Fysioterapeuterne indtager en vigtig rolle på det danske landshold
Af DRC Pressechef, Svend Bertil Frandsen
Det er dem, som arbejder i skyggerne. I skyggen af sejre og nederlag, succes som fiasko. Vi ved, at de findes, men det er sjældent, at vi taler om dem, i hvert fald ikke offentligt. Inderkredsen omkring landsholdet kender dem, men offentligheden kender dem ikke. De finder meget sjældent vej til avisernes spalteplads eller TV-kanalernes spotlights. Alligevel kan deres betydning for landsholdets fysiske og mentale tilstand ikke overvurderes. Vi snakker selvfølgelig om landsholdets fysioterapeuter, Anders Madsen og Troels Stisen Ruthner.
Fysioterapeuterne indtager en meget central betydning for de resultater, som landsholdet gennem de sidste mange år har opnået. Når landsholdet er på tur, i træningslejr eller til regattaer, er det ofte på ”fyssernes” værelse (altid let at kende, for der hænger altid en tidsplan, hvor roerne kan skrive sig på), at dagen begynder og slutter, når roerne modtager behandling. Det er her, at du ikke kun kan få massage, akupunktur, mobilisering, udspænding, råd om genoptræning, etc.. men også få luft for dine frustrationer, give lods for dine tanker og følelser i et fortroligt rum, som ingen andre har adgang til.
Vigtig funktion
Sportschef Lars Christensen slår fast, at fysioterapeuterne indtager en meget vigtig funktion på landsholdet: ”Anders er en meget rutineret herre, han har været tilknyttet landsholdet i meget lang tid og er en stor del af holdet. Han har opbygget en stor viden om roning i de år, han har været hos os og roerne er meget trygge omkring ham. Troels har ligeledes haft med roning at gøre i en del år fordi han også har arbejdet for Kraftcenter København. Så det er nogle rutinerede kræfter vi har, når vi er afsted”, siger Lars Christensen.
Lisbet Falch Jakobsen (Bagsværd Roklub), der jo som bekendt kvalificerede sig til OL i W2x med Nina Hollensen i Luzern, er en af de roere, der som oftest har befundet sig på briksen. Også hun hylder den behandling, som hun har modtaget fra Anders og Troels, som har hjulpet hende på vejen mod Rio. ”Jeg er måske en af dem, der har brugt dem allermest fordi jeg har været igennem en del skadesforløb. Når man er roer og træner, så er der altid nogle skavanker. Jeg har haft noget med lysken, knæet, armene, etc.. og der har de haft en kæmpe betydning for at finde den rigtige behandling bl.a gennem massage og akupunktur og samtidige lave programmer for genoptræning. Og så har de også været gode til at spørge ind til, hvilken effekt behandlingerne har haft på min krop, så de får en viden om, hvordan ens krop fungerer”, siger Lisbet.
Lysten driver værket
Skal man finde en forklaring på behandlingens kvalitet, så må det i grad tilskrives, at lysten driver værket hos de to fysioterapeuter. Således føler Anders, at det er et privilegium hver dag, at arbejde med atleter på allerhøjeste niveau. ”At arbejde med sportsfolk, det er jo nogen, der træner på rigtig højt niveau, hvor det er de små detaljer, der gør en forskel. Og så er der det her med, at man hvis man var en kok eller en mekaniker, at få lov til at arbejde med de bedste råvarer eller en toptunet racerbil, det er der, hvor det er fagligt udfordrende. Jeg tror da, at enhver mekaniker hellere vil arbejde med en Lamborghini eller en Ferrari end med en gammel folkevogn. Og på den måde er vi også heldige, at få lov til at arbejde med de allerbedste atleter i Danmark.”, siger Anders Madsen.
Anders Madsens ´ kollega, Troels Stisen Ruthner peger på bindeleddet mellem fysioterapeuterne og trænerne/sportschefen, som en meget vigtig del af det samarbejde, der hersker inden for Danmarks Rocenter i forhold til at få atleterne til at yde deres bedste: ”Ofte kan Anders og jeg mærke og se og føle det, hvis en roer er på vej ind i overtræning og måske er tæt på, at blive skadet. Derigennem kan vi være en slags bindeled til træneren om, hvordan han kan overveje at dosere træningen. Og der kan det nogle gange måske være nemmere for os, at snakke med træneren i stedet for at atleten selv opsøger ham”, siger Troels.
Mental sundhedstilstand
For Anders Madsen er arbejdet med roerne ikke kun hans daglige beskæftigelse men også en måde, at leve sine egne personlige ambitioner ud gennem roerne. På den baggrund bliver det kun en ekstra glæde, at hjælpe roerne til at opnå store resultater. ”Jeg synes, at når ens egen sportslige karrieres højdepunkt lidt er overstået, så er det lidt noget med at køre videre på den drøm, man selv havde om en eliteidrætskarriere ved at hjælpe andre til at opnå store ting. Mit arbejde består langt hen ad vejen i, at få dem til at føle sig godt tilpas og derigennem få det bedste fysiske og mentale frem i dem, så de også derigennem opbygger en tro på, at de kan gøre det”, siger Anders Madsen.
En ting er, at roerne kan få behandling til hjælp af fysiske skavanker. En anden er den funktion, de udfylder ved også at være indirekte kilder til roernes mentale sundhedstilstand gennem de samtaler, som de i løbet af behandlingerne har med roerne inden for fortrolighedens trygge rammer. ”De fungerer fantastisk godt ikke kun som behandlere, men som personlige støttefigurer, hvor roerne kan ”komme af” med nogen ting. Det er et fortroligt rum, de går ind i, når de går ind til ”fysserne” og der kan man snakke om nogle ting, som man ikke kan snakke med andre om. De har en meget vigtig rolle i forhold til den gruppe-dynamik, vi har fordi roerne kan få afløb for frustrationer og få snakket om ting, der ligger dem på sinde”, siger sportschef Lars Christensen således. Det argument bakkes op af Lisbet Falch Jakobsen, som pointerer at den ”mentale behandling”, som Anders og Troels står for, rangerer lige så højt som den fysiske.
Personlig tilfredsstillelse
”I forhold til det mentale er det ofte på træningslejre jeg har brugt dem. Der er det tit det samme og det samme hele tiden, og der er altid nogle ting, der dukker op. På de tidspunkter er det fantastisk, at kunne komme ind til dem og kunne snakke om snakke og løst og fast fordi det er et frirum, hvor man ved, at det man siger, ikke kommer videre. De er ikke indblandet i tingene som trænere og ledere, og derfor er det nemmere, at åbne op over for dem. Det er fordi de er de personer, som de er, at man føler sig utroligt tryg i deres hænder og der hersker en rigtig stor tillid mellem dem og os. Det er jo nærmest halvdelen af behandlingen, at man kan komme ind og snakke hos dem”, siger Lisbet
Så god er kemien mellem roerne og fysioterapeuterne, at Anders og Troels føler et enormt tilhørsforhold til roerne, hvor man med liv og sjæl går op i roernes præstationer på et niveau, hvor der ligger en stor personlig tilfredsstillelse hos de to fysioterapeuter, hvis det går landsholdsroerne godt. Således siger Anders Madsen: ”Det er en meget stor tilfredsstillelse for mig, hvis nogen har været igennem et meget hårdt og slidsomt forløb, hvor jeg har været inde over som behandler, at se dem få succes på vandet. Og når man står på tribunen og ser dem få medaljen om halsen, så kan man godt stå og få en klump i halsen og tænke ”hold da kæft, hvor har de fortjent det”. Når jeg er på min klinik, kan jeg se, at folk får det bedre og vender tilbage til deres arbejde, etc.. Men når jeg arbejder for landsholdet, så er resultatet af mit arbejde jo også meget målbart, f.eks. hvis en atlet kommer tilbage fra en længerevarende skade, finder formen, og vinder en medalje. På den måde føler jeg også, at jeg har en lille aktie med i deres succes”, slutter Anders Madsen.