27. January 2018:
Landsholdsroere viste lovende form ved DM
- Forside
- Nyheder
- Landsholdsroere viste lovende form ved DM
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
Grundet den måde, som træningen er sat sammen på, så er det naturligvis sjældent, at landsholdsroerne topper formmæssigt i slutningen af januar. Alligevel er der ved DM næsten altid garanti for meget store personlige præstationer, og på den led var DM 2018 bestemt ingen undtagelse.
Seks mand under 6 min
Med den konstante kamp for en plads i Guldfireren var der ofte før været masser af fokus på letvægtsroningen på herresiden. Men DM 2018 blev et vidnesbyrd, at Danmarks Rocenter i et forbilledligt samarbejde med Kraftcentre og de lokale klubber gennem Talent 2016 og Talent 2020 nu også har været i stand til at fremavle en stribe store spirende talenter i den tunge danske herreroning. I hvert fald kom ikke færre end seks roere under 6 minutter i dagens hurtigste løb, herrernes åbne klasse.
I et knivskarpt ræs var Sverri S.Nielsen DSR), Tøger Berg Rasmussen (DSR), Lars Fjord Garvey (DSR), Frank Steffensen (DSR), Christoffer Kruse (DSR) og Steffen Bonde (Odder) alle under 6 minutter, hvor ca. blot fem sekunder skilte nr. to fra nr. seks. Størst fokus var der naturligvis omkring Færøernes ”Watt-monster” Sverri S.Nielsen, der havde skabt forhåbninger om, at han for fjerde år i træk ville kunne forbedre den danske rekord, der lyder på 5:49:2 min. Det lykkedes dog ikke, men med en tid på 5:50:7 min kunne Sverri, der i øvrigt igennem ræset fik opbakning af Morten Jørgensen, være glimrende tilfreds med en absolut godkendt præstation.
Lovende form
Fie Udby Erichsen (KVIK) havde inden lørdagens event udtrykt, at hun så meget frem til den specielle atmosfære i Gladsaxe Sportscenter, hvor publikum modsat store regattaer, står tæt på deltagerne. Og glæden blev bestemt ikke ringere af, at hun i dag kunne notere sig for endnu en dansk titel, da hun vandt kvindernes åbne klasse selv om det desværre ikke blev til en ny dansk rekord. Den eksisterende rekord, der blev sat i 2016 lød på 6:35:3 min og Fie sluttede i dag i tiden 6:38:7 min.
Emil Espensen (DSR) kan sammen med resten af landsholdet mandag sætte sig i flyveren mod italienske Pazzo Lavazé og en uges skitræningslejr med masser af moral og tro på egne evner i bagagen efter at han sejrede i komfortabel stil i herrernes letvægtsklasse foran Jesper Fredsted (Odense) og Alexander Modest (Lyngby). Sidste lørdag satte Emil personlig rekord med tiden 6:07:5 min, og i Gladsaxe Sportscenter kom han tæt på en ny forbedring med tiden 6:08:8 min. Også Juliane Elander kunne glæde sig over, at hun er tæt på sin bedste ergometer-form, da hun endnu engang triumferede i kvindernes letvægts-klasse. 7:00:5 min lød hendes mesterskabs-rekord på fra sidste år, og i år rundede hun de 2000 meter i tiden 7:02:0 min.