wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Fie Udby Erichsens finale-billet og letvægts-damedobbeltfirerens VM-sølv stjal overskrifterne fredag i Plovdiv.

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

M1x
Det var lige ved og næsten, da Sverri S.Nielsen (DSR) i dag stod på tærsklen til karrierens største resultat, da han var sølle 0,77 sek. fra at kvalificere sig til A-finalen. Det færøske watt-monster fik ifølge træner Thomas Poulsen ellers en godkendt start, da de første 15-20 tag fulgte planen, men det var i overgangen fra start til banetempo at tingene gik skævt og Sverri fik sat det til, som kom til at mangle i slutfasen. Med ca. 500 meter igen lå Sverri således sidst med 2.78 sek. op til briten Harry Least, som på det tidspunkt indtog tredjepladsen og den sidste af de pladser, der ville give adgang til finalen. Men på de sidste 500 meter kom det færøske watt-monster i et voldsomt ryk, og det var meget tæt på at Sverri havde fanget den New Zealandske verdensrekordholder Robert Manson, som var tæt på at blive overrumplet af danskeren.

(Tre både ville gå videre, Sverri sluttede på fjerdepladsen 0,77 sek. efter Manson)

W1x
Fie Udby Erichsen (KVIK) kan glæde sig over at hun er i sin første VM-finale siden 2008, dan hun i fredagens ræs besatte andenpladsen efter Irlands Sanita Puspure og dermed satte sig på en af de tre pladser, der ville give adgang til A-finalen. Fie kom flot ud af starthullerne, rundede 500 mærket i bedste tid, og lå blot 0, 51 sek. efter den hurtige Puspure ved 1000 meter mærket. ”Jeg kom godt fra start, fulgte den plan vi havde lagt ind til 1000 meter. Derefter mistede jeg noget af min rytme, og jeg fik det sværere”, sagde Fie efter løbet. Mens Fie var ved at miste sit momentum med 500 meter igen, havde Canadas Carling Zeeman til gengæld sat en flot spurt ind. Men canadieren ”stangede heldigvis en ugle” i slutfasen og dermed kunne danskeren ro andenpladsen sikkert i land 2,01 sekund foran Tysklands Annekatrin Thiele.

LW4x
Den første danske medalje ved VM i Plovdiv kom i hus, da Aja R. Holmegaard (Roskilde Roklub), Juliane E. Rasmussen (Odder Roklub), Mathilde Persson (Bagsværd Roklub), Trine Toft Andersen (Hadsund Roklub) roede en flot flot sølvmedalje i hus og dermed gentog deres bedrift fra World Cuppen i Luzern, hvor de også tog sølv. Mens kineserne fløj afsted som skudt ud af en kanon, så kom Danmark anderledes lidt trægt fra start og rundede 500 meter mærket på fjerdepladsen. Træner Henrik Mortensen havde på forhånd regnet med, at Italien, som indledte løbet på tredjepladsen ville blive en hård konkurrent, men mens danskerne havde overskud til at sætte et ryk ind på løbets midterfase, så faldt italienerne fra. Med 500 meter igen havde den danske kvartet 0, 72 sek. op til tyskerne, der lå på andenpladsen, men med en fantastisk spurt gik danskerne forbi og henviste tyskerne til bronzen.

(Kina vandt 5,01 sek. foran Danmark, der var 0,92 sek. foran Tyskland)

LM4x
Man kan ikke være andet end dybt imponeret over Jens Graudal (Bagsværd Roklub), Jonas Lund (Roklubben Furesø), Christian Hagemann (Lyngby Roklub) og Frederik Taulbjerg (Holstebro Roklub). Fra Københavner Regattaen over Ratzeburg, Luzern, U23 VM og nu senior-VM er de vokset med opgaven og har vist et flot højt internationalt niveau. Det er nogle fantastiske drenge, der er gået ydmygt ind til opgaven og man kan kun begejstres over den måde som de har tacklet det pres, der ligger på udøverne, at skulle være til VM. I dag skulle man så vise formatet i A-finalen, og kvartetten kom egentlig fint fra start og rundede 500 meter mærket på tredjepladsen. Desværre formåede man ikke at overføre den gode start til midterstykket, hvor de måtte se en række nationer rykke forbi dem. Med 500 meter igen var de derfor røget ned på femtepladsen, men drengene formåede at sætte et skarpt punktum for deres optræden i Plovdiv ved at ro de sidste 500 meter i bedste tid, hvilket rakte til en samlet fjerdeplads.

(Tyskland vandt foran Italien og Tyrkiet, Danmark sluttede på fjerdepladsen 1,74 sek. efter Tyrkiet)

LW1x:
Iben Østergaard (Bagsværd Roklub) har ved VM i roning bl.a været på jagt efter international erfaring og den har hun fået. Og hun har fornemmet, hvordan det er at skulle håndtere det pres, der ligger på ens skuldre ved at sidde i en letvægtssinglesculler. I dagens ræs skulle Iben sætte punktum for sin deltagelse i Plovdiv, og det fik hun gjort ganske fornuftigt. Bagsværd-roeren har ikke trukket de store overskrifter i Bulgarien, men det kunne man heller forvente, og i dag fik lhun ukket ned for sin optræden ved VM ved at slutte på tredjepladsen i C-finalen.  VM har dermed måske ikke budt på de store resultater for Iben, men det har været gode lærepenge.