wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Hedvig Lærke Berg Rasmussen og Christina juhl Johansen understregede endnu engang deres enorme potentiale ved at vinde VM-bronze på sen spændingsmættet dansk dag

Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen

W2-
Dagens helt store danske triumfatorer var uden sidestykke Hedvig Lærke Berg Rasmussen (DSR) og Christina Juhl Johansen (DSR), der scorede deres tredje medalje ud af tre mulige ved at vinde bronze i A-finalen. Træner Mads Haubro havde fra starten dikteret, at man skulle lægge tryk på omkring de 1000 meter, og få fårene skilt fra bukkene ved de 1500 meter. Pigerne trykkede flot, flot på, som Mads havde sagt og med 500 meter igen lå de på andenpladsen efter New Zealands Grace Prendergast og Karri Gowler, der har været suveræne i denne sæson. I indledende løb blev de to danske piger overspurtet af amerikanerne Megan Kalmoe og Traci Eisser i slutfasen af løbet, og det skete også denne gang. Men det kunne ikke slå skår i glæden over, at Lærke og Christina med knap otte sekunder ned til Spanien på andenpladsen kunne fejre deres første VM-medalje sammen.

LW2x
18 år efter at Bent Fransson trænede Juliane Elander Rasmussen (Odder) for første gang i Træningscenter Nord i Holstebro, skulle Juliane sammen med Aja Runge Holmegaard (Roskilde) med Fransson som træner for første gang ro VM-finale sammen. Danskerne forsøgte at tage initiativet fra start og lå efter de første 500 meter, som de rundede i tiden 1,43, 07 min. på en flot andenplads. Men så blev udgangsfarten simpelthen for høj, da specielt U-23 verdensmestrene fra Rumænien satte et voldsomt ryk ind, der trak New Zealand og USA med, mens en så stærk båd som den britiske (der fik bronze ved EM( sammen med Juliane og Aja måtte konstatere, at de ikke kunne være med i det selskab. Danskerne endte på sidstepladsen, men alt i alt må Bent Fransson være en tilfreds mand, når han skal gøre status på baggrund af pigernes begrænsede træningstid sammen i båden.

M4-
Der var fra mange sider stillet store forventninger hen i mod den tunge danske herrefirers indsats i deres første A-finale sammen. Det var blot Joachim Suttons (Roskilde), Tøger Berg Rasmussens (DSR), Steffen Bondes (Odder) og Tobias Kempfs )Odense) anden internationale regatta sammen, og der er ingen tvivl om, at drengene har masser af tingene at lære endnu, da Australien akkurat som i danskernes semifinale sammen med Italien, der besatte andenpladsen i Luzern, skød uimodståeligt fra start og efterlod resten af feltet til at samle resterne op. Danskerne havde mere end to sekunders afstand op til englænderne på tredjepladsen ved 1000 meter mærket, men danskerne havde ikke kræfterne til at hale ind på de tre første både, og måtte til slut tage til takke med en enddog meget imponerende femteplads.

LM2x
Selv om det ikke blev til en plads i A-finalen, har Mathias Larsen (Odder) og Emil Espensen (DSR) i USA taget et flot, flot skridt fremad ved VM i Sarasota og det blev dagens B-finale endnu en bekræftelse på. Det var den tjekkiske og den danske båd, der greb initiativet fra start i dagens ræs og ikke tillod andre nationer at blande sig i det ”two-horse race”, som etablerede sig fra start. Danskerne formåede ikke, at holde fast i tjekkerne, da der blev rykket hen over midterstykket, men Emil og Mathias lykkedes at holde bla.de stærke englændere bag sig i slutfasen, og kunne velfortjent ro en samlet 8.plads i land til træner Jens Vilhelmsens store tilfredshed. ”Jeg er rigtig tilfreds, de har slået lande her, som de tabte til i Luzern, den her bådklasse er ikke for børn, og de har taget et flot skridt frem”, sagde Jens Vilhelmsen.