Sådan går det OL-roerne i Japan

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

Det koster 12,- kr i minuttet at ringe til Japan. Derfor måtte undertegnede ty til et Messenger call for at snakke med Sverri Nielsen´s træner, Thomas Poulsen for at få et indblik i,  hvordan landsholdet er ”landet” i træningslejren i Ogata. OL-roerne var de første af alle danske atleter, der tog afsted til Japan. De har været der i over 14 dage nu, og her kommer Thomas Poulsen´s vurdering af, hvordan landsholdet har tacklet de forskellige udfordringer i OL-træningslejren.

Træningbetingelserne:
”Vi kan ro fuldstændig lige ud i 5 km på en kanal, så bortset fra at der er strøm, så er det superfine vilkår, De sidste tre km af kanalen er der nogle læbælter, nogle meget høje træer, der laver så meget læ, at selv om det stormer (vi har haft en del blæst på det sidste), så er der næsten blikvand dernede. Så vi har ikke oplevet en dag, hvor vi ikke kunne komme ud hernede. I bådhallen er der alt det udstyr, vi skal bruge. Motionscykler, ergometre, vægttræningsudstyr i bedre kvalitet end det vi har derhjemme. Desuden har et stort byggefirma udgravet et speciel 2 km bane til os, så i forhold til træningsbetingelserne er vi meget priviligerede.”

Varmen:
Vi er 500 km nord på i forhold til Tokyo, så her er mere køligt end i Tokyo. Luftfugtigheden er tæt på omkring 80%. Når solen kommer frem, så bliver her varmt. Vi har været op på 30 grader og med den førnævnte luftfugtighed, så er man tæt på betingelserne i Tokyo. Derudover sender vi roerne i varme-telt i den sidste uge op til afrejsen til Tokyo. Efter ti dage hernede er du super-akklimatiseret. Vejret har været perfekt og ikke for varmt for havde været for varmt, så var det gået ud over træningen.”

Restriktionerne:
“Efter omstændighederne synes jeg det går godt. Jeg havde frygtet, at det ville være værre. At det ville være som at komme til et fængsel. Vi må ikke forlade hotellet og kun være på begrænsede områder inden for og det synes nogle af roerne er hårdt, men alle har håndteret det meget flot. I mandags havde vi overstået vores 14 dages karantæne, men det ændrer ikke på, hvad regeringen giver os lov til. Vi må ikke køre ind til et supermarked og købe en cola eller køre ind til byen og spise en is. Så vi må kun færdes til og fra robanen.

Vi er vant til at bo på værelser to og to sammen, men hernede bor vi på eneværelser. Vi har ikke kunnet få lov til at bo på værelser sammen. Vi må ikke gå ind på hinandens værelser, men de har lavet et sted, hvor vi kan mødes.

Når vi skulle spise i begyndelsen skulle vi sidde kun én mand ved et bord med to meter til næste bord og vi skulle alle kigge i samme retning som om vi var i en biograf. Det var bare SÅ underligt. Men senere fik vi lov til at sidde i små grupper med max fire mand. Og nu har pigerne fået lov til at lave et bord for sig og mændene et bord for sig. Vi bliver Corona-testet hver dag, og vi havde alle meget brug for det sociale aspekt. Og det har byen og hotellet haft forståelse for.”

Maden:
Sverri´s søster Elsa er med som kok – hun har forberedt alle de råvarer, vi havde brug for på forhånd. Der har været nogle ting, som man ikke få hernede, så det har taget noget tid at skaffe dem, som mel, bønner og linser. De 14 dage, hun har været hernede har hun kunnet kommunikere med kokkene, men de har ikke måttet mødes. Det har været enormt godt at have hende med, for vi har fået den mad, vi gerne ville have, maden har været velsmagende, og hun har været rigtig god til at fortælle dem, hvordan den skulle tilberedes.

Service-niveauet:
Vi kunne ikke have ønsket os mere, de har gjort alt,  hvad de kan for os hernede. Service-niveauet er sindssygt højt. Byen og kommunen har ansat en slags bindeled mellem dem og os (Anton), som det sidste år har sørget for at tingene kom i orden og har haft kontakten med Finn (Trærup-Hansen, Sportschef, red.)