12. August 2025:
Nu er tilmeldingen til begynderkaproning i Sorø åben
- Forside
- Nyheder
- Nu er tilmeldingen til begynderkaproning i Sorø åben
Den hyggelige og traditionsrige begynderkaproning i Sorø er et højdepunkt for mange klubber, der ønsker at give deres nye roere en tryg og motiverende start på kaproningslivet. Her handler det ikke om at slå rekorder, men om at få en god oplevelse, lære kaproningsformen at kende og mærke suset, når båden skyder frem over vandet.
Forår og sommer har givet mange nye roere
Forårets Skole-OL har givet tusindvis af elever smag for roning – og nu kan de, sammen med andre nye roere, prøve kræfter med kaproning i sikre og overskuelige rammer. Samtidig har sommerens kommunale ferieaktiviteter i mange byer givet endnu flere børn og unge muligheden for at stifte bekendtskab med sporten. Begynderkaproningen i Sorø er den oplagte næste milepæl for dem – en dag, hvor de kan opleve, hvordan det er at være en del af en regatta.
Glæde, fællesskab og gode minder
Begynderkaproningen er en fantastisk chance for at vise vores nye roere, hvad roning handler om: glæden ved at være på vandet, samarbejdet i båden, spændingen ved at ligge side om side med konkurrenterne – og ikke mindst det stærke sammenhold på land. Mange roere kan pege tilbage på netop deres første begynderkaproning som dagen, hvor de for alvor blev bidt af sporten.
En dag for hele familien
Udover selve løbene er der masser at opleve på land. Som sædvanligt vil der være mulighed for at købe pølser, brød og sodavand, så både deltagere og tilskuere kan hygge sig mellem løbene. Forældre, søskende og venner er mere end velkomne til at komme og heppe – det giver en fantastisk stemning, når der bliver råbt og klappet fra bredden.
Så tag klubkammeraterne under armen, find heppeflagene frem, og kom til Sorø for at fejre nye roeres første skridt ind i kaproningsverdenen. Vi glæder os til en dag fyldt med smil, fællesskab og masser af roning!
Tilmeldingensfristen er 4. september 2025