15. November 2024:
Fokus på talentudvikling skal løfte dansk kaproning
- Forside
- Nyheder
- Fokus på talentudvikling skal løfte dansk kaproning
Denne nyhed er en del af en serie, hvor vi vil gøre dig lidt klogere på, hvordan elitekaproning og alt deromkring er opbygget i dansk roning. Her kan du læse første del, som forhåbentlig skaber et godt fundament, at læse de kommende nyheder ud fra.
Der blæser nye vinde over dansk roning og særligt dansk elitekaproning. Siden vi satte punktum for OL 2024 i Paris, er der sket mange ændringer og vi er langt fra i mål med dem alle.
En af de større, er ændringen af vilkår for tildeling af midler, som Team Danmark har foretaget. Det rammer både Danmarks Rocenter, men også landets otte kraftcentre. Lavpraktisk betyder det at støtten, som vores kraftcentre har været vant til at få fra Team Danmark, nu skal komme et andet sted fra.
Det er der, for 2025, allerede kommet styr på, fortæller næstformand i Dansk Forening for Rosport, Bo Kaliszan:
”Det arbejde, som bliver lavet ude i vores kraftcentre i hele Danmark, er enormt vigtigt at bibeholde, hvis vi gerne vil udvikle os på sigt og forbedre dansk kaproning. Derfor har det også været vigtigt for mig og for hele DFfRs hovedbestyrelse, at alle kraftcentre vil modtage samme niveau i støtte i 2025, som de har gjort i 2024.”
Fokus på talentudvikling
Udover at bibeholde støtten til vores kraftcentre, så vil der fremover komme et øget fokus på rekruttering af ungdomsroere og udvikling af talenter. Efter et par år, hvor forbundet har stået uden en talentkoordinator på nationalt plan, skal sådan en funktion nu genetableres. For talentudviklingen skal til at fylde mere i dansk roning. Den kommende talentkoordinator, får bl.a. som arbejdsopgave at hjælpe landets kraftcentre med at vedligeholde og videreudvikle på deres talent- og rekrutteringsarbejde, så det også er bæredygtigt nu og i fremtiden.
Sportschef Thor Juul Kristensen er på linje med forbundets næstformand, om vigtigheden af at bevare landets kraftcentre, og samtidig håber han, at en talentkoordinator kan sætte ekstra gang i arbejdet:
”Det er vigtigt, at vi fortsat udvikler og understøtter vores kraftcentre, for det er ude decentralt at det store rugbrødsarbejde, med at få unge mennesker til at ro, og ro om kap, skal ske. Vi tror på at vores model med at have nationale kraftcentre rundtom i Danmark, er den rette. Deres opgave har, og vil også i fremtiden, være at få nye, unge roere ind i systemet, det kan de gøre enten gennem deres eget opland eller gennem de klubber, som vi har udpeget som ’Puljeklubber’. Team Danmark fokuserer deres samarbejdsaftale med os omkring topeliten, så det nye udvalg og sekretariatet kommer nu til at få hovedansvaret for den bredere talentudvikling, som foregår i kraftcentrene. Her er en ansættelse af en talentkoordinator på sekretariatet afgørende nødvendig, når der skal bygges bredt for at nå højt.”
Kaproningsudvalget (KU) afløses af et talentudviklingsudvalg
De mange nye ændringer blev præsenteret og drøftet på et møde den 10. november mellem repræsentanter fra hovedbestyrelsen og kraftcentrene. Centralt var at få diskuteret, hvilken politisk organisering, der skal være fremover. Forslaget der blev fremlagt var, at fremover afløses KU af et nyt Talentudviklingsudvalg, der vil rumme alle opgaver og ansvarsområder omkring kaproning fra tidlig ungdom til U23 niveau herunder talentudvikling. Dette vil ske i samarbejde med en ansat talentkoordinator samt i samarbejde med kraftcentrene. Det nye udvalg vil bestå af en repræsentant fra hvert kraftcenter. De vil i samarbejde med hovedbestyrelsen udpege en formand.
”Med de nye og ændrede ansvarsfordelinger og ønsket om, at kraftcentrene bliver inddraget mere i arbejdet, er det vores mål, at vi med det her forslag vil få et mere enstrenget system, hvor kraftcentrene og dermed også klubberne, er helt tæt på når principper, retningslinjer og udtagelser skal drøftes og godkendes. Med ansættelse af talentkoordinatoren skabes der også et fundament for kraftcentrene i større fællesskab får mulighed for at koordinere og arbejde tættere sammen om talentudviklingen til gavn for roerne og klubberne.” Fortæller formand i DFfR, Conny Sørensen
Den nye struktur vil også blive drøftet på KU-seminaret den 30. november og så er det planen, at hovedbestyrelsen på deres december møde nedsætter udvalget formelt samt godkender kommissorie for det nye udvalg.
Arbejdet i vores kraftcentre, etableringen og organiseringen af vores to nye talentcentre og hvordan arbejdet i Danmarks Rocenter organiseres, vil vi udfolde i den kommende tid, gennem nyheder her på roning.dk.
Næste nyhed i rækken er ’I Kraftcenter Ægir skaber åbenhed det gode miljø’, som udgives på onsdag, d. 20. november.