21. September 2017:
Rospinning – nøglen til udvikling i Ishøj Roklub
- Forside
- Nyheder
- Rospinning – nøglen til udvikling i Ishøj Roklub
Der bliver svedt og grint når medemmerne i Ishøj Roklub mødes til rospinning et par gange om ugen. En glad og energisk oplevelse som klubbens instruktører og bestyrelse nu gerne vil dele med andre.
Med sparring fra Dansk Forening for Rosport er klubben i gang med at forme deres eget rospinning tilbud, og forhåbentlig høste flere nye medlemmer gennem vintertræningen.
Klubbens formand Michael Duncan udtaler: ”…Vi er en lille klub med godt 35 medlemmer, og skal vi holde liv i fællesskabet er det vigtigt med nye aktiviteter og nye ansigter. Vi er privilegerede ved at have 10 maskiner og ikke mindst nogle gode instruktører, der vil det samme som bestyrelsen”.
I Ishøj Roklub er det Lone Hoff Kjeldsen, der er tovholder på projektet. ”…Lige nu er vi ved at forberede os på en rekrutteringsindsats i januar måned, hvor rigtig mange danskere kigger mod motionscentrene for at brænde julefedtet af. Her vil vi tilbyde os som et sjovt, uformelt alternativ. DFfR har givet os sparring på vores koncept. Hvilke målgrupper går vi efter, hvordan? Og ikke mindst hvordan vi organiserer rospinning aktiviteten i klubben. Derudover får vi masser af markedsføringsmaterialer stillet til rådighed. For os er det en stor hjælp at kunne trække på en ”opskrift”, der har været prøvet af i mange andre roklubber. Vi tror selv på, at rospinning kan være nøglen til udvikling af Ishøj Roklub. Nu handler det bare om at blive klar.
Målet for Ishøj Roklub er at rekruttere 10 nye medlemmer i den kommende sæson.