12. March 2026:
Nordjysk Ronetværk står stærkt – beretning fra årsmøde
- Forside
- Nyheder
- Nordjysk Ronetværk står stærkt – beretning fra årsmøde

Af Jacob Søndergaard, Nibe Roklub
Nordjysk Ronetværk: Klubberne holder sammen!
ÅRSMØDE 28.2.2026 I RANDERS ROKLUB
Repræsentanter for 12 klubber inden for det nordjyske ronetværk var samlet i Randers Roklub til det årlige netværksmøde: (Aalborg, Aalborg Dame, Skive, Herning, Frederikshavn, Læsø, Grenaa, Nibe, Randers, Lemvig, Struer, Hadsund og “Fur Hytten”). Der var adskillige relevante emner på dagsordenen: Opdatering af status fra klubberne, drøftelse af dagsorden for hovedgeneralforsamling, Medlemshvervning via E-roning gennem DFfR og “Motivu”, aktiviteter i netværks-regi, generalforsamling i den særskilte forening “Fur hytten”, som ejes i fællesskab af netværkets klubber – samt valg af nye netværks tovholdere for 2 år.
Randers Roklubs Vibeke Christensen bød alle velkommen og forsamlingen gik straks i gang med at drøfte stort og småt fra klubbernes egen verden (refereres ikke her).
Nej til at afvikle pligten til netværk
Emner fra årets hovedgeneralforsamling: Der var blandt mødets deltagere en vis forståelse for hovedbestyrelsens “oprydning” i antallet af udvalg, regler og forpligtelser.
Men når det kom til afvikling af den lovbundne pligt til at holde sammen på den fysiske forsamling af DFfR-klubber inden for den nuværende geografi, holdt enigheden op.
At man kan samles i opgave- eller interessebaserede netværk udelukker ikke, at der holdes fast i de geografisk baserede netværk, og at der holdes et pligtigt møde mindst én gang årligt blandt disse klubber. Ikke mindst de mindre – og måske i perioder ikke særligt aktive klubber – løber en risiko for at blive glemt, hvis der ikke holdes fast i et geografisk netværk, og her har det nordjyske ronetværk gode og stærke traditioner.
Denne holdning blev da også klarlagt ved en vejledende afstemning, som fuldt og helt bakker op om den nuværende situation. Ønsker klubber der foruden at indgå i interessebaserede netværk med klubber inden for eller uden for det nordjyske område, står dette den enkelte klub frit for.
Beslutningen understreges af, at der en god kontakt mellem klubberne, netværket har aktive tovholdere, netværket har årligt flere fælles arrangementer – og ikke mindst: De nordjyske klubber ejer i fællesskabet en lille hytte på Fur, som i øvrigt står til rådighed for udlejning til alle DFfR klubbers medlemmer.
Medlemshvervning
Mindst tre af netværkets klubber har inden for det seneste års tid gennemført programmet fra DFfR, som indebærer markedsføring af E-Roning gennem portalen Motivu. Der var generelt gode erfaringer med dette nye system, klubberne har fået øget tilgangen, men som altid er der nogle “lærepenge”, der kan medvirke til at fremme modellen fremover. Men alt i alt gode tilbagemeldinger fra de berørte klubber. Nu vil foråret så vise, hvor mange, der i forlængelse af forløbet vælger at tage en roeruddannelse til vands.

Fur Hytten – et stort aktiv
Formand for Fur Hytten, Poul Andersen, Randers Roklub, kunne berette om et gennemsnitligt godt år mht. udlejning til såvel nordjyske roere som roere fra andre dele af landet. Hytten holdes godt vedligeholdt, hvilket i høj grad skyldes Peter Havtorn (Skive Roklub), som fører tilsyn og retter hvad der skal rettes. Allan Pedersen (Aalborg Roklub) kunne ligeledes berette om dels en økonomi med et mindre overskud samt en fin egenkapital, der er sikkerheden for, at evt. uforudsete reparationer mv. kan udføres. Hytten trænger til to nye borde og 8 store, for de gamle er udtjent. I 2028 runder hytten 50 år, og ideen om at holde en stor aktivitet på Fur i den anledning fandt almindelig genklang. Bestyrelsen samt suppleanter og revisorer blev genvalgt.
Aktiviteter i netværks-regi
Der er årligt to traditionelle fællesture i netværks regi, nemlig en Løvspring tur (2026, som en enkelt klub pt. overvejer) – samt en Løvfalds tur (Skive Roklub, som runder 100 år).
Her foruden bliver der udbudt en “midtuge” termin for morgen- og formiddagsroere, som blot møder ind i en given roklub og “rydder bådehallen” for materiel. Dette arrangement kan i princippet holdes af alle klubber, idet der ikke er tiltænkt transport af både, men “først til mølle” og så roning i hvad der er til rådighed af materiel i den arrangerende klub. Arrangementet blev startet i 2024 i Nibe Roklub, blev i 2025 holdt i Randers Roklub, og der venter nu en indbydelse til 2026. Her foruden er der andre nordjyske ture mv. i det nordjyske, bl.a. Venø Rundt (Struer) og et arrangement i Randers.
Nye tovholdere for netværket
Mia Jakobsen (Nibe) og Christoffer Vinther (Aalborg) har de seneste 2 år varetaget opgaven som tovholdere for Nordjysk Ronetværk. De kommende 2 år faldt valget på Lene B. Knudsen og Søren P. Thomsen, begge fra Lemvig Roklub, som også næste år er hjemsted for årsmødet i Nordjysk Ronetværk.
