

Ingen slendrian
Det lovende resultat i Tjekkiet har givet parret et ordentligt moralsk boost, med trods de positive fremtidsaspekter lover Christina, at der ikke er sneget ”en slendrian” ind i parrets forberedelser frem mod sæsonens sidste World Cup i Luzern plus VM i USA senere på året.

”Det er klart, at det giver sindsygt meget mere motivation, at være med der, hvor man er med fremme. Vi prøver at lade være med at tænke på ”ok, det her var efter tre måneders træning, hvor langt kan det ikke bære?” Vi kommer ud med et rigtig godt resultat til EM, men derved så ikke være sagt, at vi så bare hviler på laurbærrene. Vi har stadigvæk rigtig mange ting, vi kan optimere på og skal have indarbejdet endnu mere. Så det er ikke sådan, at vi går rundt og tænker, at det der, det har vi bare styr på”, slutter Christina Juhl Johansen.