wave Created with Sketch.
Se alle nyheder
Onsdag aften var Danske Studenters Roklub vært ved et flot arrangement for at fejre de to danske VM-medaljer

Af Bianca Toftebjerg

Det er nok gået de færrestes næse forbi, at Danmark i weekenden vandt ikke blot en med hele to medaljer ved årets senior VM i Linz-Ottensheim – et resultat som selvfølgelig skulle fejres og Danske Studenters Roklub var onsdag aften vært for en flot fejring af VM-resultaterne.

Den store københavnske roklub havde inviteret til champagne, pandekager og is og som en særlig overraskelse til Sverri, var formanden for det færøske roforbund fløjet til Danmark for at deltage i fejringen.

Hun startede sin tale på dansk, men slog efter et par sætninger over på færøsk – dog gik det ingen af de fremmødte forbi, at det var rosende ord fra en stolt formand.

Formanden for det færøske roforbund var rejst til Danmark for at være med til at fejre Sverris VM-sølv

Blomster til roerne – medaljer til trænerne

Når et hold vinder en medalje ved et internationalt mesterskab, som VM, er det ikke blot roerne der modtager en medalje, det gør trænerne også. Disse blev uddelt ved aftenens arrangement, men Sverri Nielsens træner Thomas Poulsen beholdt ikke sin medalje længe:

“Jeg plejer jo aldrig at beholde den. Den skal videre til en som har fortjent den, så den skal Sverris familie have, for uden deres støtte havde det ikke kunnet lade sig gøre.”

Derfor blev medaljen også hurtigt givet videre til Sverris familie, der naturligvis var til stede ved onsdagens arrangement.

Damernes træner Mads Haubro fortæller at den sidste uge inden VM og særligt de to første løb var hårde, fordi båden har været udfordret af rygsmerter og har måttet knokle, særligt gennem de to første løb.

For Sverris vedkomne, så havde Thomas Poulsen forudset den tætte finale og hårde konkurrence søndagens A-finale bar præg af.

Og kigger man på de seks sluttider i Sverris A-finale, så ligger de uhyggelig tæt hvor kun lige lidt over tre sekunder skiller vinderen fra sjettepladsen, og træner Thomas Poulsen bekræfter at det er sjældent man ser løb, der er så tætte som det var i søndags.

I weekenden er der testregatta på Bagsværd sø, men her kan de fem VM-medaljetagere tage en velfortjent pause. Da de har OL-kvalifikationen i hus, skal de nemlig ikke ro.

Pandekagerne der blev serveret var prydet med både danske og færøske flag