Stejl udviklingskurve for nyt W2- par før EM

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Et ordsprog siger ”Når én dør lukkes, så åbnes der en ny”. Svingdøren har i den grad været i brug hos DRC i det halve år, der er gået siden OL sluttede og hvis trænere, atleter og folk i og omkring forbundet har været efterladt stakåndede, så er det i den grad forståeligt, hvis man tager forandringernes hyppighed i mente. Heller ikke W2-, der i Rio blev hele nationens kæledægge i tre uger på baggrund af Anne og Lærkes imponerende bronzemedalje, gik ram forbi i den proces. Anne Dsane Andersen valgte, at sige stop, og dermed indledtes jagten på en ny makker til Lærke, der i tiden efter OL havde oplevet den post-olympiske- stress periode, som så mange atleter gennemgår.

”Det svære var, at man i så lang tid havde haft et mål, og da det så var overstået og man havde nået det mål, der var det som om man kom ud i ingenmandsland for hvad skulle man så nu? Før OL havde alting været meget fokuseret omkring kun roning med at spise, sove og ro, og da man kom hjem, så skulle man pludselig også finde ud af, hvordan man fik passet sine studier ind i det program, og det synes jeg var meget vanskeligt”, siger Lærke, der i dag fornemmer, at der grundet hendes medalje ved OL stilles større forventninger til hende end førhen, også selv om hun pludselig har fået en ny makker.

Bevidst om forventningspres
”Jeg er måske nu blevet mere bevidst om, hvad folk tænker, den måde, de forventer, at jeg skal være på og det som de forventer jeg bør kunne. Og det pres kan jeg måske også lægge over på mig selv fordi jeg tænker, at der er nogle ting, som man kan forvente af mig netop fordi jeg vandt medalje i Rio”, siger Lærke.

Christina Juhl Johansen havde allerede i efteråret 2014 været involveret i selektions-processen til W2- blandt tre andre piger, og da der pludselig åbnede sig en ny mulighed i foråret 2017, faldt valget på den humørfyldte fynbo blandt masser af andre håbefulde unge piger, der ligesom Christina ikke havde meget erfaring med at ro med blot én åre. ”Det er ikke meget Christina har roet med én åre, men grunden til at jeg satte dem sammen var, at deres bevægelsesmønster ligner meget hinanden i båden og i ergometret”, siger træner Mads Haubro.

Netop overgangen fra to til én åre har været en vanskelig hurdle for Christina, der dog er gået ind til opgaven med krum hals og nu øjner lys for enden af tunnelen. ”Det har været spændende og en kæmpe udfordring. Starten har været svær, men jeg synes, at vi er kommet godt efter det. Jeg havde prøvet en lille smule at ro med ’en åre og havde en fornemmelse af, at det var svært. Men jeg forsøgt, at minde mig selv om, at forskellen ikke er så stor, Vi skal stadig ro 2 km og bevægelsesmønstret er det samme. Vi arbejder sammen på en anden måde fordi vi har én åre hver og man er meget mere sammen om sætte åren i og trække åren op ad vandet på samme tid, men grundlæggende er det det samme som at ro med to årer”, siger Christina.

Fra to til én åre
Indledningsvis har Lærke været en slags læremester, en mentor, for Christina, hvilket har hjulpet Mads Haubros arbejde, men gradvist har samarbejdet udviklet sig, så parret ifølge Mads Haubro er ligeværdige. ”Den første tid var Lærke en slags mentor eller underviser, hvilket var fantastisk, da det gjorde mit job lettere. Lærke kunne nogen gange forklare tingene fra en anden vinkel end min, så Christina hurtigere forstod eller mærkede hvor vi ville hen. I dag er det jo lige så meget Christina, der hjælper Lærke. De støtter hinanden med hver deres forcer og komplimenterer derved hinanden godt. Nu hvor det begynder at gå bedre og bedre, bliver det et mere og mere lige samarbejde” fortæller Mads Haubro således.

Christina har i den første vanskelige læringsproces, hvor man er bange for at kæntre og skal lære, hvordan man holder på åren, i den grad nydt, at have Lærke ved sin side. ”Det har givet mig masser af motivation at få lov til at ro med Lærke. Jeg ved, at jeg skal bare suge til mig fordi Lærke har masser af erfaring med at ro med én åre og det giver en tryghed, at jeg har kunnet læne mig op ad hende”, siger Christina således. Men selv om Lærke er gået ind i samarbejdet med større erfaring end Christina, understreger hun, at det nye makkerskab er som, at sætte tilbage på skolebænken.

”Selvfølgelig har jeg siddet i en båd, der endte med at gå stærkt og det har givet en god ballast. Men egentlig skal jeg lidt lære det igen for Christina er ikke den samme som Anne var. Vi er en ny konstellation og vi skal finde hinanden. Der er mange ting, der skal revurderes for at finde ud af, hvordan vi bliver bedre. Jeg kan egentlig ikke lide, at tænke på mig selv som en slags mentor, men man kan også mærke, at Christina får mere og mere selvtillid i båden og det er helt klart målet, at vi bliver ligeværdige”, siger Lærke således.

Stejl udviklingskurve
Omkring 420 kilometer tilbagelagde pigerne tilsammen på de første træningslejre i bestræbelserne på at optimere samarbejdet, og de første signaler har ifølge Mads Haubro været meget positive. ”Den fine udvikling, som de havde på træningslejrene fortsatte da de kom hjem. Det er en stejl udviklingskurve de har i øjeblikket, hvor de har mulighed for at se, at de forbedrer sig hele tiden uge for uge. Det er en god periode, vi er inde i øjeblikket, hvor Lærke og Christina fornemmer, at de hele tiden udvikler sig, og det giver selvfølgelig en øget motivation”, siger Mads Haubro.

Medvirkende til de positive takter har været, at pigerne ikke kun er begyndt at finde sammen i båden, men også på land fungerer godt sammen socialt.

”Når man indgår et makkerskab i en toer eller dobbeltsculler, bliver det et ekstremt tæt samarbejde. Det skal helst fungere rimeligt på land, men det er langt fra afgørende. I princippet kunne de være vidt forskellige steder rent mentalt og ikke have det godt sammen socialt, men alligevel fungere godt sammen på vandet. Hvis man har høje nok ambitioner og formår at tilsidesætte sine forskelligheder i båden kan det godt lade sig gøre. Men det letter selvfølgelig arbejdet, at man kan lide hinanden. Det er min helt klare fornemmelse, at de har det godt sammen på land”, siger Mads Haubro.

Den opfattelse deles af Christina, som generelt følger, at parret har fundet godt sammen på og uden for vandet. ”Selvfølgelig var der tidspunkter på træningslejren, hvor man har brug for at være alene, men det vil der alligevel altid være for man får næsten altid lidt kuller på de træningslejre. Vi bor jo begge to alene, så vi er vant til at kunne lukke døren, når man har brug for bare at være sig selv og jeg synes også vi har været gode til at give hinanden plads på træningslejrene, når der var behov for det”, slutter Christina.

Parrets første internationale styrkeprøve blive EM i Tjekkiet i slutningen af denne måned.