3. June 2025:
Projekt Bølge skudt i gang i Kalundborg
- Forside
- Nyheder
- Projekt Bølge skudt i gang i Kalundborg
Som en del af det nystartede Projekt Bølge, blev den allerførste pop-up begivenhed afholdt i forbindelse med Åbent Hus hos Kalundborg Roklub i onsdags d. 28/5. Her kunne nysgerrige besøgende og potentielle nye roere få et førstehåndsindtryk af de nye coastalbåde.
Klubben der selv er en aktiv coastalklub åbnede dørene op for interesserede gæster, der havde lyst til at prøve coastal. Der blev både kigget, spurgt og ikke mindst roet, da gæsterne fik mulighed for at komme ud på vandet og prøve kræfter med de stabile både, der er særligt velegnede til kystnære forhold. Interessen var stor, og stemningen bar præg af både nysgerrighed og begejstring for vandet både fra gæster og medlemmer i klubben.
Projektet er sat i søen for at skabe mere synlighed omkring rosporten i kystnære byer og gøre det nemt for nye interesserede at få en uforpligtende introduktion. Pop-up begivenhederne er en central del af projektet og bliver hen over sommeren afholdt flere steder, hvor folk kan møde op og prøve at ro i coastalbåde – helt gratis og uden tilmelding.
Næste stop for Projekt Bølge bliver Skvulp Festivalen i Holbæk den 7. juni, hvor der igen vil være mulighed for at få en smagsprøve på coastalroning. Her kan både børn og voksne kigge forbi, hilse på instruktørerne Karen og Mathilde og tage en tur i bådene fra festivalområdet ved Strandkanten.