Det sidste kapitel blev skrevet i føljetonen om VM i Bulgarien søndag eftermiddag og efter landsholdsroerne landede i Kastrup mandag aften er det nu blevet tid for Sportschef Finn Trærup-Hansen til at gøre status.
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
Danmark formåede at vinde en enkelt medalje (af sølv) i Plovdiv i kvindernes letvægtsdobbeltfirer ved Aja R. Holmegaard (Roskilde Roklub), Juliane E. Rasmussen (Odder Roklub), Mathilde Persson (Bagsværd Roklub), Trine Toft Andersen (Hadsund Roklub). Det var en opløftende præstation for pigerne, der giver håb om, at der kan sættes en slagstærk letvægtsdobbeltsculler hen i mod næste års VM.
Næsen var sat op efter mere
I kraft af, at man opnåede yderligere tre A-finale billetter, havde man håbet på mere metal, men Sportschef Finn Trærup-Hansen glæder sig over, at man i enkelte bådtyper er konkurrencedygtig med de allerbedste. ”Det var dejligt med sølvmedaljen til de danske letvægtskvinder og de tre andre A-finaleplaceringer. Jeg havde dog sat næsen op efter endnu en medalje for den var indenfor rækkevidde i flere bådtyper. Sådan blev det ikke, men vi kan konstatere, at vi er med i kampen om medaljer med flere både”, siger Finn Trærup-Hansen således.
Specielt de danske singlescullere stod stærkt i billedet i Plovdiv. Således kvalificerede Fie Udby Erichsen (KVIK) sig for første gang til en VM-finale i W1x og Sverri S.Nielsen (DSR) fik med en 7.plads sit bedste resultat ved VM nogensinde. Også damefireren med Anne H.Larsen (Odense Roklub), Frida Sanggaard Nielsen (Bagsværd Roklub), Lærke Berg Rasmussen (DSR), Ida Gørtz Jacobsen (Bagsværd Roklub) viste med en fjerdeplads i finalen et højt internationalt niveau på trods af den overbelastningsskade, som Frida fik i træningslejren i Østrig.
Lovende udvikling
”Sverri Nielsens syvendeplads understreger udviklingen gennem sæsonen, hvor han konstant snuser til A-finalefeltet. Fie Udby Erichsen har haft en god sæson med træning og præstationsniveauet er højt. Et godt afsæt for singlescullerne frem mod VM næste år. Samtidig har de kvindelige en-åresroere vist et rigtigt højt internationalt niveau, og der er en god gruppe at arbejde med”, siger Finn Trærup-Hansen.
Emil Espensen (DSR) og Alexander Modest har sæsonen igennem demonstreret et opadgående niveau, men i Plovdiv fik de ikke mulighed for helt at vise formatet, da blev offer for store banefordele til stor frustration for den danske lejr. ”Det er ærgerligt, at letvægtsdobbeltsculleren med Emil Espersen og Alexander Modest røg ud i et løb, hvor vinden afgjorde placeringerne. De har dog vist opadgående præstationer, der ser internationalt lovende ud”, siger Finn Trærup-Hansen.
Stor udfordring med tunge herrer
Den største danske skuffelse var uden tvivl den danske herrefirer med Steffen Bonde Jensen (Københavns Roklub), Tobias Kempf (DSR), Joachim Sutton (Roskilde Roklub) og Tøger Berg Rasmussen (DSR), som efter sidste års A-finale denne gang måtte nøjes med en plads i D-finalen denne gang. ”Det er klart, at vi har de største skridt at gå med de tunge herrer. Vi er endnu ikke så langt, at vi har konstant fart, der matcher den internationale top. Vi ser det positive i, at vi har set enkeltstående gode præstationer, og at der er en forholdsvis stor gruppe af satsende roere i klassen. Der kommer flere til fra U23”, siger Finn Trærup-Hansen, der desuden glæder sig over, en række af Danmarks ypperste talenter fik mulighed for for første gang at stifte bekendtskab med et senior-VM.
“Der er unge roere, der har fået gode oplevelse og erfaringer ud af deres første deltagelse i et senior VM. Det kan vi kan bygge videre på.”
”Alt i alt et ok VM, som viser at vi kan være med på medaljeniveau, også i de kommende år”, siger Finn Trærup-Hansen i en afsluttende kommentar.
-
Kontakt:Thor Juul KristensenSportschefTlf.: +45 51 78 82 39Mail: [email protected]Landsholdet i RoningFølg os på Facebook