9. September 2018:
Juliane før VM: ”Det skal helst krible i kroppen”
- Forside
- Nyheder
- Juliane før VM: ”Det skal helst krible i kroppen”
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
Hvis dit spændingsniveau er for lavt, så har du ikke den optimale parathed, du er sandsynligvis i ikke helt klar til at konkurrere og der er en risiko for, at det resulterer i en underpræstation. Omvendt, hvis spændingsniveauet er for højt, så kan det blive en stor udfordring, at holde fokus og koncentration over længere perioder. Tankerne flyver gennem hovedet på atleten, man er i ubalance, angsten sniger sig ind og der er risiko for at man ”stivner” i sin præstation.
Forskellige reaktionsmønstre
Det kan være meget individuelt, hvordan man reagerer før der skal præsteres. Nogle bliver indelukkede, andre fyldt med energi og har måske brug for at snakke meget og andre bruger måske musik til at slappe af. For Juliane Elander Rasmussn (Odder Roklub) handler det om at finde roen og trygheden i, at det hun skal ud og gøre, er det hun har gjort godt under alle de gode træningspas. Roen finder hun bedst ved ikke at spekulere så meget på selve konkurrencen i så lang tid som muligt:
”For mig er det meget indøvet, hvordan jeg bliver klar. Som letvægtsroere har vi hele det her vægt-cirkus, som vi skal igennem og det er der nogle gode rutiner forbundet med. Jeg bruger selvfølgelig tid på at tænke på den opgave vi har foran os. Men i så lang tid som muligt forsøger jeg ikke, at tænke på det forstående løb, for at give kroppen og hovedet mulighed for at slappe af”, siger Juliane Elander Rasmussen. ”så har jeg også virkelig mulighed for at skrue op for spændingen, når jeg begynder at tænke på løbet og konkurrenterne de sidste par timer inden starten.”
Tal dig ud af den negative spiral
Modsat mange af de unge roere på landsholdet er det første gang, at Juliane deltager ved et stævne i Plovdiv. Men store mesterskaber ligner jo hinanden og i den sammenhæng har hun stor erfaring at trække på. Og Juliane tilkendegiver også, at det med alderen er blevet lettere at finde den indre balance, som er essentiel for store præstationer: ”Erfaring betyder helt sikkert noget i forhold til at finde det rigtige spændingsniveau. Det er meget individuelt, hvordan man arbejder med spændingen, men det, som jeg egentlig er mest nervøs for, det er hvis jeg kan mærke, at spændingen ikke er der. Så ved jeg godt, at jeg skal gøre noget for at finde den frem. Det er vigtigt for mig, at jeg har den kriblende spændingsfornemmelse i kroppen”, siger Juliane.
Danmark har masser af relativt uerfarne kræfter med i Plovdiv og mange af dem skal for første gang i aktion ved et VM. I den situation kan kommunikation være den helt rigtige metode for at gå ind til opgaven med positivt fortegn, forklarer Juliane: ”Den største faldgrube er at ryge ind i den negative tankespiral, for den er ikke konstruktiv. Og er jeg kommet ind i den og ikke kan få mig selv ud af den, hjælper det mig at dele mine tanker med min træner, holdkammerater eller andre rokolleger. For mig er det i singlesculleren, at det er nemmest at falde i, fordi det hele hænger på ens egne skuldre, og man kan blive bange for om man slår til. Men når jeg ude som hold, så ved jeg, at de er der 100% for mig og jeg er der 100% for mit hold. Det giver en tryghed, som gør det nemmere for mig at ramme den rigtige spændingsniveau”, siger Juliane.
”Konkurrencen tænder mig”
Juliane har prøvet alt fra letvægtssinglesculler til letvægtsdobbeltsculler og letvægtsdobbeltfirer, og udfordringen med at finde det rette spændingsniveau er meget afhængig af, hvilken både du befinder dig i, siger Juliane. ”Der er meget forskel på om man skal præstere i en singlesculler, i en dobbeltsculler eller i en dobbeltfirer. Jeg er nervøs på en helt anden måde i en singlesculler end sammen med Aja, Mathilde og Trine.
“I en singlesculler handler det meget om mig og min spændingskurve. I dobbeltfireren handler det om, at vi som hold er klar og at jeg gør, hvad jeg kan for at mine holdkammerater er trygge og klar til at præstere på højeste niveau, det gør jeg blandt andet ved selv at være klar”, siger Juliane. Den erfarne Odder-roer glæder sig over, at hun og holdkammeraterne har haft en meget lovende træningslejr i Østrig, der giver grund til masser af optimisme før VM. ”Der er stor forskel på, hvordan man sætter sig op, det er meget individuelt, Konkurrencen tænder mig og jeg kan lugte savsmuldet nu, så jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang i morgen.
Når vi rykker fra træningslejren og ind på VM-stadion, så bliver jeg lige lidt mere klar og glæder mig til at ræse”, siger Juliane Elander Rasmussen afslutningsvis.