10. October 2023:
Gode oplevelser til danskerne ved Coastal VM 2023
- Forside
- Nyheder
- Gode oplevelser til danskerne ved Coastal VM 2023
I den forgangne weekend har ni danske roere været i aktion ved årets Coastal VM, som blev afholdt i Barletta, Italien.
Her blev det til actionfyldte løb for KVIK og DSR roerne, som deltog i bådklasserne CW1x, CW2x, CW4x+, CMix2x og CM2x.
De danske roere fik prøvet kræfter med baner med mange vendinger, ‘beach landing’ hvor man skal løbe det sidste stykke i mål på stranden, og mange andre ting i løbet af årets Coastal VM. Udover en masse erfaring, så er roerne også blevet en oplevelse rigere.
Ved årets VM skulle roerne også starte med at hoppe op i båden, når løbet blev sat i gang. Hvordan det så ud i fireren, kan du se i videoen her.
Resultater
De danske både kom også hjem med fine resultater og der var dansk deltagelse i to af A-finalerne ved VM, som er lidt anderledes end ved kortbane regattaerne, for her er det top 18, der ror A-finale. Banen roerne skal ud på i A-finalen er også længere end i indledende, med flere vendebøjer.
I CW4x+ roede Tuuli Marikki Kasso, Natasha Stausholm Frandsen, Elisabeth Kaalund Keller, Samantha Robbins og cox. Tjalling Gijsbert Tjalsma (alle DSR) en 11. plads hjem i A-finalen.
Og i CW2x doblede Elisabeth Kaalund Keller og Samantha Robbins op og roede sig ind på 12. pladsen i A-finalen.
I CM2x blev Peter Maack Groes og Castor Valbum Badstue Rasmussen (DSR) nr. 15 i B-finalen.
I CW1x roede Natasha Frandsen (DSR) sig ind på en 4. plads i B-finalen.
For Torill Lindebjerg og Peter Weile (KVIK) blev det til en 7. plads i CMix2x B-finalen.
De danske dommere var også med
På dommersiden var Danmark også repræsenteret ved årets VM, her var både Flemming Gaur og Karen Leth Jensen med, for at se til at tingene gik ordenligt for sig. Her var særligt Flemming godt omkring, og havde både opgaver på vandet ved 4. vendebøje, men også på land som starter.
At de danske rodommere er med til Coastal VM gør også, at vi i Danmark fortsat udbygger vores viden om, hvordan man afvikler mesterskaber i coastal, som i sidste ende kommer alle konkurrenceglade coastalroere i Danmark til gavn.