29. April 2025:
Mejse Nielsen udtaget til U19-EM i JW1x
- Forside
- Nyheder
- Mejse Nielsen udtaget til U19-EM i JW1x
På baggrund af weekendens resultater ved Odense Langdistance har Udtagelseskomitéen besluttet at udtage Mejse Nielsen til U19-EM i junior pigernes singlesculler (JW1x).
Mejse Nielsen leverede både lørdag og søndag det bedste relative resultat målt op mod verdensrekorderne. På den baggrund vurderer Udtagelseskomitéen, at hun har potentialet til at opfylde de resultatkrav, der fremgår af udtagelseskriterierne.
Udtagelsen sker som led i komitéens ønske om at teste det p.t. stærkeste juniorhold mod den europæiske elite, for derigennem at få en bedre vurdering af niveauet i den danske juniortrup. Samtidig ønsker Udtagelseskomitéen at holde muligheden åben for en bredere trup til årets U19-VM, og derfor gives øvrige juniorhold mulighed for at kvalificere sig gennem iagttagelsesregattaerne. U19-EM ligger i den forbindelse uhensigtsmæssigt placeret i forhold til særligt Hamborg-regattaen.
Det fremgår af udtagelseskriterierne, at deltagelse i U19-samlingen er et krav for udtagelse til U19-EM. Udtagelseskomitéen har dog besluttet at give dispensation i dette tilfælde, da Mejse Nielsen har vist et stabilt højt niveau over længere tid. Derudover ønsker komitéen at sikre, at organisatoriske forhold ikke stiller enkelte atleter ringere.
Vi opfordrer alle involverede – sekretariat, TU, kraftcentre og klubber – til i fremtiden at planlægge i tæt dialog og med rettidig omhu, så deltagelse i obligatoriske samlinger og regattaer kan sikres.
Vi ser frem til at følge alle de unge roeres udvikling frem mod sommerens mesterskaber.
Junior EM 2025 finder sted den 24 til 25. maj i Kruszwica i Polen.
Tillykke til Mejse og hendes træner Karsten med udtagelsen.