OL-lagunen Rodrigo de Freitas viste tænder på OL's første dag, og det betød ekstra udfordringer for de mange roere
Af DRC Pressechef Svend Bertil Frandsen
Bølgerne gik i bogstaveligste forstand højt, da det det danske landshold fik taget hul på deres OL-deltagelse med en dramatisk første dag, hvor lagunen Rodrigo de Freitas viste sig fra sin mest forræderiske side. For fra næsten ideelle betingelser opstod der næsten ud af ingenting bølger af rekordstørrelse, der gjorde det ekstremt svært for alle blot at undgå at kæntre. Det betød, at serberne Milos Vasic/Nenad Benik røg i vandet og Fie Udby Erichsens store konkurrent, Australiens Kim Brennan Crow nær var røget ud i opsamling.
W1x
Fie Udby Erichsen understregede sin store rutine ved at starte sit indledende heat i fornem stil, hvorefter hun på midterstykket, hvor forholdene var helt umulige formåede blot at ”overleve” og holde konkurrenterne bag sig. I mål var Fie Udby Erichsen på andenpladsen 0,40 sek. efter USA’s Genevra Stone og kvalificerede sig dermed til kvartfinalen.
Bagefter sagde Fie: ”Jeg følte, at der kom bølger, der nærmest gik mig til skulderen, så det var rigtig vildt derude. Men nu tager jeg en puster og glæder mig over, at jeg har trænet meget mere i at ro i dårligt vand end de andre. Jeg har mentalt forberedt mig på, at det ville blive dårligt vand, så det håber jeg på er en fordel for mig. Vores store favorit blev nr. 3 og der bliver vendt op og ned på det hele. Det er bare spændende at komme til at se, hvad der sker fremadrettet. Min optimisme er som vinden blæser. Du kan blive fanget i en bølge og så kan du bare ikke gøre noget. Men du skal huske på, at de andre kan også blive fanget af en bølge. Hvis du lige pludselig får den rigtige bølge og de andre får den dårlige, så er du lige pludselig med igen. Så jeg tænker, at hvis man får 10 gode tag, så kan man være med igen.”
W2x
Lisbet Falch Jakobsen og Nina Hollensen var på forhånd undertippede før deres indledende løb og danskerne formåede heller ikke at håndtere de vanskelige vilkår lige så godt som konkurrenterne. De to karismatiske piger endte på femte-og sidstepladsen i deres heat og skal nu ud i opsamling for at nå semifinalen.
Bagefter sagde to piger. “Der var gigantiske bølger og skub på vandet derude. Det var frustrerende. Vi var forberedt på, at det ville blive vildt og helt anderledes end det, som vi normalt ligger og træner på. Men det lykkedes ikke, at gøre det, som vi normalt gør til træning. Da vi kom over målstregen var vi helt syrede til i armene fordi vi bruger så mange kræfter bare på at styre båden. Vinden tager fat i årebladene og det bevirker, at man tager hårdere fat i årene og det gør ikke noget godt, i stedet begynder man bare at syre i armene. Det kommer ikke bag på os, at løbet var som det var. Det lykkedes bare ikke for os, at gøre det, som vi gerne ville”, sagde de til TV2.
LM4-
Det kan ikke overraske, at forventningerne til Kasper Winther Jørgensen, Morten Jørgensen, Jacob Barsøe og Jacob Søgaard er enorme, og de blev foreløbig tilfredsstillet i indledende løb. Trods de vanskelige forhold roede de velkendte kvartet i tiden 5:58:21 og satte dermed bedste tid af alle. Guldfireren sendte dermed et krystalklart signal til New Zealand og Schweiz, at man ønsker at spille med i kampen om guldmedaljerne.
Efter løbet sagde Morten Jørgensen og Kasper Winther Jørgensen til TV2: “Det var meget svære forhold derude, men vi fik en fin start de første 500 meter og så falder det lidt fra hinanden resten af vejen. Vi er positive, men der er også nogle ting, der skal forbedres frem mod semifinalen. Vi prøvede, at få lange tag og få et godt drev og det har vi forsøgt at arbejde hen i mod i de sidste fire år, hvor vi har siddet sammen i båden. Nogle gange bliver man ramt af en bølge og så korter man lidt af, men vi forsøger, at få det rigtige drev helt ned til målstregen. Vi sad med overskud og var ikke helt oppe i spurten til sidst, som vi vil gøre, når vi nærmer os finalerne. Men vi sidder med benzin tilbage i tanken, så det er rigtig godt. Vi kan ikke rigtig gøre noget ved vinden, så vi må bare tage de forholdsregler, som vi kan og gå ud og ro det, som vi har øvet os i. Jo mere vi kan slappe af og ikke spænde op fordi vi rammer en bølge, jo bedre kan vi udnytte vores kræfter. Vi tænker ikke så meget over, at vi havde bedste tid. Nu har vi en semifinale, hvor vi skal ro næsten bedre for at komme i finalen.”