wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Middelfart Roklub har åbnet dørene for blinde og svagtseende med succesfulde ro-introkurser

I Middelfart Roklub har man fået etableret et værdifuldt samarbejde med Dansk Blindesamfund (DBS), der giver mening hele vejen rundt. Den fynske klub er nemlig begyndt at udbyde introduktionskurser til roning, i samarbejde med Fuglsangcenteret (DBS’ faste kursussted).

Senest har klubben og centeret i samarbejde afholdt et weekendkursus, hvor dygtige ro-instruktører fra Middelfart Roklub sikrede en tryg og grundig undervisning og introduktion til rosporten.

Kursisterne prøvede kræfter med både inriggerroning og roning i coastal

Søren Lykke, der er tovholder i roklubben, fortæller om et særdeles vellykket kursus, som gav nye oplevelser til både kursister og hjælpere:

“Ro-introkursus for blinde var en rigtig fin oplevelse. Flot rovand, glade deltagere og hjælpere havde en super oplevelse. Alle blev beriget med aha oplevelser. Vi lærte f.eks. at en blind godt kan være styrmand. Roeren på etter pladsen holder udsyn og giver kommando til den blinde styrmand.”

Fortæller Søren Lykke og fortsætter:

”Mine øvrige erfaringer og oplevelser med synshandicappede indenfor roning er særdeles gode og især et godt og frugtbart samarbejde med DBS og Fuglsangcentret i Fredericia. Jeg vil klart anbefale andre at tage personer med synshandicap ind i roverdenen. Vi har så gode oplevelser med det. En synshandicap er absolut ingen hindring for at nyde rosporten.”

Blandt deltagerne var Bertha Flensborg, en erfaren ergometerroer og guldvinder ved VM 2025 i Open Para-klassen. Hun deltog selv på kurset og fortæller:

”Jeg er personlig stadig helt høj, Middelfart Roklub skabte de mest inkluderende og gode rammer for ro-introkursus og var utrolig inkluderende og imødekommende – de delte alt det bedste de har – også klublivet.”

Og samarbejdet mellem Middelfart Roklub, Dansk Blindesamfund og Fuglsangcenteret er slet ikke slut. I den kommende weekend afholder DBS nemlig ’Sportsweekend for voksne’, hvor der også vil være mulighed for at vælge roning som aktivitet – og her står der igen frivillige fra klubben klar, til at præsentere deltagerne for rosporten. Og til september gentages succesen

Tak til Middelfart Roklub, for at være med til at facilitere kurset og for at gå forrest med at vise, at vi har plads til alle her hos os i rosporten.