9. June 2017:
Knækket Guldfirer-drøm afløst af energioverskud hos Steffen Bonde
- Forside
- Nyheder
- Knækket Guldfirer-drøm afløst af energioverskud hos Steffen Bonde
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
FISA´s anbefaling til IOC om at trække letvægtsfireren fra det olympiske program har haft en massiv indvirkning på strukturen omkring den lette og tunge roning hos DRC. Og samtidig har en række af Danmarks mest talentfulde mandlige roere pludselig skulle indfinde sig i, at de aldrig kommer til at repræsentere OL i den båd, der har været dansk ronings mest succesrige gennem tiderne.
Men evnen til at sadle om og søge de største udfordringer er et gennemgående karaktertræk ved de største eliteudøvere. De forandringer, der fulgte i kølvandet på FISAs beslutning, ramte bl.a Odder Roklubs Steffen Bonde, der, som mange andre af dansk ronings mest lovende atleter, havde en stille drøm om en dag, at få et sæde i den eftertragtede letvægtsfirer. I stedet har Steffen måttet revurdere i hvilken retning ambitionerne skulle pege og tage en beslutning om fremover, at satse på den tunge roning.
FISA-beslutning ændrede alt
”Jeg var ikke gået op i den tunge vægtklasse, hvis der ikke var blevet truffet den beslutning, som FISA traf, at tage letvægtsfireren af OL-programmet”, siger Steffen Bonde i dag. ”Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg før har overvejet det, men jeg følte ikke, at de rigtige rammer var til stede på det tidspunkt, fordi der var ikke den samme opbakning for den tunge gruppe, som der er nu, fordi nu er der ikke noget andet. Men hvis letvægtsfireren stadig havde været der, så havde jeg nok set mine muligheder som værende bedre ved at blive på letvægtsfireren”, siger Steffen.
Selv om drømmen om et sæde i Guldfireren er væk for Steffen Bonde har overgangen til tung dog haft en meget positiv effekt på hans generelle velvære, som også har haft stor indflydelse på hans humør. En effekt, der i høj grad er forbundet med, at Steffen nu rent faktisk kan få lov til at spise. ”Jeg vil da ikke lægge skjul på, at det er en befrielse for mig, at jeg ikke længere i samme grad skal tænke over, hvad jeg putter indenbords. Det er klart, at det betyder meget, at man har mere energi og mere overskud i hverdagen”.
Humør-forandringer
Også træner Jens Vilhelmsen har bemærket forandringen i Steffens humør. ”Jeg har da ikke kunnet undgå, at bemærke det. Det er en luksus at være tung roer fordi du kan jo rent faktisk gøre noget ved din træthed, når du kommer fra træning, når du fylder depoterne op igen. Og det vil da altid have en positiv effekt på humøret lige som det har haft ved Steffen”, siger Jens Vilhelmsen.
Det er dog ikke kun fedtsyrerne, proteinerne og kulhydraterne, der har resulteret i en humørforandring hos Steffen. Der ligger også en bevidst beslutning bag, at vise en mere imødekommende side af den sympatiske Odder-roer. ”Jeg har tænkt over mit humør. Jeg har tidligere været meget direkte i den måde, som jeg har været på, og det har ikke altid været lige godt, så det har jeg forsøgt, at holde lidt tilbage for at undgå, at støde andre. Jeg håber, at jeg er blevet bedre til at læse folk i forhold til, hvordan de opfatter en”, siger Steffen Bonde således i dag.
Steffen, der i denne weekend deltager i regattaen ved Ratzeburg med resten af den tunge firer, føler selv i dag, at hele den mad-disciplin, han har skullet udvise som let roer i dag har givet ham den nødvendig erfaring for at dosere sine kulinariske indtag bedre, også selv om det er tilladt og nødvendigt at indtage mere end før.
”Det handler om at have energioverskud uden at det går ud over muskelmassen. Man skal forsøge, at blive stærkere, og samtidig holde fast i vægten. Jeg synes, at jeg kan bruge min erfaring meget i den her proces fordi jeg ved, at jeg har disciplinen til, at kan opbygge den vægt, jeg ønsker at have. Det er en balancegang, at opnå den fornødne kraft og styrke, men stadig bibeholde en forholdsvis fedtfri masse, så vægten ikke kommer til at hæmme farten i båden. I øjeblikket ligger jeg på omkring 88 kg, men efter VM sigter jeg på, at tage en fem-seks kg på, som jeg så tænker at trimme ned næste forår”, slutter Steffen Bonde.